Anbfaling

Hej Jens Markvardsen

Jeg forstår udmærket din pointe. Første gang jeg så AC/DC var jeg også ovenud lykkelig. Om det var specielt godt ved jeg faktisk ikke; jeg husker det bare som helt fantastisk.

Men når man ser et band live for første gang, som man har forgudet i mange år, så er man også et taknemmeligt offer. Der skal ikke meget til for at imponere. Det er lidt ligesom Britney Spears. For en 12-årig pige er det jo reelt nok at Britney bare møder op på scenen, så er den 12-åriges dag og år reddet. Så pyt med playback osv. Sådan havde jeg det præcis med min første AC/DC, min første Iron Maiden og min første Metallica koncert. Min dag var reddet bare de trådte op på scenen og jeg fik set Angus Young, Bruce Dickinson og James Hetfield 'in the flesh' for første gang i mit liv. Den dag må og skal der naturligvis ikke tages noget fra.

Derfor forstår jeg udmærket, at mange kan være uenige i min domsfældelse, og det var da også netop derfor jeg lagde op til debat. For jeg er stadig også bare en fan, og det varmer når jeg læser om folks 'første gang' med et band som AC/DC. For jeg kender følelsen og oplevelsen.

Og ja; AC/DC's standardvare er god. De falder aldrig igennem, for man ved hvad man får, og de leverer det stensikkert. Deraf overskriften "rutineret kongerock". For jeg er på ingen måde vrissen på bandet. Slet ikke. Der er bare forskel på en almindelig koncert og en aften hvor det lyner og tordner. Her skal jeg selv tilbage til Roskilde '03 med Metallica torsdag aften. Dét var specielt, selvom det ikke var min første koncert med bandet.