Fire navne til Copenhell
PopulærSoulfly, Meshuggah, Saxon og Dying Fetus er de nye navne på plakaten til 2012-udgaven af metalfestivalen på Refshaleøen.
Det er de helt store sejl, der er sat til i denne tredje udgave af Copenhell. Med hovednavne som Slayer og Marylin Manson har Copenhell støt vokset sig større for hvert år. Nu offentliggøres så yderligere fire internationale navne. Og der er lidt af hvert i den pose. Vi introducerer kort hvert band her.
SOULFLY
Det kom som et chok for de fleste, da Max Cavalera brød med Sepultura tilbage i 1996. Men kort efter dannede den karismatiske forsanger og guitarist Soulfly, som siden har udgivet otte plader. Seneste skud på stammen er 'Enslaved', der fik topkarakter da vi anmeldte den her på siden. Se frem til en koncert med masser af energi og et par Sepultura-klassikere til sidst i deres show.
SAXON
Briterne - der sammen med Iron Maiden, Judas Priest, Diamond Head og Motörhead var med til at skabe "New Wave of British Heavy Metal" - er levende legender. Saxon har spillet sammen med alle de nævnte, været på store turnéer verden over flere gange end nogen gider tælle og spyttet knap 20 albums ud siden 1979, hvor de udgav deres selvbetitlede debutplade. Sidst de gæstede Danmark, leverede de en formidabel koncert i Amager Bio. De vil utvivlsomt ride natten med stålhjul og gøre det i denim og læder!
MESHUGGAH
Hvor mon metalscenen havde været i dag uden 'Destroy, Erase, Improve' fra 1995? Meshuggahs store gennembrud kom på det helt rigtige tidspunkt. Dødsmetalscenen var begyndt at træde vande rent kunstnerisk, og pludselig svinger nogle svenskere denne plade i ansigtet på os, som har et helt andet teknisk niveau, end vi var vant til fra Göteborg og Tampa. Meshuggah blev med et snuptag inspiration for en hel generation af nye bands. De kommer med et nyt album 'Koloss', som skal føre bandet videre efter den anmelderroste 'ObZen'. Se frem til at blive udfordret.
DYING FETUS
Amerikansk dødsmetal. Ligesom så mange andre bands derovre fra, så startede Dying Fetus tilbage i starten af halvfemserne, men deres debutplade 'Purification Through Violence' udkom først i 1996, og man kan derfor roligt sige, at de kom lidt for sent til festen. De politisk bevidste knægte i Dying Fetus har dog ikke opgivet ævred. Trods flere ændringer i startopstillingen, tordner bandet stadig der ud af. Her i 2012 udsender de deres syvende studiealbum 'Reign Supreme'. Hvis man er til klassisk dødsmetal, så er Dying Fetus et rigtig godt bud på dette års Copenhell.