Der er en frihed i at have ambitioner, som er opnåelige
PopulærHvis Baest kan opnå mainstreamsucces med dødsmetal, hvorfor er der så ikke flere, der bryder igennem? Vi måler ambitionsniveauet i dansk metal 2019.
Alle kan blive enige om, at Baest og folkene omkring dem har gjort et stort stykke arbejde for at nå dertil, hvor de er i dag. De fleste er også bare enige om, at det, Baest gør, ikke i sig selv er unikt. Klassisk dødsmetal inspireret af Entombed og Morbid Angel er ikke ligefrem noget, det har skortet på i Hovedlandet, og kønne unge fyre med langt, krøllet hår, glade smil og en bajer i hånden æder musikbranchen til morgenmad.
I september gik Devilution bag om det arbejde, der ligger til grund for Baests succes, og en række branchefolk gav gruppen deres besyv med. Konklusionen lød på, at det var en blanding af charme, held, timing og så ikke mindst en ubønhørlig arbejdsindsats, der havde bragt bandet til det punkt, hvor de befinder sig nu. Men hvad så med alle de andre danske bands, der ikke spiller i Go’ Morgen Danmark, får lavet TV-portrætter og kommer på forsiderne af magasinerne? Er det bare, fordi de er tilfredse med at hænge ud i øvelokalet onsdag aften og høvle bajere for at kunne spille et show om måneden? Trækker sofaen, børnene og boliglånet for hårdt i dem? Eller har de fundet sig et leje, der passer til dem, i stedet for at blive ved med at forfølge verdensherredømmet?
For at finde ud af det har Devilution talt med fem danske metalbands på hver deres stadie i karrieren. Mens flere andre havde betænkeligheder ved at tale om noget så potentielt farligt som ambitioner og noget så usexet som forventningsafstemning og karriereplanlægning havde hverken Crocell, Katla, HateSphere, Hexis eller Horned Almighty noget imod at lægge kortene på bordet og fortælle, hvordan det egentlig er at spille metal i Danmark, hvis man ikke er Baest.
Vi kunne ikke gøre noget galt
Peter Lyse Karmark kan godt sætte sig ind i, hvordan det er at være Baest lige nu. Med HateSphere var han der selv i midten af 00’erne.
– Vi var i Politiken, Euroman og på DR2 ad et par omgange. Vi spillede på Roskilde Festival to år i træk og var på turné i Kina. Vi var et sted, hvor vi ikke kunne gøre noget galt. Det gik rigtig godt, vi spillede meget og var ude nogle gode steder. Vi var af sted fem uger ad gangen, hjemme en uge og så af sted fem uger igen. I 2005 spillede vi 121 shows og skrev ‘The Sickness Within’ samtidig. Det var fedt at være af sted, men når man er sammen fem uger ad gangen og fester så meget, som vi gjorde, kan man også nemt komme til at sige noget dumt til hinanden. Det kan ikke undgås. Selvom det ikke var værre, end at man kunne snakke om det næste dag.
Til sidst blev det alligevel for meget for alle andre i bandet end Peter Lyse Karmark. HateSphere havde løbende skiftet ud i besætningen henover de første fem plader, men kort efter udgivelsen af ‘Serpent Smiles and Killer Eyes’ i foråret 2007 besluttede trommeslageren og bassisten sig for at gå, og efter sommeren gik også leadguitaristen og sangeren.
– Jeg tror, at hvis vi havde holdt sammen og var fortsat på vej op, var vi blevet store. Det var mærkeligt dengang, fordi det gik jo sindssygt godt. Men man kan ikke tvinge folk til at blive i bandet. Vi kunne måske godt have droslet lidt ned. Vi kunne godt have tacklet det anderledes. Vi skulle nok have aftalt nogle vilkår at gøre det her på. Jeg er bare heller ikke sikker på, at det ville have givet mening, for vi skulle have droslet for meget ned, hvis folk skulle kunne være med, erkender Peter Lyse Karmark.
Selv valgte han at samle nye medlemmer og fortsætte bandet, der har udgivet yderligere fem plader siden, senest ‘Reduced to Flesh’ sidste år.
– Jeg følte ikke, at alting var slut, da de andre gik i 2007. Jeg følte, at der var mere, der skulle ud. Og jeg blev stædig. Jeg ville modbevise de folk, der sagde, at vi ikke kunne fortsætte.
Det kunne HateSphere, selvom det ikke længere var på det niveau, de havde befundet sig på inden bruddet i 2007. Det er Peter Lyse Karmark kommet overens med sig selv om.
– Jeg er ovenud tilfreds med, hvor vi er nu. Sidste år lavede vi to tours og spillede 50 shows, i år har vi spillet 30.
Vi ligger et lunt og varmt sted
Samtidig med, at HateSphere var i opbrud i 2007, dannede fem andre aarhusianere Crocell. Fem plader inde i karrieren har de skabt sig et navn i dødsmetalkredse, men ikke rigtig uden for det hjørne af metalscenen. Sådan har de affundet sig med, at det er, bedyrer guitaristen Rasmus Henriksen.
– Det er da noget, vi har diskuteret ud på de små timer. Vi er der, hvor vi har et følge. Der er mennesker, der tager rundt og ser de koncerter, vi spiller i Danmark. Derfor er der også altid gang i den til vores koncerter. Måske er det ikke 500 mand, der er gang i, men så 50. Jeg vil sige, at der, hvor vi er, er det behageligt. Det er et lunt og varmt sted. Man er nødt til at se på, hvad succeskriteriet er. Er 10-12 koncerter om året nok? For Crocell er det. For mig personligt er det ikke, så derfor spiller jeg også i to andre bands.
Et af de bands er Illdisposed, der har et noget større navn, selvom de fleste uden for dødsmetal stadigvæk bedst kender dem fra dokumentaren ‘Headbang i Hovedlandet’ fra 1997, 22 år før Rasmus Henriksen kom med i bandet. For ham gør det dog ikke det store, om han er ude med Illdisposed eller Crocell.
– Jeg synes faktisk ikke, der er så stor forskel på at spille for 120 engagerede mennesker og 1.200 mennesker. Man står jo alligevel med spots ind i hovedet og kan ikke se andet end den forreste række. Der er til gengæld klart forskel på at spille for 12 og 120 mennesker. Men vi er der, hvor vi spiller for 120.
Trommeslageren Andreas Posselt bryder ind:
– Jeg ville da gerne spille for 1.200 mennesker, men den kommercielle succes er ikke noget, vi efterstræber. De fleste af os har prøvet at have den oplevelse af at have meget medvind de første år i et band. Det første halvandet år, Crocell eksisterede, fik vi udgivet vores første plade, vandt Danish Metal Awards og var på tour. Når den væksthastighed aftager lidt, skal man lige mærke efter, om man stadig har gejsten.
De skide unger
Den vækstkurve kender bysbørnene i black metal-bandet Horned Almighty, som begyndte at spille i 2002, kun alt for godt til.
– Det gik ret hurtigt stærkt i de tidlige dage, uden vi egentlig gjorde det store for selv at opsøge det, og vi tog det hele, som det kom. Vi var under uddannelse på daværende tidspunkt og havde ikke de store forpligtelser, hvilket gjorde, at vi kunne gøre det i vores tempo. De første album kom med et par års mellemrum, da det passede med at skrive nye numre, indspille og derefter spille nogle koncerter. Koncerter, vi vel at mærke aldrig selv opsøgte, men tog imod, når vi fik buddet. Vi var tilfredse med antallet og ville hellere gøre det interessant at se os frem for at være dem, som altid spillede alle vegne, erindrer sangeren S.
Efter nogen tid ramte de dog den forhindring, som flere af deres jævnaldrende kolleger kan nikke genkendende til: Børn. Med ét skulle tiden prioriteres, og det var ikke altid, alle var lige enige om, hvordan den prioritering skulle være, husker S.
– Jeg måtte melde pas til en koncert på Inferno Festival, hvilket ikke faldt i god jord hos de andre. Det hjalp dog, efterhånden som alle havde fået børn, og efterfølgende blev det mere acceptabelt at aflyse øvere og andet på grund af syge børn, skole-hjem-samtaler og så videre.
– De skide unger er bare kommet henad vejen, konstaterer Rasmus Henriksen fra Crocell brysk, mens familiefaderen Andreas Posselt griner stort.
– Nu er størstedelen i bandet fædre, og så er vi et par stykker, der ikke er. Men det handler altid om individuelle forhold: Konerne og kæresterne skal også være med. For nogle bliver det familiære element så det bærende. De fleste er da enige om, at lille Solralf er det vigtigste i verden, også vigtigere end bandet, men det er et spørgsmål om, hvor meget det skal fylde. For nogle er det 98 %, for andre er det måske 70 %.
– Jeg fik mit første barn i slutningen af 2008, og året efter udgav vi ‘To the Nines’ og spillede 80 shows plus en USA-tour, siger Peter Lyse Karmark fra HateSphere.
– Der havde jeg kun ét barn, men det var svært at være væk i over seks uger. Da jeg fik barn nummer to, blev det endnu sværere at tage af sted, men jeg synes alligevel, at vi har spillet ret meget. Der er bare mange at tage hensyn til nu i forhold til i 2002-2003-stykker. Hvis der var nogen dengang, der sagde, at der var et show eller en tour, så var vi der med det samme. Der var ingen, der sagde nej, ingen, der skulle til fødselsdag eller noget.
Forventningsafstemning med hinanden og baglandet
I Hexis har Filip Andersen og hans italienske bassist Luca Mele indrettet deres liv, så de kan bruge mest mulig tid på bandet uden at skulle tage hensyn til familie eller andet.
– Hverken Luca eller jeg har planer om at få børn, jeg har ikke engang en kæreste. Hvis jeg havde et barn, tror jeg ikke, jeg ville have lyst til at toure så meget, som jeg gør nu, fortæller Filip Andersen, der i år rundede 121 koncerter med Hexis.
– Måske er jeg lidt speciel, men både Luca og jeg synes faktisk, det er mindre hårdt at være på tour end at skulle have et normalt arbejde. Jeg kommer nok aldrig til et punkt, hvor jeg er tilfreds med alt i mit liv, men jeg ville savne det her for meget, hvis jeg ikke havde det. Så i stedet for at få børn vil jeg hellere bruge de næste 5-10 år på det her.
Så kategorisk afvisende er de ikke i Katla, hvor trommeslager Rasmus Dichmann Bang har sine forbehold overfor at bruge børnene som undskyldning for at drosle ned:
– Jeg synes lidt, det er noget vrøvl at bruge børn som en undskyldning for ikke at komme videre. Børn kan altid bruges som sådan nogle små dæmoner, der ødelægger ens drømme. Man kan jo bare se på Baest, hvor både Muddi og Lasse har børn nu, Svend var bonusfar til to, da de fik kontrakt med Century Media, og deres manager Jens har også lige fået en lille én i weekenden – og tillykke med det. Jeg skal ikke træde nogen over tæerne, men jeg har altså bevidnet, at man kan godt begge dele, hvis bare man vil det nok. Der er ingen af os, der har børn, og vi får det heller ikke det næste halve år, men jeg er ikke afvisende over for selv at få børn. Jeg skal bare finde mig en sød kone først. Så længe man bare har afstemt forventningerne med hinanden. Katla er jo ikke bare os tre mennesker, vi har et godt crew omkring os, som er med, når vi er ude at spille, og de er også nødt til at forventningsafstemme med deres bagland.
Den forventningsafstemning er om noget et udtryk for den professionalisme, yngre bands som Katla og Baest lægger for dagen. Mens de i Crocell har taget de udfordringer, der er dukket op, ad hoc, og mens Peter Lyse Karmark i dag godt kan ærgre sig over, at HateSphere ikke fik taget diskussionen i opløbet, har Katla lagt en slagplan, med det samme de gik i gang, fortæller Rasmus Dichmann Bang.
– Vi har fra starten af lagt en plan for, hvad vi ville med Katla. Vi er alle tre i en situation med jobs, der gør, at vi kan tage meget fri. Jeg er tatovør og læser på universitetet, David er barchef og kan selv tilrettelægge sit skema, mens Marc har en vis anciennitet efter at have arbejdet på et værksted i ni år. Det betyder, at vi kan tillade os at tage af sted i halvanden måned ad gangen, og derfor har vi aftalt, at vi alle beholder de stillinger, vi har, så vi kan investere den tid, der skal bruges på Katla. Det er ekstremt hårdt arbejde. Jeg bruger næsten hver eneste vågne time, hvor jeg ikke arbejder, på at skrive mails til bookere, pladeselskaber, festivaler og på at holde mig opdateret.
Jeg går på kompromis med alt andet
– Det er de færreste arbejdsgivere, der vil ansætte en, der er så meget væk, som jeg er, medgiver Filip Andersen.
– Jeg er så heldig, at min far har et firma, hvor jeg har kunnet arbejde som brolægger, når jeg har lyst til det. Jeg er meget privilegeret på det punkt. Jeg kunne i princippet hoppe tilbage og blive brolægger, hvis jeg ville det, men jeg vil hellere lægge min tid i at booke bands. Jeg startede mit eget bookingagentur i starten af året efter at have booket for Hexis i så mange år. Det betyder, at jeg bare kan hive laptoppen op af tasken, når vi sidder i bussen. Det giver god mening for mig, for jeg prøver at bruge så meget af min tid som muligt på musik. Hvis jeg ikke tourede med Hexis, tror jeg stadig, at det var booking, jeg ville bruge min tid på.
Anderledes ser det ud for hans bassist og faste samarbejdspartner, Luca Mele, der bor i Italien, hvor ungdomsarbejdsløsheden er højere og mindstelønnen lavere.
– Men vi formår at leve for få penge. Når jeg er hjemme, har jeg et værelse i min fars hus uden for Køge, hvor jeg kan bo, når jeg ikke er i København. Der er måske ikke så mange, der ville synes, at det var fedt at leve på den måde, men jeg lever og ånder for det her band. Så er jeg klar til at gå på kompromis med alt andet.
– Jeg har tænkt på Hexis, og hvordan det er at kunne gøre det sådan, når man ikke har nogen familie. Det kan jeg ikke nu, og det vil jeg heller ikke, siger Peter Lyse Karmark, mens Rasmus Dichmann Bang har et helt andet fokus:
– Det har været vigtigt for Katla fra starten af, at vi giver det et skud, fordi vi har en position, hvor vi kan gøre det. Vores fokus er bare ikke på undergrunden: Jeg har al respekt for sådan nogle som Hexis og de bands, der er omkring Mayhem i København og den punkscene, der var i Aarhus for nogle år siden. Vi vil bare gerne ud at spille på de store scener.
Når Hexis i det nye år kan fejre 10-årsjubilæum, er det som et band, der møder respekt og benovelse for deres omfattende turnévirksomhed over hele verden, men samtidig også et band, der lever i sit eget miljø sammen med en gruppe ligesindede bands i grænselandet mellem hardcore og metal. Der er langt igen til mainstreampopulariteten, og det er heller ikke rigtig et mål for dem, selvom Filip Andersen langt om længe er begyndt at kunne se muligheden for at lave lidt penge på bandet.
– Hexis spiller ikke de store arenaer, vi er stadig DIY, men jeg kan se, at det går bedre nu. På den tour, vi lige har lavet, spillede vi sammen med Zatokrev fra Schweiz. Deres trommeslager er tourmanager for bl.a. Zeal & Ardour, og han sagde til mig, at det, at vi postede den der gigantiske turnéplan i juli, var noget af det bedste promotion, han havde set. Det betød, at vi automatisk fik en masse henvendelser og fik tilbud om at spille til større ting. Vi spillede på en lille håndfuld festivaler i løbet af touren, blandt andet Brutal Assault i Tjekkiet, og det er første gang, jeg har spillet for så mange mennesker, selvom det var kl. ét om eftermiddagen. Vi vil gerne skubbe til det her og se, om ikke det kan blive større, men vi har også nogle præmisser for, hvordan vi vil have, at tingene skal gøres.
Europa rundt på egen cykel
Det er ikke mindst dér, den helt store knast ligger for flere af de bands, Devilution taler med.
– Jeg har intet ondt at sige om Baest, men jeg kunne se i dokumentaren om dem, at de var med på en buy-on-tour, og det går mod vores præmisser i Hexis. Vi har fået dem tilbudt, men jeg vil ikke betale penge for at spille. Jeg vil hellere lave mine egne shows så. Vi vil ikke sige nej til det, hvis vi får tilbudt noget stort, men jeg vil ikke betale for det, fastslår Filip Andersen.
– Vi har også fået tilbudt de dér tours, hvor vi skulle betale 400.000 for at køre på vores egen cykel gennem Europa, konstaterer Andreas Posselt resigneret.
Katla har som purungt band med kun halvandet år bag sig – “plus pant!” – gjort sig sine egne tanker om, hvordan de bedst når videre, fortæller Rasmus Dichmann Bang.
– Vi tager ikke udenlands endnu, for det er en ting, jeg har set for mange andre gøre: Det der med at tage på tour i Østeuropa, spille for ti mennesker hver aften og betale 15.000 hver for at ligge og køre rundt i en gammel spand i Litauen, det gider vi ikke. Vi vil hellere vente, til vi kan få et ordentligt job, hvor der er økonomi i det for os. Buy-in-turnéer er uundgåelige, og vi har den mentalitet, at vi finder ud af i fællesskab sammen med et kompetent pladeselskab og nogle gode bookere, om det er noget, der kan betale sig for os.
– Der er ingen tvivl om, at vi kunne være nået længere, hvis vi havde knoklet hårdere i vores unge år og havde prioriteret anderledes. Networking er sindssygt vigtigt, og det gjorde vi ikke særlig meget i, hvilket har gjort at det er begrænset hvor meget vi har spillet i udlandet. Enkelte koncerter i ny og næ samt en enkelt europatour er det blevet til so far. Havde vi selv været bedre til at opsøge koncerter og brande os selv, havde vi måske haft et større navn i dag, who knows, efterrationaliserer S.
Han har også et andet bud på, hvorfor Horned Almighty er vedblevet med at være en velbevaret hemmelighed i dansk metal:
– Det kan være, at vores stil er for udefinerbar for det puritanske black metal-publikum. Vi startede ud som regulær black metal, men har siden fundet vores egen stil, som er et sammensurium af death, black, doom og thrash. Det falder ikke i god jord hos alle!
12-tals-pigerne
I begyndelsen af det nye år udgiver Horned Almighty deres første album i seks år, ‘To Fathom the Master’s Grand Design’. Det sker efter en lang periode med inaktivitet, hvorefter bandet skulle spille sig ind på hinanden igen og genfinde den kreative gnist, siger S. Når de alligevel er fortsat, skyldes det i lige så høj grad alt det uden om musikken som musikken selv, indrømmer han.
– Bandet består af den samme kerne, som da vi startede for snart 20 år siden, og det er en af de største grunde til, at vi fortsætter. Det handler lige så meget om venskab som om at kreere og skabe mørk og dyster musik, vi alle kan relatere til. Så længe vi får et kick ud af det, bliver vi ved, og det har nok i bund og grund været essensen af bandet fra starten: Det er noget, vi først og fremmest gør for vores egen skyld.
– Musikken er et sted, hvor vi kan udtrykke nogle ting, vi ikke kunne gøre andre steder. Når det lykkes, når vi får sat et værk sammen, er det en vild oplevelse. Jeg kan ikke se mig selv gøre det på nogen anden måde, siger Andreas Posselt, og Rasmus Henriksen supplerer:
– Det her er den fedeste måde at leve livet på. Altid at jagte den fede sang og den fede koncert. Ikke mindst fordi det er et mål, der aldrig helt kan nås. Judas Priest kom tæt på med ‘Painkiller’, men så holdt de også op med at forsøge bagefter. Jeg har skrevet nogle plader, som jeg i al ydmyghed synes er pissefede, men der er også nogle ting på dem alle sammen, jeg godt kunne tænke mig at lave om. Derfor fortsætter jeg.
Et stykke tid senere i samtalen når han dog frem til en konklusion, der til dels modsiger det, han tidligere har sagt, men på den anden side står som et meget godt bud på, hvorfor man bliver ved som band, selvom man ikke når Baests højder og ikke umiddelbart har udsigt til det.
– Vores ambition er klart at blive bedre, både live og på plade. Vores gennemsnitsalder er efterhånden 40 +, men der er et potentiale, der først har vist sig med årene hos nogle af os. Jeg ser et enormt potentiale i Crocell. Jeg vil gerne blive ved med at jagte den fede plade.
Er der en frihed i at kunne sige det? I at have det som sin målsætning fremfor verdensherredømmet?
– Klart. Der er alligevel for mange gode bands til, at alle kan få en stor bid af kagen. Det er lidt som 12-talspigerne i gymnasiet, der allesammen vil være direktører i Novozymes, når de er 24. Der er en frihed i at have ambitioner, som er opnåelige.
Baest og bølgen
Drømmene om verdensherredømmet overlader de til Baest.
– Når jeg tænker tilbage, kan jeg godt huske, hvordan jeg selv havde det, dengang vi var der, hvor Baest er nu. Det vækker da minder. Men jeg er meget tilfreds med, hvor vi er nu, konkluderer Peter Lyse Karmark.
Crocell deler øvelokalekompleks med Baest og møder dem, hver gang de er derinde, fordi Baest øver konstant, fortæller Andreas Posselt.
– Man kan mærke, at de synes, det er bomben. Jeg kunne måske godt ønske mig en flig af det, de oplever nu – det er igen det med at spille for 1.200 i stedet for 120. De har gjort noget, der har været rigtigt for dem at gøre. Jeg synes jo egentlig bare, det er fedt, så længe der er noget mere guitar i det hele taget. For 10-15 år siden var der også lidt af en bølge med HateSphere, Illdisposed og Mnemic, som samlet gjorde noget for musikmiljøet i Danmark, og der sker en masse på den danske scene lige nu. Der har aldrig været så mange metalfestivaler i Danmark, som der er nu, og det er selvfølgelig ikke Baests fortjeneste, men de er en del af den tendens.
Rasmus Henriksen ser dog også den anden side af medaljen i sladderen i baren og i kommentarsporene, hvor det langt fra er alle, der er lige benovede over Baests succes.
– Jeg bor selv ude på Djursland som flere af dem, og vi har et godt forhold til hinanden. Min eneste bekymring for dem er, at de er nogle ret unge gutter, og de får nogle høvl. Det kan godt være hårdt, og det håber jeg, at de kan stå igennem. Det er hårdt at være i søgelyset, når man er så ung. Der var det en fordel for Crocell, at vi først startede, da frontallapperne var vokset sammen hos os. Vi har prøvet det meste og lidt til allerede.
Katla er til gengæld først lige kommet i gang, og det kan ikke undgås, at de skæver til det, de gamle kammerater i Baest foretager sig, erkender Rasmus Dichmann Bang blankt.
– Vi lader os 100 % inspirere af det hårde arbejde, de fem aarhusianere og djurslændere i Baest har lagt i det. Det ville bare være futilt at forsøge at kopiere det, de har gjort. Men vi vil gerne af sted med det, vi laver. Vi har helt klart blod på tanden.
Måske kan Baest være med til at trække flere bands med sig op. De kan fungere som inspirationskilder for nye bands, der selv ikke er bange for at binde an med de helt store ambitioner. Eller de kan bidrage til, at der bliver ved med at være steder at spille og et publikum at spille for, når de ældre bands får koordineret familiekalenderen.