A Colossal Weekend 2021: Ingen genfødsel

Spilleregler over højttaleranlæg, festivalgængere i meget stram snor, en bar, der lukkede, to timer før koncerten sluttede, og tværfløjte, tamburin og saxofon. Det var nogle af ingredienserne, til en af de to første festivaler i over et år.

Allerede klokken 17 åbnedes dørene til Vega, da A Colossal Weekend, i stærk konkurrence med både Nordic Noise og Terminalists releasekoncert på Stengade, gjorde deres allerbedste for at kapre hovedstadens metalfans.

Inden vi gik i gang, var arrangørerne Jens Back og Jeppe Christensen at finde på Vegas balkon og forsøgte simultant at få tiden til at gå og dulme nerverne inden deres første arrangement i over et år. Der var ingen tvivl om, at de to havde glædet sig til at få det til at løbe af stablen, men rynkerne i panden var også dybe – måske dybere, end de ville have været sidste år.

På bordet derude lå flyers, der reklamerede for næste års festival, og selvom både Christensen og Back var stolte af dagens program, var det også tydeligt, at de glædede sig til 2022-udgaven af Colossal Weekend – en tilbagevenden til formen, hvor de har fået booket nogle større, internationale trækplastre. Blandt andre kendingene Russian Circles, de finske særhedsdarlings i Oranssi Pazuzu og det enormt populære doomband Yob.

I dag stod den dog på den danske del af programmet fra 2020. Christensen forklarede, at de alle havde været glade for at få muligheden for at spille igen, og det havde været nemt at få bookingerne på plads.

Tiden nærmede sig, og fem minutter i seks blev sidste cigaret skoddet, og Christensen hastede ned mod scenen, mens vi andre fandt vores klapstole.



Begravelse for en ven
Mens folk fandt deres pladser i Store Vega på klapstole, der sikkert har været med fra dengang, det hed Folkets Hus, gjaldede en venlig stemmen ud over højttaleranlægget. Den mindede os om aftenens spilleregler, og det skulle blive en tilbagevendende fornøjelse i løbet af aftenen.

“Når du er i koncertrummet, skal du sidde ned.
Hold afstand til andre gæster, brug mundbind, sprit af – vær en champ.
Baren er åbent helt til klokken 22.
Og en ting mere – vi opfordrer alle til at bruge Smittestop-appen. Download den i pausen, hvis du ikke allerede har den.”

Det var i den grad en aften i coronaens tegn, og det kom vi ikke til at glemme. A Colossal Weekend var i 2021 ikke et sted, hvor man kunne drømme sig væk og fortabe sig i musikkens tungsindige lyksaligheder. Det var derimod en pinefuldt selvbevidst opvisning i både ængstelighed og længsel. For mens salen langsomt blev befolket af alt fra Gen Z’ere i store hvide kunstpelse over tunge herrer i stramme t-shirts til unge mænd med runde briller og kærligt-ironiske Gasolin’-mærker på deres cowboyveste, var det hele meget afmålt, fåmælt og næsten famlende. Vi har glemt, hvordan man går til koncert, og når man i rædsel opdager, at mundbindet blev liggende i lommen på vej til baren, lammes man af både andres reaktion og ens egen nøgenhed. Som havde man netop sat tænderne i kundskabens frugt.

Jeppe Christensen indtog scenen. Ene mand, omgivet af håbefulde publikummer, Devilution så ned på ham fra vores plads på balkonen, og også han virkede skrøbelig. Med glæde i stemmen forklarede han, hvor vildt det var at have folk i huset igen. Men i samme åndedræt mindedes vi dem, der ikke har kunnet afholde deres festivaler. Vi blev opfordret til at være glade for, at vi i det mindste kunne mødes og høre musik, også selvom vi måtte sidde ned imens.

Ambivalensen og den spage stemning skulle være kendetegnet, og, for at tage forskud på aftenens konklusion, føltes dette ikke som en genåbning.

Ungdommens ukuelige optimisme og den midaldrendes dødsangst
Første skud på Colossal-stammen var denne aften Collider. Med den midaldrende kynikers øjne var det let på forhånd at dømme dem ude. Unge, glade, friske, smukke. De føltes, som kom de direkte fra højskolens musiklinje, og de første toner pegede heller ikke i anden retning. Med en delt forpersonrolle var de i balance, og den unge guitarist med hår i øjnene fik modspil af af vilde lokker, der selvsikkert svingede både saxofon og tværfløjte.

Hvor kynisk Devilution end måtte være, og hvor meget vi end måtte afsky funk og pjat (og det er meget), var det ikke muligt at sætte en finger på forestillingen. Vi ønskede os et andet sted hen, mens de unge strålede på scenen og ikke var andet end lykkelige for at spille.



Hvis Collider var højskoleeleverne, var turen derefter kommet til højskolelærerne i A Horrible Death to A Horrible Man. De store fuldskæg og de tunge øjne matchede guitarlyden i det mørktonede americanalandskab, det lokalkendte band fremmanede. Som efterfølger til det højstemte Collider var det en lise at blive udsat for guitarer med bund i, og det var absolut behageligt selskab.

Der var spændt op til melodrama, da forsangeren knap midtvejs henvendte sig til publikum og præsenterede bandet og holdt verdens længste kunstpause mellem “a horrible death…” og “a horrible man”. Og når man udsender viben af at undervise begejstrede unge i verdens realiteter, fortjener man også den slags højtidelighed.

Kontrasten mellem de trætte, indadvendte mænd og de energiske unge var også kendetegnende for os blandt publikum. Ønsket om at være glad for at være ude at høre livemusik var stort, og for nogle virkede det også. Collider og deres bekendte holdt deres egen fest på rygeterassen i hver pause, men i periferien omkring dem stod de ældre med deres fadøl og deres mørke øjne. Ingen af dem ønskede hinanden noget dårligt, men kontrasten mellem angsten og entusiasmen var til at tage og føle på.



Vildskab i bur
Hvor aftenens to første bands havde været mere indadvendte, skulle de næste to, albumaktuelle Hiraki og ditto We Are Among Storms, forsøge at rette energien udad.

Særligt spændt havde vi været på Hiraki, der på deres nyeste plade brænder helt igennem og åbenbarer sig for lytteren som et lysende ansigt i vanviddets mørke. Den energi var dog ingensteds at finde på scenen i Vega, hvor frontmand og cheflarmskaber Jon Gotlev havde valgt at pakke sig ind i verdens største keyboard og holde sig helt stationært bag dette. At der var så langt fra scenen og ned til de artigt bænkede publikummer gjorde ikke meget for at mindske den emotionelle distance, men selv en koncert på Loppen havde ikke kunnet gøre ham fri af det selvvalgte jernbur. Man kunne håbe, at Hiraki i fremtiden kunne overveje at hyre en livepianist, da den maniske intensitet kun ville gavnes af en mere aktiv frontmand, der, i en bedre verden, ville kunne spy både spyt og vanvid udover de første rækker.



Formålet med livemusik er noget andet end blot at høre en plade højere end normalt. Det fordrer en forbindelse mellem publikum og optrædende, og det er den, vi i høj grad er blevet nægtet i dette sencoronale samfund. Så meget desto mere kræver det af musikerne. Vi skal kunne mærke dem.

Det kunne man til gengæld hos den ærværdige Martin Nielskov, nestor fra Psyke Project og stolt og glad albumdebutant med det nye, tunge projekt We Are Among Storms, der gjorde sit allerbedste for at overskride den usynlige grænse fra scenekanten. Sjældent har man set en mand mere desperat gøre sig umage for at få fat i et publikum uden for armslængde. Det er tydeligt, at han og de øvrige veteraner i bandet ved, hvad de laver, og er mere end vant til at spille live. Med en blanding af scenesniksnak og uforløst energi vandrede Nielskov scenen tynd, stillede sig på monitors og råbte udover Store Vega.
Flere hujende tilråb end tidligere lød som svar, men den nødvendige kropsfriktion og ditto -varme og overstrømmende ekstase fra en kogende pit udeblev i sagens natur.

Det var svært for bandet at være i, det så man tydeligt.



Tung lounge
Undertegnede har efterhånden oplevet Alkymist en håndfuld gange, men har aldrig set det lys, mange andre har omtalt, heriblandt også andre anmeldere her på siden. Til A Colossal Weekend lykkedes det dog.

Og forklaringen er enkel. Alkymist har altid spillet, som var det coronatid, og de er gode til det. Hvad man tidligere har oplevet som stenet eller stillestående var her blevet til en mesterlig tøjling af det tomme rum.
Jeg spurgte mig selv: “Har de virkelig så godt fat i publikum?” – og svaret var nej, men de fyldte så meget, at det føltes sådan.

For det er en anden side af sagen ved denne pandemiske festival. Vi turde ikke give os hen. Publikum var distancerede. Tilbagelænede skikkelser med forråd af fadøl sikkert placeret under klapstolen udgjorde en stor del, og de spredte jubelråb eller tiltag til headbanging var, ironisk nok, ikke smitsomme. For et band som Alkymist gør det dog ikke det store, da de ikke er interesserede i moshpits eller råb og jubel. De er interesserede i doom metal, og den tunge stemning var enormt velplaceret.

På et usædvanligt højt niveau gjaldede forsanger Peter Bjørnegs solide vokal udover salen og indfangede tunge blikke og opmærksomme ansigter hele vejen over. Hvor publikum til tider havde vist sig fra deres mest almindelige og irriterende genkendelige side under de foregående kunstnere ved at føre samtaler om hverdagen, hørtes knap et gisp under Alkymists optræden.



Sidste navn på programmet, og for manges vedkommende underlægningsmusik til turen i garderoben, var de eksperimenterende og udskejende syrerockere i Papir. Som vores anmelder beskrev deres seneste plade, er Papir lyden af repetition og sind på langfart, og med sin indadvendte og tankestrømsbaserede instrumentalrock var det også stemningen i salen. Hvis baren stadig havde været åben, havde flere sandsynligvis hørt dem til ende, da det gjorde sig enormt godt som underlægningsmusik til en hurtig flirt eller en dybsindig fuldemandssamtale sidst på aftenen, men som musikalsk begivenhed var det svært at trænge igennem.



Ikke med et brag, men med en klynken
Status på den genåbnede metalscene er svær at gøre. For som nævnt adskillige gange efterhånden, er ambivalens kodeordet i 2021.

Ovenstående kan måske læses som en sønderlemmende kritik af den første festival i den nye verden. Det vil dog være en fejltolkning. A Colossal Weekend 2021 var et fremragende arrangement. Alle havde gjort sig mere end umage og alle gjorde til enhver tid deres bedste. Lige fra cheferne i Colossal, Jeppe Christensen og Jens Back, over de overraskende venlige og hjælpsomme sikkerhedsfolk og det smilende, undskyldende og godmodigt forklarende barpersonale. Også musikerne var i særklasse. Alle spillede så hårdt og så godt, som de kunne. Alle gjorde deres yderste og forsøgte virkelig at genskabe det, vi har savnet. Det samme kan siges om publikum. Som nederst i fødekæden anstrengte vi os i fællesskab for at smile til hinanden med øjnene, holde afstand, hjælpe hinanden rundt i glemte korridorer og forvirrende trappeskakter, tale høfligt og vedkommende med hinanden og holde en eller anden form for fest.

Der var altså ikke finger at sætte på noget. Udover rammerne. Og de fejler til gengæld meget. Allerede nu kan man sige, at hvis det er sådan her, det kommer til at være fremover, så dør metalscenen. Og det bliver ikke i en glans af herlighed. Det bliver med en svag klynken og en stadig langsommere hjerterytme.