Nu metallens endeligt
Linkin Park stritter i mange retninger på "Minutes to Midnight", men evner stadig den gode melodi, skriver vor anmelder.
Tænk, at det skulle være Linkin Park, der skulle synge nu-metallens svanesang og lægge denne hidsige metal-genre helt og aldeles i graven. Men det var det. Og det sker på Linkin Parks tredje album, "Minutes to Midnight", som på den ene side er et voksent og følsomt udspil, og på den anden side helt mangler den nerve og aggression, der gjorde Linkin Park på de to første fremragende udspil, "Hybrid Theory" og "Meteora". I denne nekrolog over Linkin Park og nu metallen skal det understreges, at Linkin Park var et af de bands, der med succes blandede alternativ rock med rap og metal - og gjorde det så effektivt, fordi de røde tråde hele vejen igennem var både den gode melodi og en råhed og vred aggression, som fik musikken til at eksplodere i nogle rigtig fede energiudladninger. Hits som "One Step Closer", "In the End", "Somewhere I Belong" og "Numb" taler deres helt eget, tydelige sprog. Den slags schlagere er der ingen af på "Minutes to Midnight". Det eneste, der rent faktisk er tilbage, og som giver håb for Linkin Park, i hvert fald: Den gode melodi har overlevet bandets store transformation, som får Metallicas spring fra thrashen til "Load" og "Reload" til at ligne en søndagsudflugt. Som sagt: Linkin Park laver stadig den gode melodi. Men det, som melodien pakkes ind i, er noget famlende udefinérbart og retningsløst noget. Det ene øjeblik lyder gruppen som Green Day ("Given Up"), det næste som U2 ("Shadow of the Day") og det næste igen lidt som sit gode, gamle jeg ("What I've Done"). Så bliver de støj-rockende ("No More Sorrow") og herefter direkte kvalme ("Valentine's Day"). Det store mysterium er: lefler Linkin Park og spiller på mindst fem heste på én gang, eller har de bare svært ved at finde retningen? Meget sigende minder U2-ripoff'et "Shadow of the Day" til forveksling om "I Still Haven't Found What I'm Looking For"... Hvad det er, Linkin Park leder efter, kan der ikke her gives et helt klart svar på. Men albummets sidste skæring, det 6.23 minutter lange "Little Things Give You Away", kan give en rettesnor. Her folder den gode melodi sig ud, godt hjulpet af forsanger Chester Benningtons smukke stemme, og resultatet er et på én gang storladent og afdæmpet, smukt og melodisk epos, som også er rigtig godt spillet, rent musikalsk. Det er først her, på 12. og sidste skæring, at musikken begynder at spille for Linkin Park. Det er først her, transformeringen for alvor er indtruffet. Inden da vakler vi uden retning mellem det ene og det andet. Som lytter, der forventer good old Linkin Park leder man forgæves efter det energiladede, rå og aggressive udtryk, man kom til at holde af Linkin Park for. Men det er pist væk. Den gode melodi er her dog stadig, og det er det, karakteren gives for. Min største bekymring går dog til Metallica. Lars, James, Kirk og Rob produceres nemlig lige nu af den samme producer, Rick Rubin, som har været med til at stå for Linkin Parks transformering. Og det gør mig ikke helt tryg.