Tilbage til Arkham
Indsmurt i mine fjenders blod stirrer jeg mod uendeligheden, mens jeg skriver disse ord. Jeg har indset, at menneskeheden er et ubetydeligt fnug i sammenligning med de kosmiske rædslers vælde.
The Relic I Am
Dance Grotesque
Voices of Suggestion
Chaugnar Faugn
Sacrificial Hunt
Deceit
Acolyte
Nå, men nok om mig. Vi skal se på det nye album fra NVLVS, deres første studieindspilning siden ’Creatures’, som udkom helt tilbage i 2011. Midtjyderne har ikke ligefrem haft travlt med at udsende deres musik, men når man skriver sange med udgangspunkt i H.P. Lovecrafts rædselsvækkende forestillinger – og her taler jeg ikke om hans udtalte racisme og støtte til hvidt overherredømme, men om hans beskrivelser af rædselsvækkende guder, hvis tidsskala får menneskets til at ligne et nanosekund – så må man forvente, at ting tager tid.
’Soundless Echoes’ formår at formidle stemningen fra Arkham med udgangspunkt i Lovecrafts mytologi, så man kan fornemme rædslen og vanviddet, uden at man af den grund behøver at have studeret på Miskatonic University og være kender af mytologien for at sætte pris på NVLVS’ black metal. Lyt for eksempel til de smukt drivende guitarharmonier på ’The Relic that I Am’ eller de sammenflettede, men også kontrasterende, melodiske riffs i starten af ’Chaugnar Faugn’. Der er meget godt at hente på dette album, hvor bandet viser en fin forståelse for, hvornår musikken skal flyde, hvornår den skal chugge, og hvornår der skal blastes, alt sammen forlenet med en musikalsk elegance, der hjælper voldsomhederne på vej frem for at stå i vejen for dem.
?si=a9dhJTMlasaS5lb2">
Man fornemmer vanviddet i guitarerne, der danser en flot dans på en knivsæg, hvor de følger black metal-genrekonventionerne nok til, at selv stolte gatekeepere må åbne porten, men hvor de sjældent bliver forudsigelige og aldrig kedelige. Der er et kompositorisk overskud på ’Soundless Echoes’, som gør pladen til en medrivende oplevelse. På ’Dance Grotesque’, for eksempel, underholdes man af uhelligt ulige taktslag, men også af vokalerne, der fremmaner historien om et danseritual til ære for en gud, der kræver ens kød flået fra knoglerne. Et højdepunkt på pladen, der giver en lyst til at danse med. Lad os håbe på koncerter i den nærmeste fremtid.
Vokalarbejdet er i det hele taget godt. Man fornemmer gruen. Man fornemmer sindsopløsningen. Også trommer og bas fungerer godt og gør det, en rytmesektion skal for at understøtte og fremhæve de musikalske ideer. Lyt for eksempel til de elegante spring mellem absolut smadder og hekset Goblinsk vanvid på albumlukkeren ’Acolyte’. Smukt, især i samspillet med de lækre indhug fra leadguitaren, der på hele albummet bidrager med underholdning, men også med en art feberramt hovmod, en skrigen ind i tomheden. Jeg er altid skeptisk over for dygtigt guitarlir, men her bruges det forbilledligt!
Til sammen dannes billedet af et band, der, hvis pressematerialet står til troende, er på vej ud i et nyt kapitel i dets historie, og det er tydeligvis et frugt- og frygtbart et af slagsen, for det er gribende rædsler, vi hører lydløse ekkoer af.