Solidt svensk gensyn
Efter fem års fravær var Graveyard endelig tilbage. Svenskerne er set bedre før, men slog stadig gnister gennem et 80 minutters udmærket show.
2. Bird of Paradise
3. Hisingen Blues
4. Cold Love
5. Rampant Fields
6. Please Don't
7. The Suits, the Law & the Uniform
8. Sad Song
9. Slow Motion Countdown
10. Twice
11. Uncomfortably Numb
12. It Ain't Over Yet
Ekstra:
13. Walk On
14. Ain't Fit to Live Here
15. The Siren
Efter fem års fravær i Danmark var det ikke overraskende, at stemningen var i top, og at der var nogenlunde pakket i Amager Bio torsdag aften, da Graveyard endelig vendte tilbage. Svenskerne var i byen på deres ’6’-turné, som er identisk med titlen på pladen, der udkom i september og er gruppens første udgivelse siden ’Peace’ i 2018. Comebackpladen har desværre ikke samme format som fortidens fremragende udgivelser, og under de fire numre, der kom fra ’6’, var det også tydeligt, at det var her publikum havde mere travlt med at knevre med hinanden end at synge med på teksterne.
Efter 40 minutters support fra Hellacopters-wannabe-bandet Liar Thief Bandit gik Graveyard på præcis kl. 21. Sanger og guitarist Joakim Nilsson lignede sig selv med de trætte øjne, lange lyse lokker og skjorteærmerne smøget op. Den introverte frontmand gør ikke meget væsen af sig selv, og hvad end han mumlede på engelsk mellem numrene, så gik ordene tabt. Måske var det bare oppe foran scenen, men generelt gik Nilssons stemme ikke særligt godt igennem denne aften. Ærgerligt nok. Nilsson har en af de svedigste og smukkeste stemmer i nyere rockhistorie, men vokalen fremstod noget slidt igennem koncerten.
Musikken fejlede derimod intet. Kvartetten spillede energisk og tight, og publikum kom hurtigt i stødet, da titelnummeret fra den formidable ’Hisingen Blues’ blev skudt af efter små ti minutter. Sætlisten var tilpas varieret skruet sammen. Det stille bluesnummer ’Rampant Fields’ blev fulgt op af den supertunge ’Please Don’t’, og på den måde var koncerten en rutsjetur mellem de hårde og bløde udtryk, der fornemt indkapslede Graveyards varierede stoner/bluesrock-univers. I ’Slow Motion Countdown’ synger Nilsson som afdøde Jeff Buckley, og skæringen fremstod som en af aftenens helt store publikumsfavoritter.
Graveyard synes at være et af de rockbands, der tiltrækker en lige blanding af begge køn, og gæsterne i Amager Bio havde unægteligt en herlig fest på de forreste rækker. Især den fremragende ’Uncomfortably Numb’ fik formanet følelser og fællesang hos publikum.
Efter en times koncert takkede svenskerne roligt af, for hurtigt at vende tilbage på scenen og kaste sig ud i en længere jamversion af ’Walk On’, der cementerede, hvor sprudlende godt svenskerne spiller sammen. Ikke overraskende kom den store finale i form af ’Ain’t Fit to Live Here’ og genistregen ’The Siren’, der fik gulvet i Bioen til at vibrere af folkefest. Et forrygende punktum på 80 minutters glædeligt gensyn med Graveyard, der stadig kan slå gnister, men er set bedre før på dansk grund.