På kontrasternes knivsæg
Belgiske Amenra spiller hårdt og tungt, men også blødt og sart. De mestrer som regel balancegangen, og et udsolgt Stengade stod på tæer for at opleve det.
Plus près de toi
Razoreater
A Solitary Reign
Thurifer
.Terziele.tottedood
Am Kreuz
Diaken
Den belgiske kvintet Amenra har gennem de sidste tyve år spillet sludge, der væver sig yndefuldt frem og tilbage mellem smukke melodier og sart skønsang og en figurativ spærreild af knusende tunge riffs og rytmisk aggression. Vi befinder os i grænselandet mellem doom, sludge og hardcore, og Amenra krydrer det med en rytmisk mysticisme, der trækker tråde til Karl Sanders’ soloprojekt Saurian Exorcisms med sine ritualistiske trommer og æteriske, ægyptisk inspirerede ambiens.
Dette kombineret med primært fransksprogede tekster omhandlende død, kærlighed og esoterisk magi gør Amenra til et særpræget orkester, der med sin helt egen stemning tryllebinder lytteren.
Eller det skulle de i hvert fald helst, for selvom bandet havde sat scenen i næsten komplet mørke med projektioner af knudrede skovlandskaber på bagvæggen og en tranceinducerende, ambient intro, var visse dele af publikum på Stengade denne aften åbenbart kommet mere for at kigge dybt i flasken end for at lade sig indfange af belgiernes mystik.
En metalkoncert skal naturligvis ikke være et bibliotek og der skal være plads til begejstring, men højlydt, konstant samtale og berusede tilråb samt en lille slåskamp hen mod aftenens slutning stod i stærk kontrast til den stemning, der ellers skulle have bredt sig på Nørrebro. Det er naturligvis ikke bandets skyld, men det trækker alligevel ned i den overordnede oplevelse.
Skæve ideer og uforudsete benspænd
Amenra har i høj grad bygget deres musik op omkring to elementer. Det ene er vekselvirkningen mellem tungt og blødt og det andet er repetitionen som bærende element. På deres senere plader har de vekslet næsten formularisk mellem indadvendte passager og eksplosioner af energi og dynamik, og det fungerer rigtig godt for dem.
Live kunne det også tydeligt ses, at de fræsende og brølende udbrud sendte et stød igennem publikum, der fremstod som en kogende masse hver eneste gang, særligt under fanfavoritter som ‘A Solitary Reign” og ‘.Am Kreuz’. Amenra kan virkelig spille salen op, når de giver los, men desværre virkede de hårde passager alt for korte, mens de stille virkede meget lange.Det gav en følelse af utålmodighed og uforløsthed, hvilket kun forværredes af den distance, man følte bandet lagde til publikum. Forsanger Colin H. Van Eeckhout stod konsekvent med ryggen til, og selvom det for tiden er en meget populær trend blandt flere bands, gør det sjældent andet end at få bandet til at fremstå uinteresserede.
Det er ærgerligt, for de fleste af os er jo kommet, fordi vi elsker musikken og ønsker totaloplevelsen.
Dette var Amenras eget valg, men de blev også ramt af udefrakommende udfordringer. Ligesom hos de ellers fremragende opvarmere E-L-R, der spillede slagfærdig sludge med Motörhead-bas, havde Amenra problemer med mikrofonerne. E-L-R spillede fuldstændig uden hørbar vokal, og det samme var gældende for guitarist Mathieu J. Vandekerckhoves backupvokal. Det var tydeligt at se, at han brølede så godt, han kunne, men ikke en lyd nåede fra hans læber ud til os. Det fjernede et lag i musikken, som bandet tydeligvis havde regnet med skulle være der.
Få glimt af lys
Det er svært at balancere mellem repetition og ensformighed, og hvor Amenra plejer at gøre lytning af deres plader til en meditativ oplevelse, kørte koncerten nærmere i tomgang. Gentagelserne blev tydelige, formlen var åbenlys, og man glædede sig mest til næste engergiudladning. Men når de så kom, så gennemstrømmede de både krop og sind, og synapserne affyrede i takt med de hvide blink, der i glimt oplyste de hårdtspillende belgiere. For det alene kommer vi op på et acceptabelt niveau. Om Amenra havde en kedelig dag, om de er bedre på plade end live, eller om der bare var noget, der ikke spillede, er uvist. Man kan håbe, de kommer til Danmark igen, og så vi kan finde ud af det, for både materiale og musikere er fremragende.