Da britiske Malevolence brølede: "OPEN UP THAT PIT", vidste vi, at koncerten ville komme til at slå hårdt. Det blev til en tour de force i gammeldags metalcore. 

Iceage sparker Roskilde Festival i gang, men du skal selvfølgelig også se Smertegrænsens Toldere, og måske The Cure på Orange? Ellers er der metalcore i form af Dying Wish, du kan lade dig blæse omkuld af Smag På Dig Selvs aggressive og politiske jazzrock, og du holde dig oppe og blive kørt i sænk af Primitive Man omkring midnat.

Rival Sons rammer festivalstemningen perfekt på Copenhell, men den strømlinede tungrock efterlader nuancer på sidelinjen.

Queensrÿche var som altid fremragende, men legenderne er også en af den slags bands, der ikke får vundet så mange nye fans på en festival, og vist mest havde en fest for de indviede. 

Chris Barnes og Six Feet Under tog fusen på folk og leverede en times herlig omgang groovy death metal. 

Vi fik en koncert med Morild uden selvlysende maling og mørke; kunne (post-)atmoblack-bandet stå distancen under Ras nådesløse stråler?

Mite knækkede os over i varmen, da de triumferende åbnede Boneyard med store smil og prygl. 

Torsdag eftermiddag bød på gode, autentiske covers og “covers” fra den aktivistiske guitar-innovator Tom Morello, mens hans eksplicitte antifascisct-ytringer bliver lidt for retningsløse. 

Lightchapters solide, melodiske dødsmetal med elektroniske elementer kæmpede mod solens stråler og et træt publikum, men smil og spilleglæde smittede heldigvis hurtigt af på de fremmødte.

Det var på forhånd røbet, hvad vi ville få, men selvom der så ikke var overraskelser, så var det hele bare formidabelt omkring seje IOTUNN

Rap Martin Rap var mest af alt Martin selv, og hans del var formidabelt underholdende, musikken var til gengæld så som så.

De tre unge, indonesiske kvinder i Voice of Baceprot tog internettet med storm for et par år siden. Kunne de stå distancen på bagkanten af hypen?

Passion og erfaring stråler ud af Maceration, der i 35 graders sol leverede 45 minutters bundsolidt dødsmetal. 

Hvis ikke du skal på Dyrskuepladsen eller i Tivoli Friheden, så er det ikke just denne uge, der skriver de store overskrifter … men nyt fra Deep Purple og Soothsayer skal nu nok være værd at se frem til!

MOR beviste, at kemi og kaos aldrig går af mode, til en reunion, der emmede af punkånd, nostalgi og rendyrket spilleglæde i skoven.

Deathcoren voksede støt og roligt og fik undervejs godt tag i publikum takket være energibomben Megan Targett i front.

Håndgemeng gjorde præcis, hvad de var booket ind til: satte gang i tredjedagen med deres tunge, groovy rock og fik morgenpilsen til at glide lettere ned.

Defecto leverede et et flot show, der var 100 % Defecto og ren kærlighed til musikken.

Der var nærvær og store smil til den melodiske hardcore fra Nyt Liv, serveret på Copenhells absolut mest pressede højttalere.

Gridirons amerikanske, metalliske hardcore blev serveret ganske fortrinligt for første gang for et publikum i Danmark.

Du er stadig ung frisk og frejdig og ligger i telt i Roskilde allerede fra lørdag eller søndag. Og du hører metal. Hvad skal du dog lave? Tjek vores guide til opvarmningsdagene, der metalåbnes søndag af Kōya.

Volbeat sejrede på Copenhell med en sindssyg god koncert på en historisk dag med en hedebølge, der blev til et uvejr, som satte en brat stopper for koncerten lige på målstregen. 

Godt gennemført P.O.D.-show tidligt fredag aften, hvor bandets rap metal-numre rykkede i både heavyhofter og solstegte metalstænger.

Katla kom hjem til København og gav præcis det show på Copenhell, som både de selv og deres fans havde håbet på. Masser af kærlighed og Satan.

Copenhell fik den zombiepunk, ingen vidste manglede: The Rotten Leprechauns genopstod og underholdt fra første ligstank.

Nostalgi, heltekærlighed og symfonisk storhed gik hånd i hånd, da Jakob Stegelmann endnu engang indtog Copenhell.

Successen var nok indskrevet på forhånd, men det blev Neckbreakkers non-stop smadderfest ikke mindre fed af.

Soilwork debuterede på Copenhell i bagende hede og kørte den ind med charme, selvtillid og gode melodier.

Der var godt med meninger i End Its hardcore-sæt, hvor bassen bed fra sig, men det var nu den energiske og storsnakkende frontmand, man bedst huskede bagefter.

Warkings var musikalsk fastfood af værste skuffe. Vi skylder os selv meget mere! 

Trivium spillede fedt på Helvíti, hvor bandet trak på stærke ældre sange, men samtidig kunne røbe, at det kommende 11. album er det bedste endnu fra bandet.

Den californiske trio tog os med på en charmerende tur i skoven. Det var dog fattigt på fuglesang. 

På kun et år er President stormet frem. Til deres danske debutkoncert blev de modtaget af tusinder af gæster, og de maskerede briter beviste, hvorfor de bliver endnu større i fremtiden.

Selv under en skyfri himmel står (0)s mørke univers stærkt – og vinder publikum med intensitet, atmosfære og egenart.

Texanske Die Spitz underholdt tilforladeligt i varmen, hvor der var masser af kærlighed mellem band og publikum, men ikke helt den nerve i musikken, vi havde håbet på.

Scimitar udfordrer, forvirrer og fascinerer på Gehenna – og ender med at levere et af deres stærkeste liveindtryk til dato.

Det første, vi blev ramt af, var Red Hot Chili Peppers’ ’Californication’. Heldigvis blev det bedre derfra.

Sydafrikansk punkcharme og ægte attitude kan ikke skjule, at Twenty One Childrens sange sjældent rækker ud over kuriositetsværdien.

Det blev en revanche fra showet i 2022 på samme festival – men dog en smal sejr, for Suicidal Tendencies spiller på det sikre og så frontmandens smittende, høje humør.

Problemer med PA’et kunne ikke stoppe The Browning fra at levere lige præcist den energiudladning af en fest, alle havde håbet på eller forventet. 

Med afsavn spillede Mastodon den koncert på Refshaleøen, som vi turde håbe på. 

Loathe spændte ben for sig selv og ødelagde, hvad der reelt set var en helt acceptabel koncertoplevelse. 

thrown mødte et publikum, der ville bandets koncert meget mere end bandet selv – resultatet var en sær oplevelse, hvor publikum var den store performer.

I en alder af 78 år beviste Alice Cooper på Copenhell, at legenden på ingen måde færdig. 

Iron Maiden måtte arbejde for at få publikum med på Copenhell, men da de så fik vækket Refshaleøen, så endte det med at blive en virkelig god koncert.

Det kontroversielle konceptband Dogma åbnede Copenhell med en koncert, der var på niveau med en diletantisk dårlig pornofilm. 

Ulven kalder! Førstedagen i Helvede byder på død, dak og danske fuldtræffere, samt solide gensyn i alle afskygninger – så kan Copenhell bare komme an!

Andendagen byder på masser af friske pust fra undergrunden og nyere gennembrud på scenen, men efterlader også et par åndehuller til at samles med slænget undervejs.

Defecto og Jakob Stegelmann kalder til samling fra start, mens Anthrax åbner galehuset, og V.M.O. lægger lydsporet til rave-apokalypsen 12 timer senere – glædelig fredag!

Er der liv i kludene endnu, eller gik der for meget Jäger i den i går? Too bad – sidstedagen kræver din opmærksomhed uanset, så læs med, hvis du vil se, hvad lørdagen har i ærmet!

Denver-doomerne i Khemmis har skåret både lyd og længde på sangene lidt til på et album, der er fermt og let at gå til, men måske kunne have brugt et ekstra drys stærke vokalmelodier.

Første single er landet, og Lifebarren er booket til Run To The Næverly Hills. Her får du mulighed for at møde bandet og læse om deres håb og drømme

Kan et kor synge doom? Kan kirken danne ramme om mørket? Det udforskede komponist og lydkunstner Lars Lundehave Hansen sammen med Ars Nova i opførelsen af stykket 'Reformation' i St. Albans Kirke på Østerbro. 

25 år senere står ‘Origin of Symmetry’ stadig som øjeblikket, hvor Muse blev for store til Jorden – og fandt deres egen stemme.

Med veteraner fra King Diamonds klassiske line-up og en formidabel Nils K. Rue i front leverer Lex Legion horror metal med både arv og egen identitet.

Siiickbrain rammer et kreativt højdepunkt på 'Houndstooth', hvor genregrænser udviskes til fordel for et mørkt, dragende og overraskende sammenhængende lydunivers.

Vi sætter fokus på festival-bookere bag de festivalprogrammer, vi glæder os til år efter år. Fra de små, lokale festivaler, der alene eksisterer i kraft af ildsjæle til de store og tunge festivaler på musikscenen.