Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2014: Fuck fornyelsen! Monsteret lever!

Populær
Updated
Copenhell 2014: Fuck fornyelsen! Monsteret lever!
Copenhell 2014: Fuck fornyelsen! Monsteret lever!
Copenhell 2014: Fuck fornyelsen! Monsteret lever!
Copenhell 2014: Fuck fornyelsen! Monsteret lever!
Copenhell 2014: Fuck fornyelsen! Monsteret lever!
Copenhell 2014: Fuck fornyelsen! Monsteret lever!

Monster Magnet var i velspillende og imødekommende hopla, da de på festivalens førstedag fik en stram og psykedelisk og dansevenlig fest smidt ud over scenerampen.  

Dato
11-06-2014
Distributør
Genre
Trackliste
1. Superjudge
2. Medicine
3. Look to Your Orb for the Warning
4. Dopes to Infinity
5. Tractor
6. Powertrip
7. Spacelord
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Man kan næppe kalde det for et scoop, at Monster Magnet var at finde på årets festivalplakat hos Copenhell. Tværtimod var det femte gang på blot samme antal år, at det 25 år gamle band fra New Jersey havde hevet deres letgenkendelige på én gang psykedelisk-svævende og party-venlige stoner rock med til Danmark. Og eftersom flere af sætlistens relativt få numre denne aften ligeledes har figureret på sætlisterne under bandets tre seneste koncerter i Danmark, ja, så kan man ikke ligefrem påstå, at det var et overmål af musikalske overraskelser, man blev bombarderet med under denne tidlige onsdagskoncert på festivalens mellemste scene, Hades.

Men for fa'en altså, hvem har i virkeligheden også brug for iøjenfaldende scoops, når nu det rockstads, der i dette tilfælde er tale om, er indsvøbt i noget så herligt og slidstærkt som frontmand Dave Wyndorfs forbløffende coke-hæse vokal samt bandets signaturstærke, alkoholiserede feedback-støj, der har været en betydelig del af deres musikalske varemærke mere eller mindre fra dag ét? Præcis! You said it! Festival-scoops må der selvfølgelig gerne være flere af på Copenhell, men rockkoncerter af den slags, som Monster Magnet her leverede,  er nu så evindeligt vedkommende, at man gerne sætter oplevelsen på repeat.

Tilbagelænede ambitioner

Når Monster Magnet vil det, de sætter sig for, så hopper man kort sagt gerne med om bord igen-igen. Og denne lyse aften på Refshaleøen ville de det. De ville det på deres egen tilbagelænede måde, forstås, hvilket vil sige, præcis som vi foretrækker dem: herligt afslappede og med en naturlig næve. Det var også heldigvis først en smule henne i koncerten, at det overhovedet blev nødvendigt at tune ens ører ind på den såkaldte repeat-kanal.

Til at begynde med var koncerten nemlig helt overraskende, som den lagde ud med et par gamle sager, henholdsvis ’Superjudge’ og ’Medicine’, hentet fra bandets to allertidligste fuldlængder (udgivet i ’91 og ’93). Og når rockstøbninger som disse to uslebne og skelsættende stoner-perler leveres med en lækker egenrådig stilfuldhed bestående af lige dele skråsikker rockmaskulinitet og en løssluppen spillelyst, så skal man altså lede et stykke tid, hvis man vil gøre sig forhåbning om at finde festivalrock, der synes meget mere passende at kombinere med sol og øl på Refshaleøen. Fra start spillede bandet både æggende sammen og motiveret op imod hinanden, og især koncertåbneren ’Superjudge’ - der i koncertregi i hvert fald ikke har været spillet i Danmark meget længe - fik fra det første slag på de respektive instrumenter noget nær det absolut bedste frem i Wyndorf og co.

Et band i storform

"co." er i dette tilfælde i øvrigt langt fra hvem som helst. Det line-up af musikere, der på én gang stod bag og side om side med Wyndorf under koncerten på Copenhell, var det samme som under besøget i Lille Vega tilbage i januar måned. Og her snakker vi altså om musikere med vægt og pondus samt en stoner-fornemmelse uden lige, folkens.

Tromme/bas-duoen, bestående af Bob Pantella og Chris Kosnik, er eksempelvis en grundsten af en duo, som Wyndorf gør pokkers klogt i at holde fast i. Pantella og Kosnik har begge en fortid i broderbandet Atomic Bitchwax, og mon ikke vi har deres lange fælleshistorie at takke for den indbyrdes musikalske forståelse, der hersker imellem dem, når de står sammen en scene? Pantella har været trommeslager hos Monster Magnet i en længere årrække nu, men med også Kosnik i bandet er der kommet en anderledes forståelse for dybde i bandets live-lyd, der gør det samlede udtryk lige dét mere sprudlende. Ikke at den forhenværende live-bassist, James Baglino, ikke leverede varen. Det gjorde han bestemt. Kosnik, der først er blevet en del af bandets live-line-up i forlængelse af udgivelsen af sidste års ’Last Patrol’, er bare anderledes, og hans spil er mere rytmisk og æggende.

Galopperende hits

’Last Patrol’ markerede i øvrigt bandets tilbagevending til storform: Det er bandets bedste udgivelse siden storsællerten ’Powertrip’ (1998) og et af sidste års allerbedste rockalbum i det hele taget.  Under koncerten i Lille Vega tidligere på året spillede Monster Magnet ’Last Patrol’ i sin helhed, hvorfor det på sin vis gav mening, at bandets seneste udgivelse helt blev tilsidesat under denne koncert på Copenhell. På samme måde som det giver mening, at bandet fokuserer på deres seneste materiale under en ”regulær koncert”, hvor de selv står øverst på plakaten, ligeledes giver det mening, at de under en festivalkoncert i stedet vælger at trykke deres hits af. Og efter åbningen med de to ældre numre var det præcis, hvad Monster Magnet gjorde: De fyrede overbevisende en parade af tørstige hits af.

Fra psykedeliske ’95-klassikere, ’Look to Your Orb for the Warning’ og ’Dopes to Infinity’ til mere kontante ’98-rockere, ’Tractor’, ’Powertrip’ og ’Spacelord’: Alt i alt en håndfuld titler bestående af deres fem største hits til dato, og fem sange, der for fanboyen af Monster Magnet på sin vis synes lige så skammeligt obligatoriske som ’Enter Sandman’ og ’Master of Puppets’ gør for Metallica-fanboyen i én. Forstå mig ret: Det er sange, man har så meget rockforkærlighed til, at man aldrig i sine vildeste mareridt ville kunne bagtale dem. Det er de alt for solide og ikke mindst slidstærke til. Men det er også sange, som man i live-regi bare for én gangs skyld gerne så udskiftet med nogle andre titler.

Når nu bagkataloget byder på så mange sange, som det er tilfældet hos Monster Magnet, så gad man selvfølgelig godt, at bandet fik blandet kortene bare en smule. På den anden side, ens personlige fællesskrål under Copenhell peekede i år sandsynligvis under omkvædet i ’Powertrip’, og til trods for at bandet efterhånden har spillet disse skæringer rigtig mange gange, var der ikke snerten af skuldertræk at spore i leveringen af dem. Tværtimod. Især ’Spacelord’ bed forfriskende fra sig, som nummeret blev trukket ud samt leget og kælet galopperende for i noget nær ti stramme minutter.

Mere a la Monster Magnet.

Alt i alt leverede Monster Magnet en sikker og velspillet og energisk koncert. Det var desværre generelt for Hades-scenen i år, at lyden sjældent sad i skabet, hvilket den heller ikke gjorde under denne koncert. Især Wyndorfs vokal var gemt bag et tungt, statisk slør af for alt for meget bas og bund. Det ville desuden have klædt Copenhell, hvis de havde krydret festivalens line-up med nogle navne af en lignende stoner-beskidt kaliber, som den Monster Magnet repræsenterer. Spirit Caravan eller Unida, der også begge er på turné i Europa netop nu, ville eksempelvis havde været gode bud på overraskende navne, der indiskutabelt ville tale til samme segment, som hører Monster Magnet. Havde man booket et af disse navne, ville det have været lidt af et enestående scoop. Men hvem har i virkeligheden også brug for scoops, når man har Monster Magnet! Mere fra samme rock-psykedeliske stoner-skole i årene fremover, Copenhell.