Høj basunføring 2
Populær
Metallicas anden runde med symfoniorkester har samme problemer og forcer som den første – den anden af de to koncerter, der blev afviklet i San Francisco i sidste måned, blev filmet og svinger fra det tydeligt forhastede til det fortrinlige.
2. The Call of Ktulu
3. For Whom the Bell Tolls
4. The Day That Never Comes
5. The Memory Remains
6. Confusion
7. Moth into Flame
8. The Outlaw Torn
9. No Leaf Clover
10. Halo on Fire
2. sæt
11. Skytisk suite, Op. 20, 2. sats (Symfoni)
12. Jernstøberiet
13. The Unforgiven III (Symfoni m. Hetfield)
14. All Within My Hands (Akustisk)
15. (Anesthesia) Pulling Teeth (Scott Pingel m. Ulrich)
16. Wherever I May Roam
17. One
18. Master of Puppets
19. Nothing Else Matters
20. Enter Sandman
Som Metallica så ofte gør, så udmeldte de i marts i år, ganske spontant, at de ville følge op på 1999’s S&M-koncerter med endnu to af samme slags. Endnu en gang med det lokale San Francisco-symfoniorkester. Anledningen? Indvielsen af den nye multiarena Chase Center. Datoen? Blot to uger efter sidste show på Metallicas seneste europaturné. Kan man overhovedet nå at øve op til to så anderledes koncerter på så kort tid? Tilsyneladende, ja. Til gengæld er det så som så med selve samarbejdet og overraskelserne, og uhyrlige mængder vand er løbet under broen de seneste 20 år.
Hvordan var det nu, det var? Jo, det var noget med, at soundtrackkomponist og dirigent Michael Kamen (der arrangerede strygerakkompagnementet til ’Nothing Else Matters’) i 90’erne forsøgte at overbevise Metallica om, at det ville være en fantastisk idé, hvis de spillede sammen med et symfoniorkester. Og da Metallica så var midt i familieforøgelser og en kreativ tørke – de havde lige udgivet de overskydende indspilninger fra ’Load’-sessionerne som ’Reload’ og derefter et coveralbum for at holde gryden i kog – tog de imod udfordringen og hoppede med på idéen. I øvrigt præcis 30 år efter, at Lars Ulrichs idoler Deep Purple havde indspillet ’Concerto for Group and Orchestra’ med Londons filharmonikere.
Michael Kamen skrev selv de symfoniske arrangementer til sangene, og i samarbejde med James Hetfield og Lars Ulrich klargjorde han to spritnye Metallica-numre til anledningen: ’No Leaf Clover’ og ’- Human’. Bortset fra det var ’S&M’, der også udkom som livealbum og -dvd (og vhs!), en blandet landhandel. Ikke mindst takket være det lidt besynderlige valg at lade mere end en fjerdedel af sætlisten bestå af materiale fra ’Load’/’Reload’. Mange af numrene virkede dengang overlæssede. Meget af Metallicas tidligere materiale var i sagens natur allerede progressivt og symfonisk nok uden strygere, og det nyere materiale var så simpelt, at det ekstra akkompagnement hverken gjorde det store fra eller til. Det var et eksperiment, der mest af alt levede af Kamens entusiasme.
Hvem dirigerer?
Fast forward 20 år. Michael Kamen er her ikke længere, da han døde pludseligt i 2003. James Hetfield stod, da koncerterne fandt sted i sidste måned, allerede med det ene ben på afvænningsklinik. I øvrigt en uhyggelig gentagelse af historien, da han også gik på afvænning umiddelbart efter de forrige S&M-koncerter, som det er veldokumenteret i ’Some Kind of Monster’.
I 1999 var Kamen gæstedirigent for San Francisco Symphony. Hoveddirigent var allerede dengang Michael Tilson Thomas, som trådte i baggrunden under disse shows, måske i slet skjult foragt for projektet. Sådan virker det i hvert fald nu, hvor han til at begynde med blev annonceret som Kamens arvtager, men til koncerterne var erstattet af Edwin Outwater (jep, det hedder han), som vist er Metallica-fan, og som dirigerede 80 % af begge koncerter, mens Tilson Thomas kun tog sig af udvalgte numre og de rene symfoniske indslag.
Ej heller har nogen af de to dirigenter været involveret i arrangementerne af de sange, der blev føjet til sætlisten denne gang. Det gør det hele mindre personligt, det hele virker lettere forhastet, og man kunne også godt have ønsket sig et tættere samarbejde mellem S & M. For det er, når de to parter bevæger sig helt ind på hinandens respektive musikalske banehalvdele, at det bliver spændende. Det er hér, at S&M² får sin eksistensberettigelse.
Trist start
Over det hele kastes dog et skævt lys, når James Hetfield i mellemtiden er røget på afvænning. Han virker en anelse off gennem store dele af koncerten. Ikke på sådan en måde, at han ikke kan spille, bare sådan, at han ikke virker 100 % som sig selv. Var man i tvivl om hans tilstand, så er man det ikke efter at have set Metallicas egen introduktion til koncertfilmen. Her sidder han side om side med sine bandkammerater med blanke øjne under en krøllet cowboyhat og læser uengageret op fra en teleprompter. Ikke et videre behageligt syn.
Mindre trist bliver det ikke – når musikken så endelig spiller – af, at koncertens første sæt føles som en ret uinspireret forlængelse af europaturnéen. Tre numre fra ’Hardwired… to Self-Destruct’, der jo bare er, ja, metalnumre, der ikke vinder noget af at få en symfoni trukket ned over sig, den obligatoriske Morricone-intro ’The Ecstasy of Gold’, Metallicas svar på Aerosmiths ’Dream On’, ’No Leaf Clover’, osv. Til gengæld fungerer episke ’The Call of Ktulu’ og især post-rockede ’The Outlaw Torn’ fortrinligt til formatet, det samme gør ’The Day That Never Comes’ med symfonisk intro, der samtidig understreger niveauforskellen på sangskrivningen mellem ’Death Magnetic’ og ’Hardwired’.
Metallica i jernstøberiet
I andet sæt sker der heldigvis noget. Lars Ulrich er på scenen efter pausen og takker San Franciscosymfonien og alle de tilrejsende fans ud fra flagene i publikumsmængden (”jeg fik en god karakter i geografi”, som han siger). Og så træder Tilson Thomas pludselig i karakter, takker ”professor Lars”, og introducerer så Prokofjevs ’Skytisk suite’, 2. sats, som symfoniorkesteret spiller alene med ham som dirigent. (Apropos symfonisk rock, så fortolkede Emerson, Lake & Palmer dette stykke i de tidlige 70’ere, og selvsamme trio fortolkede også russiske Mussorgskijs ’Udstillingsbilleder’, som Kirk Hammett har fremhævet som en af sine yndlingssuiter. Er du ikke velbevandret i klassisk musik, så har du måske set og hørt den i ’The Big Lebowski’.)
Bag sine blå briller forklarer Tilson Thomas, at ’Skytisk suite’ er udvalgt specielt til anledningen, fordi skyterne ”gik i tunge metalrustninger og var glade for tatoveringer”, og så fornemmer man direkte hans ironiske afstandtagen til det hele. Men desuagtet løfter seancen sig pludselig, og da han inviterer Metallica tilbage på scenen for at spille med på Mosolovs ’Jernstøberiet’, føles foretagendet endelig som et frisk samarbejde, ikke en forhastet gentagelse af noget, som fandt sted for 20 år siden. Det er Metallica på glatis, og det er en fornøjelse at følge.
Hetfield a cappella
Bagefter dirigerer Tilson Thomas videre i ’The Unforgiven III’, som James Hetfield synger a cappella med symfonien bag sig. Man glemmer næsten, at omkvædet er løftet fra Stone Temple Pilots’ gamle emo-grunge-schlager ’Creep’, mens Hetfield ikke ved, hvor han skal gøre af sine hænder, når han ikke har sin Explorer at gemme sig bag. Men hans nervøse levering er en imponerende magtdemonstration, og det giver mening, hvis han har haft brug for en dram, inden han kastede sig ud i dét foran 16.000 mennesker.
Ét eller andet bokser han tydeligvis med, og hele ’Unforgiven’-temaet spejles igen, da teksten til ’The Unforgiven II’ citeres på den akustiske guitar, som han kort efter spiller på i koncertens akustiske indslag ’All Within My Hands’ med den ukendte sanger Avi Vinocur (don’t ask) på gæstevokal. Det virker igen som en eftertanke ovenpå den akustiske koncert, Metallica udgav tidligere på året. 
Fantastisk hyldest til Burton
Men så kommer endnu et højdepunkt, ’Anesthesia (Pulling Teeth)’, der fortolkes med bue på elektrisk kontrabas af symfonimedlemmet Scott Pingel, hvis storebror var Metallica-fan, og som ofte havde ’Kill ’Em All’ på pladespilleren. Lars Ulrich har kaldt det den ultimative hyldest, og med al respekt for Robert Trujillos forsøg på samme, så er det umuligt at være uenig. Pingel fortolker selv videre på Cliff Burtons komposition, der har klassiske træk, så det lyder tæt på de livefortolkninger, den afdøde bassist selv gav i sin tid, og Ulrich slår med på trommer mod klimaks, ligesom på albumversionen. Det er stort.
Der er mere samspil i ’One’, hvor slagtøjssektionen i orkesteret – med humoristisk hjælp fra Ulrich – spiller skudsalveintroerne til nummeret, og resten af koncerten glimrer spilleglæden og samarbejdet for alvor, inden det peaker i den ellers fortærskede ’Enter Sandman’, hvor Tilson Thomas igen træder op på dirigentpodiet. Da er det lige før, man glemmer de mere sløje dele af koncerten.
Så, alt i alt er ’S&M²’ et godkendt forsøg på at rehashe en gammel idé, men det hele virker for forhastet, og når man ser på 2. sæts stærkeste stunder, får man en fornemmelse af, hvor godt det kunne have været, hvis S havde samarbejdet noget tættere med M. Hvis tiden havde været til det, i stedet for at samarbejdet blev klemt ind som et event i en i forvejen stram kalender. Endelig kan filmen ses som et lidt trist billede af en ikke 100 % tændt James Hetfield på vej på afveje.
S&M² havde verdenspremiere i et begrænset antal biografer verden over onsdag den 9. oktober. Koncertfilmen er instrueret af Wayne Isham, som også instruerede den første ’S&M’, og som har stået bag kameraet til flere af Metallicas musikvideoer.