Dødsfans’ Dødfede Dødsferie
Den ”europæiske ferie” trådte tirsdag ind i tourens nordiske fase med en bundsolid kvartet af spilleglade bands, hvor hovednavnet imidlertid strålede tydeligt stærkest.
Remote Tumour Seeker
Red Goliath
A.U.M.
(Come As You Are)
Human Murmuration
Limb of Leviticus
Bleed the Future
Golden Mouth of Ruin
Liminal Cypher
Involuntary Doppelgänger
(Run To The Hills)
Carrion Ladder
Da klokken slog 17:00, og dørene til Stauningsalen blev slået op, var jeg stadig i færd med at fortære en rulle overfor på Pasha Kebab, men nåede da heldigvis ind og fik de indledende strofer af det første af de i alt fire orkestre, nemlig portugisiske Analepsy. Sammen med ingen ringere end Archspire, Crown Magnetar og The Zenith Passage har de været rundt i Europa den seneste måneds tid og var nu nået til den nordiske og afsluttende del af deres ”European Vacation”, som touren så herligt uhøjtideligt var blevet navngivet.
Slam, bam, bass drop, ma’am
Den velspillende slamdødskvartet fra Lissabon gik til opgaven med krum hals foran et allerede talstærkt publikum, hvor de forreste geledder på fornem vis kvitterede indsatsen med en god portion moshing – det var også med at få varmet stængerne godt op til det, der ventede. Analepsy bød på passende mængder slam-riffing, shredding og synkronbanging, men var måske lidt trigger happy, når det kom til basdrop. Nuvel, de var også mødt op uden bassist, eftersom bandet i år har gennemgået en medlemsændring og -rokade, så de mange basdrop var måske et forsøg på at kompensere for den manglende bund. Omvendt stod guitarerne knivskarpt, da de ikke blev udfordret af en bas, så man var ikke i tvivl om, at deres instrumentelle og performative evner, men musikalsk var der intet nyt under solen – det var slam death, som man kender det. Analepsy gjorde imidlertid, hvad de var med for og fik varmet folk op.
Højt musikalsk lixtal
Det var tydeligvis en velsmurt tourmaskine, Lille Vega havde besøg af, for præcis 15 minutter efter Analepsy havde spillet den sidste strofe, stod The Zenith Passage klar på scenen til at tage publikum med på en rejse med et højt musikalsk lixtal. Genreskiftet fra slamdød til teknisk død var til at tage at føle på, men det var nu befriende, at der var lidt til enhver dødssmag denne eftermiddag og aften. Lyden bøvlede lidt i starten for The Zenith Passage, men der blev justeret lidt, så det kom til at lyde ganske hæderligt. Umiddelbart synes bandets prioriteringer ift. guitar-, bas- samt trommelyd at betyde, at det hele var smule fladt. Man kan derfor håbe, at de i løbet af touren har fået luret hovednavnets gear af, så de fremover får flyttet lidt mere luft og får fanget publikum lidt mere ind i lydbilledet. Det fortjener The Zenith Passage’s fremragende og komplekse død nemlig - og hold fast, de kan spille. Nok lægger musikken ikke så meget op til dans, som tourpakkens øvrige bands, men publikum lod i stedet til at nyde den overlegne eksekvering. Et faktum vokalist Derek Rydquist da også pointerede under henvisning til, at publikum nok ikke fik lov at stå stille til aftenens næste indslag. Og han fik ret.
Kommandoer, lyd, rytme, men musik…
Kommandoerne fra scenen til publikum stod i kø under hele næste seance med Colorado-kvartetten Crown Magnetar. Allerede inden det hele begyndte og faktisk inden alle medlemmer var på scenen, fik publikum besked på at komme i gang af bassist Mike Sahm. Men så var landet ligesom også lagt, og der var ingen, der så sig tilbage. Bandet eksploderede i stilren deathcore, og publikum eksploderede lige så - foranlediget af vokalist Dan Tuckers kaskade af kommandoer til, hvad folk i pitten skulle udrette, og de ydede en forbilledlig indsats.
Det var imidlertid svært at abstrahere fra den manglende musikalitet samt ensartetheden numrene imellem. Crown Magnetar bød rigtigt nok på lyd og rytmik, som var fedt at moshe til, men hvor var musikken? Jeg er fuldt ud klar over, at jeg er midaldrende og nok ikke forstår mig på de senmoderne metalgenrer, men alene i forhold til aftenens øvrige bands, var der forsvindende få toner og endnu færre sammensatte toner i deres kreationer. Omvendt forestiller jeg mig, at det var nøjagtig, hvad de midaldrende tænkte om mig og alle de andre 20-25-årige, der dansede rundt i pitten til - og knuselskede - diverse nu metal-bands omkring årtusindeskiftet.
Ekstremt genialt
Indtil Archspire indtog scenens skrå brædder havde dresscoden blandt artisterne været de vanlige sorte t-shirts, men ”Oli” maskinpistolgrowlede sig igennem det meste af sættet iført en stor pelsjakke med en trøje med vaskebrætsprint underneden (måske en slet skjult kommentar til de tre veltrænede vokalister før ham?). Han var desuden flankeret af de fænomenale guitarister Dean Lamb og Tobi Morelli iklædt henholdsvis hvid skater-T-shirt og hollandsk landsholdstrøje. Med andre ord var den befriende uhøjtidelighed fra første færd til at tage at føle på, og bandet tog det fuldstændig på sig, så alt var balanceret, morsomt og inviterende. Publikum tog da også gladeligt imod invitationen og fik salen til at koge endnu mere.
Det var med andre ord en fest, og alle, der var med som gæst, blev ikke alene forkælet med teknisk dødsmetal på absolut højeste og hurtigste niveau, men også udsat for sjove, grove, udvandede og selvkreerede jokes, flankeret af støvledrikkekonkurrence og en gal manager, der flere gange troppede op på scenen for at kræve reklameannonceringer for en cashback-app eller forhindre bandet i at spille helt nyt, uprøvet materiale. Applause-skiltene under soloerne kunne måske blive en kende forstyrrende i længden, men alt er tilgivet, når Archspire på mest kontrastfyldte vis pakker det useriøse ind i seriøst genialt, velspillet og ekstremt hurtigt dødsmetal med symfoniske undertoner.
De spiller exceptionelt stramt og leverer et helt unikt lydunivers, hvilket kom til sin ret i Stauningsalens vanlige vellyd. Nuvel mindre velspillende bands kan sagtens få deres musik til at flyde sammen til ukendelighed, men ikke Archspire. Godt understøttet af helt vanvittigt og nærmest udenjordisk trommespil formåede de på én gang at trykke luften ud af brystkassen på én og kærtegne øregangene med velklingende riffs, licks og hooks, der bryder lydmuren med præcision og tilføjer dybde og små åndehuller i kaosset.
Et lille aber dabei
Man bliver undervejs nysgerrig på, hvorfor et band, der spiller SÅ godt og SÅ tight, finder det nødvendigt på albumindspilningerne at klippe trommerne til umenneskelighed? Nuvel, det er en æstetik. Det er dog ikke en synderlig menneskelig, men snarere en software-æstetik, og for en metallytter, hvor musikken ikke altid ligger på selve taktstregerne, men ofte mellem dem, der kan det blive en kende enerverende, når alt bliver lagt fuldstændig til “grid”. Jeg ser derfor meget frem til deres første livealbum, for denne aften i Lille VEGA var det bedste, jeg har hørt Archspire. Og holy shit, det spiller! Shit, de spiller godt! Og shit, hvor er de fede på den uhøjtidelige, sammenholdsskabende måde. Eller sagt på en anden måde: Det var smukt i al sin tekniske dødslighed.
Øvrige karakterer:
Analepsy: 3/5
The Zenith Passage: 4/5
Crown Magnetar: 3/5

