Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

10 år uden at miste sin styrke

Populær
Updated
10 år uden at miste sin styrke

Den 28. august 2001 udkom Slipknots andet album 'Iowa', der bestemt har klaret de 10 år godt og stadig er et formidabelt album.

Kunstner
Titel
Iowa [10th Anniversary Release]
Dato
01-11-2011
Distributør
Karakter
5

Man kan måske godt undre sig over, hvorfor 'Iowa' skal udgives i en ny version, når det nu ikke ligefrem er svært album at få fingrene i. Der er dog heller ikke langt til svaret, som sikkert er noget med penge i kassen til pladeselskabet, og et forsøg på igen få folks øjne op for Slipknot, der ikke har udgivet noget siden det fantastiske 'All Hope Is Gone' fra 2008.

'Iowa' røg ind som nummer 19 på den danske hitliste, og det må med rette siges, at der for en gangs skyld ikke var tale om døgnfluemusik. For 'Iowa' og den Ross Robinson-producerede lyd står stadig skarpt og musikalsk unikt ud. Hypen om Slipknot dengang er fuldt forståelig - også selvom man først står på vognen nu. Og gør man det, får man mange ekstra godter med. Der er selvfølgelig albummet inkl. et bonus remix af ét af numrene. Så er der en live-cd med lydsiden fra 'Disasterpieces' dvd'en med et show fra London i 2002. Endelig får man dvd'en 'Goat', som er en meget rost dokumentar om tilblivelsen af 'Iowa'.

Slipknots sans for groove og anderledes brug af percussion er stadig mange genlyt værd. Og Corey Taylor var i 2001 på toppen med fed og sej vokal, som fornemt formår at flette lidt melodi ind hist og pist i den rå og råbende vokal.

Der blev vrænget på næsen fra mange, når snakken i sin tid faldt på Slipknot. Det var ikke metal, det var hypet lort, blot unuanceret støj og meget andet blev sagt. Men afviste man bandet uden at give det en chance, så gik man glip af en del. Der er ikke mange nu-metal/metalcore-udgivelser som ville være noget særligt i dag. Men 'Iowa' beviser så tydeligt, at Slipknot var og er giganter, som forstod sangskrivningens kunst, og det at have en egen identitet i musikken. Det var vitterligt ikke blot et visuelt cirkus.

Tillykke til 'Iowa' - det var godt dengang, og det er stadig godt i dag. Og lad os håbe, at der kommer mere nyt fra Slipknot, på trods af bassisten Paul Grays alt for tidlige død sidste år.