Top 5: Stadig høj på ild
Riff-maestroerne High on Fire er tilbage, og det er tid til et overblik over, hvad der gør bandet, der har lagt navn til magasinet, til noget helt særligt.
26 år inde i karrieren er High on Fire stadig garanter for det muskuløse, fede og sabbathske riff, og for kort tid siden udgav trioen deres niende studiealbum ’Cometh the Storm’, og i den anledning er det tid til en top 5 om bandet, der har givet navn til dette magasin.
Fornyelse er ikke ligefrem et ord, der beskriver bandet, men de er lige niche nok med tilpas få bands, der efterligner dem, til, at de har deres helt eget hjørne, hvor de kan dyrke deres effektive formel. Derimod er det mest karakteristiske ved bandet den buldrende og bragende lyd som de fede riffs bliver spillet med. Det er den grimme side af rock n’ roll blandet med doom, stoner, thrash og Eastcoast hardcore der mødes i et fokuseret udtryk der lyder som en flok bisonokser, der med 100 kilometer i timen vælter over hinanden.
Matt Pike har selv udtalt, at der er en komisk dimension i det at skrive riffs. For vi kender vel alle sammen det, at man begynder at grine over, hvor fedt og ondt et riff kan være? Med den betragtning er High on Fire velsagtens en ni sæsoner lang, konsistent sjov sitcom.
Det tog mig selv noget tid at forstå storheden i den galskab. der er High on Fire. Det skete først ved simpelthen at skrue højere op for musikken, end hvad rart er. Men her forsøger vi med fem sange at komme hele vejen rundt om, hvorfor du skal (gen)høre High on Fire.
1. 'Snakes for the Divine' – 'Snakes for the Divine' (2010)
Titelnummeret, der perfekt indkapsler essensen af High on fire. Det er storladent, aggressivt, fræsende og naturligvis fyldt med fantastiske riffs. På flere måder, især pga. hovedriffet, minder sangen utroligt meget om Thunderstruck med AC/DC, hvis den altså blev pumpet op med Bane fra DC-universets skurkejuice. Det er en sublim bouillonterning af metal.
2. 'Devilution' – 'Blessed Black Wings' (2005)
Lemmy har ikke kun efterladt sine spor på Matt Pikes korpus i form af en tatovering, det er også tydeligt at høre i High on Fires sange. De har selvfølgelig dedikeret pladen og sangen 'Electric Messiah' til Lemmy, men Devilution er med de buldrende trommer, den støjende og episke guitar og de gentagne tituleringer af enkeltordsomkvædet rå energi og klassisk Motörhead.
3. '10000 Years' – 'The Art of Self Defense' (2000)
Denne sang fra debutpladen er måske den mest sikre genganger i bandets repertoire. Et pragteksempel på den komiske dimension i et godt riff. For hovedriffet er så stinkende godt og skramlet i sin produktion og eksekvering. Ja, det er faktisk fladpandet, latterligt og fuldstændig genialt.
4. 'Khanrad’s Wall/Turk' – 'Death is this Communion' (2007)
En stor del af helhedsoplevesen ved High on Fires plader er de mange intermezzoer, der forstærker de konceptpladelignende kvaliteter, som lyrikken antyder. På 'Death is this Communion' er det også første gang Jeff Matz er med på bas, og udover den knusende bund fletter han det tyrkiske strengeinstrument, saz, ind i High on Fires ellers meget enkle instrumentering. Khanrad’s Wall har et ildevarslende drive, der leder henimod den buldrende kanonsalve af et nummer, 'Turk', der fænger lytteren i en Slayer-spærreild af hurtige og gode riffs.
5. 'Madness of an Architect' – 'De Vermis Mysteriis' (2012)
Det fremragende albums fjerde sang bærer markant præg af stoner og Sleep, men sangen vil ikke en noget godt, det er en tyk, tung og fremdrivende lydmur, der smadrer dig i ansigtet. 'Madness of an Architect' er uhyre enkelt, effektivt og faktisk umulig ikke at bevæge mindst en legemsdel til. OBS: Hjernerystelse efter at banke hovedet ned i en bordkant kan forekomme.