Mina vandt alles hjerter i Aarhus
Populær
Et liv i smerte blev for en stund vekslet til en fremragende og smuk koncert, da Life of Agony stjal showet på Voxhall søndag aften.
1. Test
2. Whose Fist Is This Anyway?
3. Beg to Differ
4. Unconditional
5. Ultimate Authority
6. Cut-Rate
7. Disbelief
8. Revenge Best Served Cold
9. Broken Peace
10. Cut and Dry
11. Snap Your Fingers, Snap Your Neck
12. However It May End
Life of Agony:
1. This Time
2. Underground
* Monday
3. River Runs Red
4. Through and Through
5. Words and Music
* Thursday
6. Bad Seed
7. My Eyes
8. Respect
9. Method of Groove
10. The Stain Remains
* Friday
11. Plexiglass Gate
12. Other Side of the River
13. Scars
14. Let’s Pretend
15. Lost at 22
16. I Regret
17. Weeds
Engang i 1994 købte min kæreste en cd med et band, jeg ikke havde hørt om før. Bandet hed Life Of Agony, pladen havde de kaldt ’River Runs Red’, og den var udkommet året forinden på selskabet Roadrunner.
Eftersom det der med internet ikke var en ting endnu, så havde jeg ingen anelse om, hvem de fire på billederne var. Ved at trawle cd’ens credits og takkelister igennem kunne jeg konstatere, at de var fra New York, og at Josh Silver fra Type O Negative havde produceret pladen. Trommeslageren, Sal Abruscato, var tidligere Type O-mand. Forbindelserne til tidens store goth-sensation var jo i sig selv noget, der kunne gøre én nysgerrig.
Kæresten, som med årene blev til konen og moren til mine tre børn, mistede efterhånden interessen for Life Of Agony og den hårde musik i det hele taget, men for mig var ’River Runs Red’ blevet en milepæl og en plade, der aldrig mistede sin relevans.
Den dag i dag står albummet tematisk skarpt, som en ætsende påmindelse om, hvordan et ungt menneskes liv kan drive helt ud af kurs, og hvordan forældrenes og institutionernes ageren blot skubber én yderligere ud over kanten. Den inderlige smerte i den unge Mina Caputos stemme og de atmosfæriske, stille passager blandet med iscenesatte interludier og Joey Z’s simple, hårdtpumpede og iørefaldende riffs understregede albummets budskaber på bedste vis.
I grænselandet mellem metal og hardcore skabte Life Of Agony et helt specielt værk, som ingen rigtig har kunnet eftergøre – ikke engang Life Of Agony selv. Heldigvis, kan man sige, forsøgte New Yorkerne ikke direkte at genskabe succesen før 2019, hvor ’The Sound of Scars’ stilmæssigt og tematisk bød på en særdeles velllykket og velkomponeret fortsættelse af historien fra debutpladen.
Her på Voxhall i Aarhus på denne kolde, regnfulde januaraften er det store spørgsmål så, om Life Of Agony kan levere varen igen. Numrene er 30 år gamle, musikerne er 30 år ældre, Sal Abruscato er blevet skiftet ud med Veronica Bellino – er energien og magien der stadig?
Tarah hvem?
Inden vi kan få svaret på det spørgsmål, skal vi igennem to supportbands, nemlig duoen Tarah Who? og den legendariske New Yorker-trio Prong.
Los Angeles duoen Tarah Who? er for mig et fuldstændig ubeskrevet blad, men jeg har lige nået at tjekke et par YouTube-videoer ud med dem forinden. Konceptet er minimalistisk: guitar-trommer-vokal, og udtrykket er punket og lander stilmæssigt et sted mellem Ramones, The Offspring og L7.
Sanger/guitarist Tarah Carpenter indleder med at bede os om at give den lidt gas, så man i det mindste kan sige, at de har udført deres job som opvarmning. De forholdsvis få fremmødte er dog ikke lige sådan at få i gang. Carpenter, trommeslager Coralie Hervé og bassisten Ash, der er tilføjet lineuppet på touren, leverer varen uden de store dikkedarer. Sangene bliver sparket effektivt ud over scenekanten, uden at det dog påvirker Aarhus-publikummet synderligt. På trods af Carpenters opfordringer er der ikke nogen, der kommer til at svede her – dog klappes der høfligt mellem numrene i de 30 minutter, duoen får i aften.
Snap med nakken, ringen for ørerne
Helt anderledes store forventninger har jeg til Prong. Man kan efterhånden være i tvivl om, om guitarist og sanger Tommy Victor tjener til det daglige brød hos Glenn Danzig, som han har spillet med siden 1996 (fuld tid siden 2008), eller med Prong, der jo egentlig har været hans baby siden 1986. Victor og Prong vandt mit hjerte i 1990, da über-hittet ’Beg to Differ’ bragede ud af fjernsynets højttalere. Prong blev MTV darlings med ’Beg To Differ’-albummet og holdt endda fast i den status, da ’Prove You Wrong’ blev udgivet året efter.
Prongs fundament er en blanding af thrash, New Yorker hardcore, lidt industrial og noget…alternativt. Victor skabte en stil med sine ultra-tighte riffs og det ret basale lydbillede, hvor guitar, bas, trommer og vokal fik lige meget plads og stod skarpt defineret.
Victor har i alle årene holdt sig til trio-formationen, men det skal være sagt, at han har skiftet besætningen ud med en frekvens, som vi andre skifter t-shirt. På denne tour består Prong, udover Victor selv, af bassist Jason Christopher, der også er bassist for Corey Taylor, og trommeslager Jason Bittner, som nogen måske husker fra Overkill, Flotsam & Jetsam og Shadows Fall.
Tommy Victor viser også i aften sin overlegenhed som guitarist. Den mand kan med én streng skabe metalmusik, som andre bands ikke formår at gøre det med ottestrengede. Det er ikke tilfældigt, at Alan Roberts og Joey Z fra Life Of Agony står i kulissen under det meste af Prongs koncert, jubler og spiller luftguitar.
Der er nu mødt væsentligt flere op på Voxhall, og vi kan alle glæde os over en crunchy, høj og god lyd på guitar/bas og trommer, samt et veloplagt band, da trioen lægger ud med ’Test’ fra albummet ’Cleansing’. Victors vokal ligger måske en kende lavt i mixet, men ellers er der ikke noget at klage over i den retning.
Victor er som altid kontaktsøgende ud mod publikum, men er naturligvis lidt bundet af at skulle stå bag mikrofonen. Christopher virker egentlig, som om han stener lidt i sin egen verden, men han buldrer nu derudaf og får lagt sine baggrundsvokaler, hvor de skal.
Jason Bittner viser sig, lidt som forventet, at være et trumfkort. Han spiller som en drøm. Sindssygt tight på trods af, at han får smidt en ordentlig gang fills ind.
Der er fokus på ’Cleansing’ albummet i aften, hvilket er svært at klage over. Skiven fra 1994 indeholder en god håndfuld hits, og udover ’Test’ får vi i løbet af Prongs set ’Whose Fist Is This Anyway?’, ’Cut-Rate’, ’Broken Peace’ og en hammer-udgave af ’Snap Your Fingers, Snap Your Neck’.
Ellers bliver der serveret noget fra stort set alle Prongs udgivelser, inklusiv førnævnte über-hit, ’Beg To Differ’. ’However It May End’ fra ’Zero Days (2017) lukker et godt og effektivt set af. Ørerne ringer, men hey, det var dét værd. På trods af en del opfordringer fra Tommy Victor er det ikke lykkedes at få gang i en søndagspit, men man kan bestemt ikke sige, at det var Prongs skyld.
Kærlighed og selvudslettelse i harmoni
Så er det endelig tid til hovednavnet. Sidste gang jeg så Life Of Agony var på Ozzfest festivalen i Milton Keynes i 1998, hvor Caputo midlertidigt var forsvundet fra jordens overflade for at finde sig selv. Til manges store overraskelse trak Joey Z og bassist Alan Roberts Ugly Kid Joe forsanger Whitfield Crane ind som erstatning, hvilket nok cirka overhovedet ingen havde set komme.
Det skal siges til deres ros, at Crane faktisk gjorde et formidabelt stykke arbejde. Problemet var, at han var entertainer udover alle grænser og sprang rundt og kravlede op i lystårnene, hvilket ramte fuldstændig ved siden af skiven rent stemningsmæssigt i forhold til Caputos indestængte og mere end noget andet selvudslettende stil. Life Of Agony faldt fra hinanden, men vendte heldigvis tilbage i perioder med liveudgivelser og studiealbummene ’Broken Valley’ (2005), ’A Place Where There’s No More Pain’ (2017) og senest den anmelderroste ’The Sound of Scars’ (2019).
Heldigvis er de også vendt tilbage til Aarhus her i aften, for man må sige, at Life Of Agony bare er klar. Voxhall er sandelig også klar. Der er fyldt rigtig godt op nu, og vi vil faktisk bare i gang med at høre ’River Runs Red’ fra ende til anden.
Til tonerne af Pink Floyds ’Hey You’ kommer Mina, Alan, Joey og Veronica lige så stille ind på scenen i halvmørket og bliver hyldet som helte fra første øjeblik.
Stemningen på Voxhall er næsten overvældende positiv og behagelig i aften. I ved, hvor meget der bliver talt om, at folk bare ikke vil holde kæft under koncerter, ikke? Der knævres til tider løs, så det er helt pinligt, men i aften? Næ, der er musestille. Mina har faktisk noget at sige ind i mellem, og folk lytter! Jeg har i mine over tredive år som aktiv koncertgænger sjældent oplevet så megen udtalt kærlighed og harmoni som i aften. Medvirkende er naturligvis også, at Life Of Agony virker så uendeligt afslappede og tilpas på scenen. Mina smiler, griner og danser rundt. Der bliver joket med publikum og resten af bandet.
Kontrasten til al den kærlighed er naturligvis musikken. Den fungerer stadig. Der grooves og tonses derudaf, og publikum skråler med, så det er en lyst.
Holder alle numrene fra dengang? Jo, stort set. ’My Eyes’ sidder måske ikke helt i skabet, men det opvejes der hurtigt for med ’Respect’, som halvvejs i koncerten afføder aftenens første og eneste circle pit. Interludierne med telefonsvareren og familien, der skændes i baggrunden, er en anelse til den lange side, og man når at tænke ”spil for helvede!”, men det er en detalje.
Da ’River Runs Red’ er spillet igennem, disker New Yorkerne op med yderligere syv numre, startende med en instrumentalversion af nummeret ’Plxiglass Gate’, som kan findes på kompilationen ’1989 – 1999’. Ellers består denne sidste blok af en ren hitparade bestående af de fire numre ’Other Side of the River’, ’Let’s Pretend’, Lost at 22’ og ’I Regret’ fra ’Ugly’ fra 1995 samt ’Scars’ fra det seneste album. Afslutningen på denne mindeværdige koncert bliver ’Weeds’ fra ’Soul Searching Sun’.
En noget nær perfekt koncert? Ja, det synes jeg faktisk. Peace, love & harmony, som Mina udtrykker det. Indeed. Aarhus var med på den i aften.