Kranie mod kranie – Caustic Wound leverede den optimale pause.
Man behøvede ikke at være fan af Assumption for at mærke, at dette var godt.
Gaupas udsvævende doomekskursioner slår lige, som de skal på ‘Fyr’ med fuzzede udbrud og excentriske vokaludskejelser til at holde os ude i tovene.
Der Weg Einer Freiheit overgår sig selv i det, de gør bedst – post-black af den trance-inducerende skole, med inderligheden udenpå tøjet.
Spørgsmålet bliver stillet på Jawtraps debutalbum, som giver os 17 hurtige og vrede bud på ting, man kan være fucking pissed over.
På deres første album som kvartet tager Between the Buried and Me lytteren med til et surrealistisk hotelunivers, hvor virtuositet og galskab mødes i lige dele ambition og overflod. Resultatet er både udfordrende, frustrerende og fascinerende.
Tag dig tiden og lad melankolien vokse, så Green Carnations første kapitel i en lovet trilogi rigtigt kan synke ind.
‘I Feel The Everblack Festering Within Me’ er den musikalske pedant til “Vi har ’Pain Remains’ derhjemme”.
De forenede græskarhoveder i Helloween høster såvel gode som dårlige afgrøder i den seneste avl.
Lige i tide til efterårsregnen får vi her plade nummer to fra den dystert anlagte trio Faetooth, der holder niveau og tryllebinder med deres slæbende doom-mystik.
Amerikanernes femte fuldlængdeudgivelse er noget af det bedste, Signs of the Swarm har udgivet, og alligevel savner man en bandidentitet.
Noroths første europæiske show var et bevis på, at god dødsmetal kun skal være råt, upoleret og voldsomt.
Kransalen blev fredag aften forvandlet til et ikke-euklidisk mareridt, da Portal indtog Kill-Town Death Fest. De indviede blev revet med i et malstrømsagtigt kaos, hvor menneskelig form og fornuft opløses, Men denne gang uden det sidste stød, der kunne have sendt os helt ud i det kosmiske mørke.
Der skal meget til at kede sig til et dødsmetalshow. Men én gang skal være den første.
Aurora rører atter på sig, og leverede en glimrende opvisning i, hvor vi har dem i 2025 efter tyve års pause fra scenekanten.
Saturnus beviste endnu engang, hvorfor de har en helt særlig betydning herhjemme, med det, de gør bedst – med atmosfæren og følelserne helt udenpå den sorte garderobe.
Blind Guardian rundede førstedagen af på udebane – men så snart de største klassikere blev trukket op af hatten, var fællesskålen og skrålen sikret.
Psyclon Nine fortsætter ned ad den dystre sti af trap-beats, synths, horror-elementer og småtriviel metalcore. Som altid er det en varieret oplevelse.
På deres tiende album forener Deftones drømmende shoegaze med metallisk tyngde. Resultatet er en moden og afklaret plade, der balancerer mellem atmosfære og aggression – med Chino Morenos stemme som det urokkelige centrum.
The Smashing Pumpkins var lidt for store til det dobbelt udsolgte Store Vega. De havde i hvert fald taget manierismer fra store stadioner med sig ind på spillestedet.