Pladeanmeldelser
Mike Portney er retur bag trommerne i Dream Theater efter 13 års fravær. Det har nu ikke ændret det store, for det nye album lyder meget som de seneste par stykker forinden, som vi kender dem.
Fra 1200-tallet og frem kendes nossedolken med sine karakteriske kugler på skæftet, men Victoria-tidens bornerte våbenhistorikere omdøbte den til nyredolken, igen på grund af skæftets form. Kniven er dog stadig skabt til vold.
Century skruer igen tiden over 40 år tilbage. Det er såmænd såre hyggeligt.
Maceration følger forholdsvist hurtigt op på comeback-skiven fra 2022 med et album, der er mere ligetil og spillet med større teknisk overskud.og en frihed til at se fremad trods den nostalgiske lyd.
Pentagrams første album i ti år lyder, som den slags plader fra gamle bands gør: Det er lige så hæderligt, som det er overflødigt.
Avatariums nye album skuffer en del. Det er stadig ganske storslået ind imellem, men musikken mangler retning.
The Hellacopters skruer ned for tempoet og op for ørehænger-effekten på en plade med flere stærke cuts undervejs, når da ikke ensformigheden trænger sig på.
Oraklet er fortsat under selvransagelse i soloprojektet Häxkapell – og når et spadestik dybere denne gang i livscykliske reflektioner med episk folk som modvægt.
Guttural Disgorge tvinger dig til at løfte øjenbrynene. Danmarks både nyeste og sikkert eneste slamdødshåb har skåret en udmærket debut, der smager af snask.
Lambrini Girls støjer sig charmerende flabet ind på punkscenen med en debut spækket med humor, holdninger og riot grrl-attitude for alle pengene!
Episk, doomy, halvokkult metal med fløjte og kraftfuld vokal fra en markant frontkvinde. Var vi ikke færdige med den genre for ti år siden? Ikke, hvis det står til Grendel's Sÿster, der på deres debutalbum lykkes med at revitalisere en slidt genre.
Demon Bitch har et håbløst bandnavn. Men deres musik er alt andet end håbløs: Dyrker man 80'ernes amerikanske power metal med en progressiv kant, er 'Master of the Games' noget af det bedste, der længe er sket.
Lev livet, vær i nuet, lyt til ’Ascension’ og få en lytteoplevelse, du sandsynligvis ikke har fået før.
Hexenbrett maxer ud på deres anden fuldlængde: Flere synths, trompeter, vanvidsvokal, soloer, hooks – mere af det hele!
Bedsore har skiftet fokus fra progressiv død til progrock med afmålte, metalliske teksturer – en balance, der bør åbne mange døre for de flamboyante italienere!
'The Third Temple' er usædvanligt gennemført og catchy black metal, der emmer af begravede templer og nærorientalsk mystik.
Steel Inferno trykker atter sømmet i bund på allermest medrivende vis.
Gaspedalen er i bund, og ‘Within the Viscera’ lægger habilt fra land som første langspiller fra Silkeborgs unge dødsmetalhåb.
Veilburner sender os ud i en hvirvelvind af absurde ekstremer og skyr fortsat ingen midler for at udfordre sine lyttere.
Marilyn Manson har udgivet sin bedste plade i årevis, rent musikalsk. Desværre lider pladen eklatant under det lyriske ståsted og konteksten for udgivelsen.