Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Interview med COC

Updated
Interview med COC
Interesseret i COC og deres første album i godt fem år? Læs Mathias Nielsens interview med frontmand Pepper Keenan her! Den 4.4 udsender Corrosion Of Conformity (også kendt som COC) deres nye album, "In The Arms Of God". I den anledning ringede bandets sanger/guitarist Pepper Keenan til Heavyjam.dk's Mathias Nielsen.

- Når jeg lytter til jeres nye album, får jeg indryk af, at det er et slags ”tilbage til rødderne” album. Det lyder overhovedet ikke ligesom det forrige album ”America’s Volume Dealer”. Var det vigtigt for jer, at distancere jer fra det album?

”Nej nej, jeg elsker det album! Rent faktisk var det også et af Dimebag’s yndlingsalbums. Det er mærkeligt, men du ved, der er sket en masse forandringer i min verden og verden generelt siden forrige album. Her er meget mere ondskab. Jeg vil sige, at vores plader bare reflekterer tiderne, hvor de er lavet.”

- Der er flere nik tilbage til jeres gamle albums. For eksempel ”Dirty Hands, Empty Pockets/Already Gone”, hvoraf den ene halvdel minder meget om “Long Whip / Big America” fra “Wiseblood”. Er det bevidst?

”Nej, egentlig ikke. For mig er det en protestsang. Vi har gang i en krig i Irak, og der er efterhånden mange døde. Det er en slags 'pas på-sang' til de, der stadig befinder sig derovre.”

- Så I bevæger jer ind på det politiske plan igen?
”Well, ikke med vilje. Jeg holder mere af at beskrive livet i arbejderklassen, ikke så meget storpolitik. He-he.”

- Hvis jeg skulle opsummere det nye album, ville jeg kalde det en blanding af ”Blind”, ”Deliverance” og ”Wiseblood”. Hvad synes du om den fortolkning?

”Den virker for mig! HA-HA!”

- Hvorfor har I valgt at genindspille ”World on Fire” (var inkluderet på den japanske udgave af ”America’s Volume Dealer”)?

”Hvad mener du? Jeg vidste faktisk ikke den var ude i Japan. Hvis den er, så er det i hvert fald en demoversion.”

Jeg tror I indspillede CCR-klassikeren, ”Fortunate Son”, samtidig…

”Ja, det kan der være noget om. Faktisk er 'Already Gone' min version af 'Fortunate Son'. Den er bare meget mere brutal!”


Hyldest til Lynyrd Skynyrd

- Der var også noget med et Lynyrd Skynyrd-tribute album...

”Jeps, vi indspillede en killer version af 'On The Hunt'. Jeg ved ikke hvornår den udkommer. Man er i gang med at samle en masse forskellige kunstnere sammen til projektet, så der går nok lidt tid.”

- Fortæl lige, hvem der synger på ”Infinite War”, for det er da ikke dig!?

”Det er Woody (Weatherman, guitarist i COC - Red.), der synger versene. Jeg skrev teksten, og bad Woody synge det. Han lyder fedt på den slags numre!”

- Førstesinglen bliver ”Stonebreaker”, og den ville I også filme en musikvideo til. Kan du fortælle noget om den?

”Den laver vi på mandag (dvs. tilbage den 28. februar - Red.), når jeg kommer tilbage til USA. Sangen er meget anarkistisk. Da jeg skrev sangen, tænkte jeg på et kæmpe bjerg, der – metaforisk – pegede mod Capitol Hill. Så tematisk bliver det noget i den retning. Vi filmer videoen med bandet foran en 'blue screen', så det bliver småpsykedelisk, men ikke noget hippie-lort!”


Skubber og turnerer

- Tror du albummet vil overraske folk, og vil du gerne have, at det overrasker?

”Ja, for satan. Jeg mener at metal-verdenen har brug for en dosis af det her lige nu. Det hele er blevet lidt kedeligt og udvandet. Der er en masse bands derude, som er gode og der er en masse, som er bullshit. De jager hinanden rundt i manegen. Så derfor kommer COC ud med et nyt album med mellemrum og skubber alting lidt rundt!”

- Ja, nu er det jo efterhånden fem år siden sidst. Jeg synes, det er interessant, at I har taget skridtet i en helt anden retning nu...

”Ja, det er som et friskt pust, og jeg havde meget inde i hovedet, jeg godt ville af med, så det føles cool! Det føltes virkelig rigtigt, og der var et godt flow, så derfor har vi taget dette lille stilskift."

- Jeg kan forstå, at Stanton Moore, som spiller trommer på albummet, ikke kommer til at toure med jer?

”Nej, på denne tour har vi en gut med, der hedder Jason Paterson. Han var med i et band i halvfemserne, der hed Cry of Love. Stanton Moore spiller også i et andet band, så kan ikke komme med på Motörhead-turneen, men han kommer med på næste tour.”

- Du tror ikke, I nogensinde kommer til at spille med Reed (Mullin, legendarisk COC trommeslager, som skred kort efter ”America’s Volume Dealer”, red.) igen? Er der stadig uvenskab ham og bandet imellem?

”Ja, det er der. Jeg tror aldrig, vi kommer til at se noget til ham igen. Han lavede det der projekt, Brown, der lød af helvede til, meget poppet. Det lød ligesom Creed. Har ikke snakket med ham i lang tid.”

- Hvordan kom tour-tingen med Motörhead på tale?

”Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har altid bitchet over, at vi aldrig har spillet med Motörhead. Tro det eller ej, men det har vi faktisk aldrig. Jeg tror at mine ord langt om længe kom dem for øre. Men det bliver fucking cool, vi glæder os meget til det!”

- Kommer i nogensinde til Danmark igen? I er savnede på disse kanter. Sidst I var her var vist som opvarmning for Metallica tilbage i ’96 (!)

”Yeah, helt sikkert. Især med denne her plade… Vi er nødt til at få flyttet vores røve over til Europa. Og vi har faktisk tænkt på, at vi måske kunne tage med på tour med Black Label Society (spiller på The Rock 5. juni - Red.). Men vi har ikke planlagt noget som helst endnu. Vi blev bogstaveligt talt først helt færdig med pladen i sidste uge (uge 7 - Red.), så vi er først lige ved at gøre os klar til turneen nu.”