Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Jonathan Davis: ”Ingen ny guitarist i Korn!”

Populær
Updated
Jonathan Davis: ”Ingen ny guitarist i Korn!”
Heavyjam.dk har mødt Korn-forsanger Jonathan Davis til en lille snak om bandets nye video og album cover, og om bandets udformning uden guitaristen Head. Videoen til ”Twisted Transistor”, hvor rap-musikere optræder, udklædt som Korn, har været meget omtalt. Kan du fortælle noget om videoen og hvem der kom på ideen til den?

”Jeg fandt på ideen! Mange musikkanaler spiller stadigvæk ikke nok metalvideoer, så jeg tænkte: ’Kunne det ikke være sjovt, hvis vi inviterede en flokke hip-hop-stjerner og lod dem være os. Måske musikkanalerne så vil spille videoen!?’ Da jeg fortalte om ideen til vores manager og bandet, var de alle sammen hundrede procent med på den, og sagde ’Lad os prøve det!’ Så jeg fik fat på Dave Meyers, som er en legendarisk instruktør af hip-hop-videoer, og som vi har arbejdet sammen med tidligere. Der er en Spinal Tap-vibe over det endelige resultat, og alle gjorde en suveræn indsats. I skal glæde jer til at se den!”

Manden bag artworket til jeres nye album og singlen, ”Twisted Transistor”, er David Stoupakis. Jeg har kigget på nogle af hans malerier på hans hjemmeside (www.davidstoupakis.com), og et af gallerierne hedder ”God Is Dead”. Var det en ren tilfældighed, eller hyrede I ham, fordi Korn – af åbenbare årsager – er blevet kædet sammen med religion på det seneste?

”Nej, han er en af mine venner. Jeg boede tæt på ham i New York, da vi spillede vores CBGB’s-show (CBGB’s, legendarisk punkklub på Manhattan – Red.). Han er en relativt kendt kunstner, og jeg havde købt hans værker, før jeg besøgte ham. Så da jeg begyndte at tænke over, hvordan coveret til vores nye album skulle se ud, kom han hurtigt op i hovedet på mig. Jeg ringede til ham, og spurgte ’Hey, er du klar på at lave noget til coveret på vores nye cd?’ Han var med på ideen med det samme, og jeg er virkelig glad for resultatet. Det jeg synes er ekstrafedt er, at det er oliemalerier, så jeg synes at det er rigtig kunst…”


Frihed og fire mand i bandet

Jeres nye pladekontrakt med EMI/Virgin giver bandet ”uhørt artistisk frihed”. Kan du uddybe det? Underforstået: var I – på nogen områder – begrænsede under jeres forrige kontrakt?

”Nej, det var ikke sådan, at vi ikke måtte lave den musik, vi gerne ville, men vi skændtes altid med dem (det gamle pladeselskab, Sony – Red.) om, hvordan tingene skulle gøres. Det stank bare! Med vores nye aftale med EMI, får de 30 % af alle indtægter, mens vi selv får 70 %. Det gælder også for vores pladesalg, så for første gang kommer vi til at tjene godt med penge på den slags.”

Føler du nogen forskel ved at spille live, nu hvor I kun er fire mand i bandet?

”Det føles faktisk meget bedre!”

Men, jeres stand-in guitarist, Rob Patterson (ex-OTEP): beholder I ham, eller har I tænkt jer at hyre en ny guitarist i fremtiden?

”Nej! Vi vil ikke have nogen til at overtage Head’s gamle plads…”

Korns nye album ”See You On The Other Side” udkommer idag, mandag den 5. december, og anmeldes i næste udgave af Heavyjam.dk. Desuden finder du mere interviewsnak med Jonathan Davis på Heavyjam.dk om et par ugers tid!

Kunstner