Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2006: Lars Schmidt

Populær
Updated
Årsliste 2006: Lars Schmidt
Schmidts år blev beriget af norske Lande, danske Mercenary, svenske Europe og gode gamle Coverdale og Whitesnake. Årets internationale album: Allen/Lande - ”The Battle”. Melodisk hard rock i høj klasse med to af de største sangere, Russell Allen og Jørn Lande, og den svenske vidunderguitarist Magnus Karlsson. Hit på hit på hit på luftguitar på luftguitar på sejt riff på super melodi på stiv pik…

Årets danske album: Mercenary: “The Hours That Remain”
De mistede Kral, men drengene bandt et tophårdt, topmelodisk, topproduceret, topenergisk superalbum sammen.

Årets norske album: Jorn - "The Duke". Den norske sanger Jørn Lande er for længst vokset ud af David Coverdales skygge og
sprøjter højkvalitets-album ud hele tiden.

Årets svenske album: Evergrey - "Monday Morning Apocalypse". De melodiske svenske mørkemænd genfandt den tunge melodi i 2006 og var tilbage på sporet med et album, der sparkede igennem.

Årets internationale navn: Whitesnake. En fantastisk live-dvd, en helt utrolig festlig og velspillet afslutning på Sweden Rock og et dobbelt livealbum med forsmag på studie album i 2007. Coverdale havde førertrøjen på i 2006. Og sætter overliggeren højt for 2007.

Årets danske navn: Mercenary. Modgang blev vendt til medgang. Overbevisende album og live-optrædener. Mercenary er
Danmarks mest hårdtslående eksportvare.

Årets norske navn: Jørn Lande. Den mand har formentlig den største stemme i den melodiske hard rock. Og han er flittig.
På et tidspunkt i år var han med i Allen/Lande, Masterplan og kørte også sit eget band Jorn. Tre projekter, som hver for sig er ren og skær verdensklasse.

Årets svenske navn: Europe. Pisse imponerende, at de stadig kan – og vil. Det mest politisk ukorrekte og undervurderede band i hard rocken er selv bange for egen skygge, men har slet ikke grund til det. Et album og et liveshow, der simpelthen bare rykker så hårdt på en glad-i-lågetagtig måde.

Årets koncert: Queensrÿche på Sweden Rock. ”Operation Mindcrime” live en sommer-eftermiddag i Sverige. Superlyd, superband, supernumre, super-selskab. Ja, selv øllene var gode. Og mange…

Årets nykommer: Fatal Force. Danske Torben Enevoldsens nye orkester er ren og skær melodisk topklasse og lover
rigtig godt for fremtiden for den danske heavy rock.

Årets comeback: Queensrÿche. “Operation Mindcrime II” er speciel, men søg ind i albummet og bliv næsten lige så
beriget som af “Mindcrime I”. Og dén koncert på Sweden Rock! Det fås ikke bedre og mere overbevisende.

Årets hit: Europe: ”Always the Pretenders”. Kanonriff, superomkvæd, fantastisk energi og spilleglæde. Dét hold svenskere er altså bare noget helt særligt inden for den klassiske, melodiske hard rock. Og så er det bare
alt for undervurderet.

Årets genfundne klassiker Rainbow: ”Rising” (1976).
Intet album over Ritchie Blackmores, Cozy Powells og Ronnie James Dios superduper-toppræstation. Dét album lever og swinger og skaber bare stadig magi – selv 30 år efter udgivelsen. Et helt igennem genredefinerende album, som power metal og den melodiske hard rock skylder alt. Uden dette album ingen Yngwie…

Årets optur: Sweden Rock Festival. Sikke et program, sikke et vejr, sikke en lejr (!), sikke nogle superkoncerter, sikke et arrangement. Min sjæl er solgt!

Årets største skuffelse: Hammerfall - ”Threshold”. Trist, uinspireret, ubearbejdet. Nerven virker da til at være forsvundet helt hos de gæve svenske krigere. Hammerfalls mistag konkurrerer stærkt med nyheden om, at Jørn Lande og Masterplan ikke holder sammen mere. Glenn Hughes åbenbart evige flirten med funket og soulet heavy vækker bestemt også skuffelse.

Mit største ønske for 2007: At opleve Ritchie Blackmore, David Coverdale og Glenn Hughes på samme scene/samme nye
album. Det kommer aldrig til at ske, desværre. Men tag lige ”Burn” og ”Stormbringer” frem, luk øjnene. Og drøm… Verdens største heavy-guitarist og de to stærkeste sangere
sammen igen vil bare være himmelsk.

Det glæder jeg mig mest til i 2007: Heaven & Hell på Sweden Rock. Kan vi ikke få Blackmore og Dio sammen igennem, så er Iommi og Dio (plus Geezer og Appice) da bestemt at foretrække. Den klassiske ”Mob Rules”-besætning tager på tour næste år. Og kommer selvfølgelig til Sölvesborg. Dét bliver mesterklasse!

Forfatter