Popmusik er for voksne mennesker
Man bliver aldrig for gammel til at sætte pris på et stort fedt anthem. Men det kan være svært at overbevise sine snobbede kammerater. Turnstile lader dig slå dem i deres eget spil ved at lave en plade, der er lige så catchy, som den er eksperimenterende.
2. Blackout
3. Don't Play
4. Underwater Boi
5. Holiday
6. Humanoid / Shake It Up
7. Endless
8. Fly Again
9. Alien Love Call (Featuring Blood Orange)
10. Wild Wrld
11. Dance-Off
12. New Heart Design
13. T.L.C. (Turnstile Love Connection)
14. No Surprise
15. Lonely Dezires (Featuring Blood Orange)
Da vi for et par måneder siden behandlede Turnstiles EP ‘Turnstile Love Connection’ elskede vi den. Vores anmelder druknede sig selv i den bittersøde melankoli, man kan opfyldes af, når musik går lige i blodet og tager én tilbage til den særlige sommer, der i sin øredøvende lykkefølelse følger en resten af livet og i minderne bliver bedre og bedre for hvert år, der går.
Og det er helt naturligt, når man lytter til Turnstile. Især for den forrige anmelder, der var noget yngre i halvfemserne end indeværende, og derfor nok også husker hardcoren fra det årti på en helt særlig måde – og nok derfor også forbinder den flabede fusionsfest mere med Minutemen og Bad Brains end så meget andet.
Den perfekte undskyldning
Undertegnedes baggrund ligger derimod i årtusindskiftets eksplosion af hormoner og ængstelighed, der fandt udtryk i poppunk og dennes helte i bands som Blink-182, Sum-41, Good Charlotte og så videre.
Og det, der var særligt tiltrækkende ved den genre, var evnen til at skrive et anthem. Altså, en stor, svulstig, medrivende, catchy sang, der stiller det hele frem og intet overlader til fantasien. Det er en glemt kunst i musikkens hårde ende, og det kan måske også føles som noget af en guilty pleasure.
Og hér kommer Turnstile os til undsætning. For midt i alt det fusionerende, det dreampoppede, R&B’en, 90’er-hardcoren, dér kommer det. Det anthem vi trænger til. Faktisk kommer det som det allerførste. Det er svært at lave en præcis rangering af sangene på ‘Glow On’, men ‘Mystery’ er en af, hvis ikke den allerbedste.
Det er nærliggende at forestille sig, at musikerne i Turnstile er samme årgang som undertegnede, for hvor poppunkerne for mange år siden sang om vrede, opstand mod etablissementet og om, hvor fucked og kedelige teenageregler var, handler ‘Mystery’ om angsten for, at det her er alt, der er. Angsten for at livet ender samtidig med, at man undrer sig over, om det virkelig er det her, der er. Turnstiles sang er poppet og lettilgængelig og er til at synge med på, men kommer alligevel under huden på lytteren og tvinger de samme spørgsmål frem i lyset.
Ængstelige millenials er langt fra en ny ting i hardcore- og punkverdenen. Blandt de bedste kan nævnes landsfællerne i The Menzingers og Spanish Love Songs eller vores hjemlige Tvivler, der, må vi medgive, fik en lidt for hård medfart sidste år.
Turnstile skærer dog deres helt egen tematiske niche i krydsfeltet, hvor ængstelsen kombineres med den helt blæste stræben efter det at have det godt. Det som ofte opleves i Kødbyen, hvor voksne, der måske burde have lidt mere fokus på banklån og forældremøder, blæser hele rådighedsbeløbet på emma for at jage følelsen af frihed, der på en eller anden måde er forsvundet mellem fingrene.
‘Don’t Play’ handler netop om dette. Det er fortællingen om at beskytte de få timer, man har for sig selv, om at bekæmpe ethvert forsøg på at få en til at forholde sig til virkeligheden med næb og kløer. Og i både lyd og lyrik skinner desperationen igennem i det ekstremt muntre.
Frustration, desperation og popmusik
‘Glow On’ er særligt defineret af kampen for at føle sig i live, og det opfylder den også til fulde.
‘Glow On’ er ikke en plade du havde set komme. Ikke engang hvis du, som så mange andre, har været begejstret over ‘Turnstile Love Connection’. Hver eneste sang overrasker og kommer med noget nyt, og på den facon er det godt, hvis man er vant til førnævnte Bad Brains eller Minutemen og deres kaotiske inddragen af andre stilarter og genrer i deres hardcore. Det er også godt hvis man ikke er heavypurist og ikke bliver bange for at lytte til popmusik, for det er der rigeligt af. ‘Endless’ er fuldstændig skabt til dans, og det er dans som på et dansegulv. Ikke dét dér vi plejer at lave, hvor man slås og hopper lidt og kalder det pogo.
Midt i al den hardcorebaserede forvrængning og riffing er der nemlig masser af melodiøsitet og dansabilitet. Nogle gange kammer det helt over, som for eksempel på ‘No Surprise’, der er en autotunet straight up R&B-sang, mens det i andre tilfælde, den surfrockede og ambiente ‘Underwater Boi’, Coheed & Cambria-klaverstykket i ‘Fly Again’, det Elton Johnske klaverspil i 'New Heart Design' eller den Alcest-cirka-Souvenirs-æteriske vokal over poppunkenergien i albumlukkeren ‘Lonely Dezires’. Det mest eklatante eksempel på direkte inspiration er indie-dreampop-tracket ‘Alien Love Call’, der trækker tankerne direkte over på The Shins’ klassiker ‘Phantom Limb’.
‘Glow On’ er som at få serveret alt det bedste, du ved, på én tallerken. Men det er ikke som den ækle pålægskagemand man får serveret i provinsens dunkle afkroge. Det er nærmere en tapasservering, der er perfekt sammensat, og hvor hver enkelt ret er nøje afstemt i forhold til, hvad der kom før, og hvad der kommer efter.
Og trods al sin ængstelighed, ærgerlighed og ærgerrighed er ‘Glow On’ også en sjov plade, der stiller selv den meste hungrende koklokke-fans behov, og det siger også noget i sig selv.