Morgendagens stjerner: Terrorpy

Første nye og smerteligt spændende hug i leveren fra Odense er Terrorpy. En trio der gentænker provinsdøden og ikke er bange for at tænke nyt og svært.

For nylig var vi et smut i Odense for at stifte bekendtskab med en scene, der har fået lov at udvikle sig helt isoleret og uforstyrret de senere år. Et af de nyeste skud på det ranke, fynske metalbøgetræ er dødsmetaltrioen Terrorpy, der også skulle have deltaget i årets Wacken Metal Battle. Bandet har netop udsendt debutalbummet 'Stuffing Puke Into the Sockets', og vi giver dem ordet og muligheden for at introducere sig selv.

Hvem er bandet?
Rune Gangelhof spiller guitar, Christoffer Birkeholm Leth spiller trommer, og Jonas Guldfeldt Viuff spiller bas og vokal.

Hvordan startede bandet?
Det er lidt sket af to omgange. Først startede vi op i 2010 under navnet Priapism. Ricky og Rune havde spillet sammen i Megalomania 999, mens Rune og Jonas havde spillet sammen i Crucifix. Da begge bands stoppede cirka samtidig, blev planen at mødes i et øvelokale og prøve at spille noget Slayer. Der var dog originale riffs med fra dag 1, så det Slayer-projekt blev aldrig til noget. Ricky var ikke så meget til dødsmetallen alligevel, så vi fik en ny trommeslager, Anders, og han fandt på navnet Terrorpy. Det var meget godt, siden der var seks andre bands, der hed Priapism, og et af dem havde udgivet flere albums.
Vi ramte så en alt for lang pause omkring 2012, Anders dannede Encyrcle, Rune spillede lidt dér og tog så en del live-tjanser for Artillery, og Jonas kom med i When Water Runs Deep. Omkring midten af 2017 besluttede Rune og Jonas sig for at sparke gang i sagerne igen, og de havde egentlig aftalt, at det bare skulle være et studieprojekt. Så hører Jonas dog, Christoffer spille en koncert i december 2017, og der var ikke andet at gøre, end at spørge manden, om han ville være med. Det ville han heldigvis, og så har vi kørt som trio siden da.

Hvor var jeres første øver?
Et øvelokale på Kansas City i Odense. Der er sket en del siden da. I dag har vi et andet øvelokale på Kansas City i Odense. Det må være det fjerde efterhånden. Vi flytter igen om lidt. Stadig Kansas City.

Hvor var jeres første koncert?
Vi spillede en instrumental opvarmningskoncert for The Shit Blizzards på Rasmus Rask Kollegiet i Odense. Obelix fra Blizzards havde brækket hånden, så Rune tog sig af deres guitar efter vores sæt. Folk var småforvirrede, for der var ingen pause mellem vores to bands. Den aften resulterede også i en lidt for sjov efterfest, hvilket forhindrede Jonas i at komme til audition i Hatesphere dagen efter. Det har sådan set været meget godt for både os og Hatesphere.

Hvem har fået øje på jer?
Der er en samling smukke mænd fra det midtjyske, der har det med at komme til vores koncerter. Vi blev allernådigst udtaget til Wacken Metal Battle, før en bette virus slog hele industrien ned. Ellers er det jer samt en langsomt stigende mængde af folk, der får øjnene op for vores sager.

Hvad har været jeres største koncert?
Release-koncerten for 'Hell Comes Around Vol. III'. Vi havde ikke spillet live i lang tid og slet ikke med Christoffer, så det var en fantastisk omgang at blive taget så varmt imod af venner og fremmede – især når vi spillede lige omkring klokken aftensmad.

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?
Nogle af os har været i gamet i et godt stykke tid med andre bands. Når vi dog spiller en smal genre, er det meget af det samme, der går igen. Det med at køre alt selv – økonomi, promotion, booking, logistik – det efterlader nogle gange provokerende lidt tid til musikken, som er dér, hvor vi virkelig bedst kan lide at bruge tiden og kræfterne. De fleste fra undergrunden kan nok sige sig enige.

Hvordan har det været at indspille jeres debutalbum?
En blandet fornøjelse. Noget er kommet lidt i stød, som eksempelvis en weekend, hvor Christoffer leverede hele pladen på kedlerne. Den tur tog vi i øvelokalet. Rune har kørt rigtig meget guitararbejde over tid, og da Ebbe endelig trådte til som producer, begyndte vi at få en fornemmelse af vores indspilningslyd. Det var også takket være Ebbe, at vi fik sparket ordentligt gang i de sidste dele af processen, og efter han trådte til, var arbejdsflowet ganske fornuftigt, og vi begyndte at kunne lave en ordentlig tidsplan.

Hvad er jeres inspirationer?
De spænder bredt indenfor dødsmetal. Og måske lidt Beethoven. Måske lidt Charlie Parker. Den slags klassiske subgenrer er ikke noget, der influerer vores lyd voldsomt, men det har haft en væsentlig indflydelse på, hvordan vi skriver musik. Ellers må vi fandeme erkende slut-firser- til nær-fremtids dødsmetal. Der sker spændende ting hele tiden, og især den europæiske scene er virkelig vild at holde øje med, for eksempel med bands som Fleshgod Apocalypse og Obscura. Og så krydser vi fingre for, at Necrophagist en dag får udgivet et tredje album.

Hvad er jeres drømme?
Først og fremmest er vi fans af musik. Vi er vidunderligt glade for, hvor meget god musik der findes, og vi vil gerne byde ind med resultatet af vores egen skabertrang. Vi lever for koncerterne, så hvis vi kan bringe en mængde mennesker noget fucking god musik samt vidunderlige aftener, så er det det, vi vil – og gerne på internationalt plan.

Hvordan vil I nå dem?
Vi udgiver 'Stuffing Puke Into the Sockets' nu, og så er vi allerede i gang med at skrive på efterfølgeren. Vi håber på ærlig respons, og forhåbentlig bliver det muligt at booke forårs- og sommerkoncerter. Det er lidt tungt at bokse med den der virus, men vi håber på, at en tour, nogle flere albums, en masse gode tider måske, kun måske, kan give en pensionsopsparing til max. et medlem af bandet. Det må afgøres hvem, der skal have den, gennem kamp til døden – og Christoffer vinder.

Hvordan vil I virkelig ikke ende?
Vi vil aldrig et sted hen, hvor det føles som om, at vi er tvunget til at lave musik. Vi vil heller ikke et sted hen, hvor vi slapper af og laver, hvad man kunne kalde “en komfortabel plade”. Vi vil ikke ramme sofaen. Vi vil ikke være tålt selskab. Vi vil pløje brædder, strenge og syntetiske skind så længe, vi består.

Hvor meget opbakning har I fra baglandet?
Prønuåhøhær, vi kan knapt finde ordene for, hvor fantastiske vore våbenbrødre- og søstre er. Bands imellem har vi det forbandet fint, og kulturen for metal i Odense er også solid. Vi får altid den bedste udgave af kritik, som er en af to ting: konstruktiv eller pissefuld og ærlig. Generelt synes vi også, at metallen har det meget godt i Danmark; ikke alene er der meget af det og niveauet er generelt rigtig højt næsten lige meget hvilken undergenre, man taler om.