Kondenseret, men fandens smagfuldt
Populær
Så er det slut med 5-bandsturnéer og øl til over 50 kr. Elder, Hull og Templet i Lyngby skar ind til benet, og leverede en koncertoplevelse lige som den skal være.
Manglende erfaring med Lyngbys geografi og dårlig erfaring med spillesteders definition af starttidspunkt fik mig at frygte, at jeg at jeg kom for sent til koncerten med Elder og Hull i onsdags på Templet. Herren i døren forsikrede mig dog om, at det var logisk at forvente, at det oplyste tidspunkt gjaldt døre med showstart en time efter. Efter lidt sniksnak om visse mere centralt beliggende spillesteders evne til altid at lave rav i den, fortsatte jeg ind i det monumentale Templet - meget imponeret over stedets arkitektur, og sikker på at her skulle jeg ind igen. Stedet er jo ret smart indrettet med trapper ned til garderobe og toiletter og trappe op til sceneområde og bar (med 2 for 1's pris!) og merchandiseområde i det modsatte hjørne. Lidt småt, lidt intimt og meget passende til en aften i stonerrockens navn.
Da jeg fik anmelderopgaven med lidt kort varsel, og jeg ikke var bekendt med bandet Hull i forvejen, blev jeg lidt overrasket over deres koncert. Positivt overrasket. Egentlig var det mest overraskende, at sættet gik i gang med en minimalistisk, melodisk guitarintro fjernt fra den sludge, bandet lige efter ramte én i hovedet med. Effektiv kontrast, der også var at genkende i outroen, men som ellers blev lagt på hylden i løbet af Hulls timelange set. Ikke fordi det på nogen måde blev ensformigt, for der var kræset for detaljerne i Hulls bombastiske, beskidte sludge. Progget komposition og lange numre krydret med nærmest hardcore-agtige elementer og en fantastisk energi. De to guitarister skiftedes til at indtage hovedrollen, og bas og trommer kunne bestemt mere end at holde rytmen, mens vokalrollen blev fordelt mellem bandets tre stengeinstrumentalister. Hvis man måske har læst mine anmeldelser før, har man måske luret min forkærlighed for vokalstærke bands, og lige den med at udnytte hele bandets range synes jeg meget ofte er opskriften på succes - selvfølgelig givet at alle faktisk kan synge. Hull eksekverede konceptet perfekt, med growl, brøl og clean fordelt og varierende mellem de tre sangere, der dog ikke lod deres instrumenter blive forfordelt. Og selvom det irriterer mig at bruge N-ordet, når jeg anmelder sludge, så røg tankerne hen på Scott Kelly fra Neurosis’ mesterlige sang på titelnummeret til ‘Crack The Skye’. Uanset hvad, så er det et kompliment, og Hull fik mig til at låne en hundredekroneseddel af en ven, så jeg fik råd til en t-shirt i merchboden.
Et meget hurtigt changeover senere - måske forkortet på grund af Hulls overraskende lange sæt - gik Elder i gang. Med lidt "pænere hår" og kortere guitarremme tog Elders hovedsageligt intrumentale stoner rock over. Stemningen fra forrige årtiers mastodonter var stærk med Sabbathske riffs og et enkelt, som jeg mistænkte at være fra Led Zeppelins ‘Immigrant Song’. Templet i Lyngby er på grund af størrelse og indretning forholdsvis nemt at fylde op, men denne aften fuldt fortjent og pakket med fans, der også fik en hilsen fra scenen. Energien aftog lidt i forhold til Hulls optræden, og der var mere plads til at vrikke med hovedet som en Bobblehead Jesus på instrumentbrættet. Musikken var mere ligefrem, igen lidt progget i kompositionerne, om man vil. Elder holder sig ikke til a-b-a-b-c-a-b, men hvem gør egentlig det?
På trods af at Hull endte med at være min favorit i onsdag, var aftenen samlet perfekt. Efter alt for ofte at have klaget over 3+ opvarmningsbands, blev jeg overrasket af et show helt uden, da Hull og Elder co-headliner turnéen. Stemningen var fed, spillestedet fedt - selv merchandiseboden var overraskende fed, med alt hvad hjertet begærer af limited edition træsnit, vinyl og gratis stickers, der allerede pryder undertegnedes bærbare. Det var sådan en aften, hvor rammerne og showet ikke gjorde meget ud af sig selv, mens oplevelsen bare udfoldedes aå meget mere. Kondenseret, men fandens smagfuldt. Lidt mere af den slags, tak.