Ekvilibrisme og latrinærhumor
Populær
Devin Townsend havde medbragt både idioti, rumvæsener og genialiteter til tirsdagens koncert på The Rock i København.
Musikalsk er Devin Townsend kendt for at være stærkt uforudsigelig, og således kan man også snildt beskrive hans sceneoptræden uden at træde hverken ham eller fans over foden (det inkluderer denne anmelder). Tirsdag aftens koncert med canadieren på et fornuftigt pakket The Rock i København var således ingen undtagelse ud i det overraskende.
Selvfølgelig kunne man forudse at guitarhåndtering og vokalmestring ville være i superweltüberklasse, men måske knap så forventeligt var det, at Devin flere gange ville forsøge på at presse en genstridig omgang tarmluft ud i mikrofonen. På sin vis en underlig oplevelse, når manden nu er så helvedes dygtig, men omvendt kunne det også blive en omgang pinligt selvhøjtideligt lir, hvis ikke manden var så tåbelig, når musikken ikke spillede.
Man savnede Anneke
Heldigvis handlede det primært om musikken, og her var det svært at sætte en finger på noget eller at være utilfreds. Men hvis noget skal fremhæves, så må det være, at Anneke van Giersbergens vokal, der pryder seneste udspil 'Addicted', kun var medbragte optagelser, selvom den hollanske skønhed medvirker på en af denne tours koncerter – når man nu ved, at man kunne have fået bedre.
Men folk var kommet for at høre Mr. Townsend, og han svigtede på ingen måde med sin vokal, der sad skarpt, hvor den skulle, uanset om det var grumme brøl, paniske skrig eller den yderst behagelige stemme, som han i den grad også mestrer.
Da denne tour primært en centreret omkring førnævnte skive, var der heller ikke lagt op til de vildeste guitarmanøvrer, men kun sporadiske beviser på hans tekniske overlegenhed, og det kunne man godt savne lidt. Hvis altså ikke blærerøvsudøvelserne var trængt væk, fordi vægten denne aften lå på sange med større klangflader, stemninger og længere passager – i øvrigt også lækkert fremført at en godt backingband, der dog trådte en anelse anonymt i baggrunden.
Og det var altså her, at det kunne være blevet selvhøjtideligt, hvis det ikke var for prutter, rumvæsenet Ziltoid, der medvirkede på storskærm, og så en absolut engageret og medrivende guitarist og forsanger ved navn Devin.
Før Devin Townsend
Og nå ja, hvis man hørte til dem, der dukkede op i god tid, var der også et opvarmningband – engelske Aeon Zen – der tydeligvis har kigget Dream Theater over skuldrene, når musikken skulle skrues sammen. På samme tekniske niveau befandt de sig dog ikke, trods hæderlige evner (i forhold til genren, forstås), men sangene var ikke til at erobre særligt mange nye fans.
Til gengæld havde de måske historiens grimmeste bagtæppe i form af to plakatstandere af typen man oftest ser på større messer, og som grundet den lyseblå farve fik det til at minde om reklamer for energidrik.