Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

ACW 24: Oppe i Norge, der suger de benmarv

Updated
_JD12294
_DSF5411
_DSF5401
_DSF5446
_DSF5383
_DSF5425
_JD12269
_JD12293

Hvis man kan lide sin hardcore med en sjat black og doom i, og generelt er ubegejstret for olieindustrien, så skulle man have været til Attan.

Kunstner
Spillested
Dato
18-05-2024
Trackliste
Feed The Primates
The Burning Bush Will Not Be Televised
SoMe Riefenstahl
Lost Words Of The Mothkeepers
Nocebo (I Shall Harm)
Black Liquid Marrow
End of.
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Attans forsanger, Remi Semshaug Langseth, indtog den til lejligheden byggede scene i Vega Lounge og vinkede venligt til publikum. Heldigvis blev den gode stemning straks ødelagt, da et hidsigt d-beat og tonsvis af hardcore-attitude væltede ud over scenekanten og ned til os publikummer, der måske ikke helt var oppe i gear til det. Udenfor skinnede eftermiddagssolen jo stadig, men det tog Attan sig nu ikke af. Primaterne skulle jo fodres, og stemningen steg da også hurtigt.

Nordmændene spiller hidsig hardcore med blackede, doomy og sludgede elementer, som ikke ligger milevidt fra et band som Neurosis, men Attan er ikke en bleg kopi. Tag det mere som, at det er den form for musikalsk verden, vi befinder os i. Denne eftermiddag var bandet velspillende og veloplagte, og især ‘The Burning Bush Will Not Be Televised’ imponerede mig med sin næsten manisk vrede energi.

Også ‘Black Liquid Marrow’ var et højdepunkt, som fint demonstrerede en af Attans helt store styrker, nemlig samspillet mellem Remi Semshaug Langseth hardcore-skrigende vokal og bassisten Fritz Pettersens bjergtroldsdybe brølesang. Remi skreg sine spørgsmål ud:

“What is it for? / What is our freedom for?”

Mens Fritz dundrede, om ikke et svar, så i hvert fald en analyse af, hvad den norske frihed bygger på:

“You can find us on the mountain / it is where we keep our gold / our wealth is what defines us / black liquid marrow in our bones”


Den selvkannibaliserende oliestat som dragen, der ligger på sin guldskat. Noget af et billede, selv om de mere intellektuelle aspekter af gruppens musik måske ikke var det, der kom længst ud over scenekanten denne lørdag eftermiddag. Riffsene fejlede bestemt ikke noget, og jeg kunne godt lide gruppens ubesværede fusion af stilelementer, og overordnet set gjorde gruppens fine koncert mig nysgerrig på mere norsk selvhad, civilisationskritik og armageddon-oder. Og hey, ‘SoMe’ Riefenstahl’ kandiderer til prisen for årets bedste sangtitel!