Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Marios aften

Populær
Updated
Marios aften

Gojira er ved at blive en fiksstjerne på metalhimlen, og det skyldes i høj grad trommeslageren
Mario Duplantier.

Kunstner
Spillested
Dato
02-11-2012
Distributør
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
5

Det er efterhånden længe siden, at nogen har haft glæde af en trommesolo. I gamle dage oplevede man det fra tid til anden. Ikke i ca. hvert nummer, som med guitarsoloerne, men ca. i hver koncert – sådan huskes det i hvert fald. Det holdt bandene af gode grunde op med at spille, da de mere eller mindre improviserede trommebaskerier blev for fortærskede. Og ingen har savnet dem siden. Lige indtil nu.

Aftenens koncert med den franske dødsmetalkvartet Gojira stod nemlig helt i trommernes tegn, og det gjorde den i flere henseender. Først og fremmest bød koncerten nemlig på genkomsten af en vaskeægte trommesolo fra Mario Duplantier, der var mere end almindeligt musikalsk og opfindsom, og derfor en fornøjelse at være vidne til. Soloen understregede også - og her er vi ovre i den anden henseende - hvor vigtige Marios trommer er for Gojira, og hvor meget mere det er kommet til at fylde fra plade til plade. Nogle af de gamle, og måske største, hits på point,  'Backbone' og 'Heaviest Matter In The Universe' blev nemlig spillet som de bør: Med en monolitisk tyngde, som stadig får en til at tro, at man er under angreb af elefanter. Og det er fint, og tungt, og mageløst spillet af alle i bandet – herunder Mario – og alt det dér, men især på numrene fra den seneste udgivelse 'L'Enfant Sauvage' – fx titelnummeret og 'The Axe' - kunne man høre, hvor vigtige trommerne er for Gojiras musik.

Det er ikke sådan at trommernes vigtighed ikke er at høre hjemme foran højttalerne, men denne aften i Pumpehuset blev den påfaldende. Dels fordi Gojiras musik bliver mere organisk live end på studieoptagelser, dels fordi man kunne sammenligne sangene på tværs af hele bandets bagkatalog, som setlisten var bygget ud fra. Hvert eneste mønster er et riff eller en lille melodi i sig selv, hvilket bliver mere og mere tydeligt, jo nyere sangene er.  Mønstrene bliver nemlig mere og mere komplekse samtidig med, at de bliver leveret så hurtigt, at melodier opstår.

Det kunne dog hurtigt have endt som dårlig prog-metal for Gojira, hvis ikke det var fordi at Mario og resten af bandet forstår at stoppe i tide, så det hele kan leveres med en knusende, dødsmetallisk og primitiv energi – i ordenes bedste betydninger. Og det skal jeg ellers lige love for, at musikken blev i Pumpehuset. Riff blev hamret ud i de forventningsfulde ansigter med en præcision som når tordenguden Thor sigter efter jætter, og koncentrationen helt om på de bagerste tilskuerrækker var derfor også ganske naturlig. Men hvor Gojira før i tiden har været, hvad man kunne kalde for ”koncentreret cool”, tillod de fire franskmænd sig denne gang en mere afslappet scenefremtræden, som understregede, at dette band er kommet i mål som et af de store der kan tillade sig den slags, og nu kan nyde frugterne af mange års hårdt arbejde. En af frugterne er, at der er plads til Marios fænomenale solo, og det er frugter, vi andre også får glæde af. Forhåbentlig i mange år endnu.