Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nordic Noise 2015: Dansk rocks store håb og så de andre

Populær
Updated
Nordic Noise 2015: Dansk rocks store håb og så de andre
Nordic Noise 2015: Dansk rocks store håb og så de andre
Nordic Noise 2015: Dansk rocks store håb og så de andre
Nordic Noise 2015: Dansk rocks store håb og så de andre
Nordic Noise 2015: Dansk rocks store håb og så de andre
Nordic Noise 2015: Dansk rocks store håb og så de andre
Nordic Noise 2015: Dansk rocks store håb og så de andre
Nordic Noise 2015: Dansk rocks store håb og så de andre

SEA imponerede for andet år i streg på Nordic Noise Festivalen. Rockgruppen virker som det største håb for dansk rock, der fredag primært var et hav af klichéfuld musik. 

Spillested
Dato
22-05-2015
Distributør
Genre
Fotograf
John Mortensson

”Der mangler nye rockidoler i dansk musik anno 2014, her næsten 20 år efter de første bevægelser blev sat i gang. Vi mangler nye hårde rockbands at se op til, og som kan forny og revitalisere den danske rockscene”.

Sådan lød det i maj sidste år i et omstridt debatindlæg på Gaffas hjemmside. Afsenderen var Mirza Radonjica, sanger i Siamese og sidste år ansat på Target Records, der ugen efter indlægget stod bag rockfestivalen Nordic Noise.

Et debatindlæg skal i sagens natur være bidsk. Men var det blot god reklame for Nordic Noise eller var der noget om snakken? Uenighed var der i hvert fald om dansk rocks tilstand i de reaktioner, der fulgte i kølvandet på indlægget – fra de sociale medier til miljøet på byens rocksteder.

På Devilution konstaterede vi, at det i hvert ikke stod så slemt til som postuleret, efter vi lagde vejen forbi netop Nordic Noise i Pumpehuset.

”Guitarrocken lever”,  hed overskriften sidste år i artiklen om festivalen. Og det var ikke fordi Michael Denner – Danmarks mest betydningsfulde guitarist fra Mercyful Fate, hvis nogle skulle være i tvivl – spillede på festivalen med sit coverband Denner’s Trickbag. Hans musik er aldrig stoppet med at trække vejret.

Nej, det var kuldet af en ny generation, der åbenbarede sig på festivalen. Flere ganske glimrende, men især Black Book Lodge, Lucer (der lige havde skiftet navn fra LA Collection) og SEA stjal opmærksomheden.

Har de tre grupper så formået at revitalisere den danske rockscene som debatindlægget hungrede efter her et år efter? Taler vi om forventninger til de nye bands og idoler, der får international indflydelse som Michael Denners udødelig arv i 80’erne, eller overgår Danmarks mest sælgende rockband i Dizzy Mizz Lizzy eller får et samarbejde i stand med musikhistoriens største ikoner som Kashmir gjorde med Bowie og Reed.

Ja, så er der sgu nok lang vej endnu.

Kan lidt mindre gøre det, så går det kun i den rigtige retning for netop de bands, som ikke særlig mange kendte for et år siden i Pumpehuset.

Black Book Lodge rammer snart Roskilde Festival. Nu med ny mand på tiltrængt ekstra guitar, der nok skal give gruppen den pondus de har på plade, men som har manglet live. Trioen i Lucer er vokset og får endnu større nosser ud af deres AC/DC-inspireret rock. Sådan lyder word of mouth da også efter de igen i år stod på Nordic Noise lørdag aften. Denne dag var vi ikke til stede. Kun fredag, hvor SEA igen i år stjal billedet.

Sidste år skrev vi, at ”SEA formidlede kompetent arven videre fra fortidens idoler, så ånden af autentisk rock 'n' roll strømmede gennem spillestedet og holdt publikummet fast i et underholdende og nysgerrigt greb.”

For en måned siden vandt de priserne for bedste "classic rock"-udgivelse og "bedste upcoming band" til den første udgave af  High Voltage Awards.

Ganske gået og fortjent. Ligesom ordene var, da værten i fredags på PH Cafeen, hvor Nordic Noise i år var rykket ind, Ken Anthony, introducerede dem som Danmarks bedste band lige nu – var det vist cirka sagt.

Passende introduktion. SEA er dansk rocks store håb. Alene den forskel på det SEA, der stod i Pumpehuset for et år siden, til det SEA, der stod på scenen i fredags og vel stort set spillede de samme numre, er markant til at høre og se – mere selvsikkert, sammentømret og solidt. 

Det er en kvartet, der føler sig hjemme på scenen. Spiller som koger rocken i blodet på dem, så det kan høres med et sus af naturlighed, når tonerne vrides rundt nede på guitarhalsens små bånd. Eller fornemmelsen for melodisk tæft, når frontmand/guitarist Anders Brink sammen med guitarist Anders Kargaard, sjælfuldt holder liv i brugen af rockens velkendte twinguitar, og bruger det som effektiv element i sangskrivningen, som i det nye nummer ’Rust’ – kompetent og bastant bakket op af trommeslager Jonas Bangstrup og bassist Maico Thyge.

Hvor inspirationen kommer fra er åbenlys. Så meget, at SEA særligt til denne aften kastede sig ud i et medley af tre covers. Deep Purples ’Burn’, Black Sabbaths ’Heaven and Hell’ og intet mindre end et Judas Priests bedste nummer, ’Victim of Changes’. Tre imponerende gode valg. Og ikke mindst modig at gå i bedene på rockhistoriens største stemmer. Anders Brinks vokal er tonalt milevidt fra Coverdale/Hughes, Dio og Halford. Men Brinks selvsikkerhed i den ru stemme og gruppens overskud til at kunne løfte de her klassikere uden at brage ligegyldigt igennem slog netop fast, at der er oprigtig rock i gruppen.

Dermed ikke sagt, PH Cafeen var vidner til dansk musiks Messias. Fundamentet er der klart, men kvaliteten er også svingende. Fra ’Eyes of Sedona’, der rammer det middelmådige til ’Ride On’, der suger sig fængende fast i hukommelsen. Musik, der hænger ved. Den bedrift, der alle dage har kendetegnet succesfuld sangskrivning, men som ikke er der som en logisk forbindelse til evnerne.

Tag nu Franklin Zoo, der stod på scenen et par timer før SEA. Københavnergrupper blev umiddelbart talk of the evening og scorede flest klapsavler i de anmeldelser, der kom frem dagen efter hos vores kritikerkollegaer rundt omkring. Især på grund af frontmand Rasmus Revsbechs imponerende stemme. At manden i spidsen synger fuldstændig forrygende og formidabelt, skal man sgu også være døv for ikke at høre. God energi havde han og bandet skam også på scenen.

Numre fra 2013-debuten  ’Untamed’ som ’Wolfman’, ’My Dying Day’ eller ’Silent Screams’ holdt gejsten oppe. Revsbech og resten gjorde det glimrende på scenen. Publikum var også med på den. Slog foden i gulvet i takt til musikken. Nikkede lige så med hovedet. Kiggede til deres sidemænd med et ”det rykker, hva’?” smil på læberne og tog en slurk væske fra flasken eller fadet i hånden. Musikken fungerede som den nu engang skulle. Altså til det husbehov, der også passer perfekt til humøret og stemningen på en fredag aften som eksempelvis en rockklub som High Voltage – stedet, Franklin Zoo i øvrigt indviede for lidt over to år siden.

Skulle man nu se på Franklin Zoo i lyset af debatindlægget i Gaffa, så er hverken det fornyende eller det revitaliserende i musikken dog til at få øje på. Gruppen serverer fine sange plukket fra det tunge rocktræ og især fra den sort, som Soundgarden plantede ud for snart 30 år siden og fik stor enorm kommerciel succes med på ’Superunknown’ i 1995.

Men hvor er deres eget udtryk i inspirationen fra Soundgardens 90’er-rock. Hvor er Franklin Zoos fængende riffs, der gør dem til sin helt egen? Melodierne man husker og genkender i det øjeblik man træder ind på en rockbar, skulle de køre på anlægget? 

Som en kyndig ven fra vores kollegaer på det trykte metalmagasin uimponeret sagde efter koncerten med dem: ”Hvor er de numre, jeg husker i morgen?”

Kan en så simpelt spørgende sætning opsummere fredagens rockbands, der stod på scenen før SEA. Faktisk. Det var indtrykket af velspillende grupper, der var leveringsdygtige i rigtigt meget godt i det øjeblik musikken stod på. Men musik, der kiler sig fast som noget, der bare skal høres dagen efter og kan konkurrere med et halvt århundredes udvalg af rock på anlægget? Det er ikke tilfældet.

St. Prostitute pustede også liv i klichéernes rockbål i den ophedet og temmelig varme PH Cafe. Frontmand Fussy Korsholm gjorde fint format på scenen. God udstråling. Spaden hængende lavere under taljen, end hvad selv James Hetfield kan være med på. God energi mellem musikerne. Erfaringen var fremtrædende. Leadguitarist Morten Korsholm fremmanede fredelig soli ud af sin klassiske Gibson Sunburst. 

Nummeret ’Hell Year’ fik særligt publikum med på rock og rul-dansen, som svingede taktfuldt igennem, men uden den dramatiske optakt til de store fald, fordi der aldrig blev budt op til en hverken interessant eller ophidsende svingom. En letkøbt og amputeret version af GNR’s klassiske ’Paradise City’ gjorde også sit til det indtryk.

Skal man undvige klichéerne kan man i forsøget prøve at hæfte en selvudnævnt genre på sin musik. Aftenens første band, der gik på klokken 18 foran små 25 mennesker spillede posttraumatisk rock.

A Horrible Death to a Horrible Man hed kvartetten, der søgte det psykedeliske post stoner-doom univers. Det er ikke udtrykket, der forenes med det synergien i det festopstemte publikum, som aftenens senere bands. A Horrible Death to a Horrible Man gik efter de tunge riffs. Forståelsen for pagten om, at de traumatiske toner skal udfolde sig i sit eget musikalske trip, der deles mellem den opslugte musiker på scenen og ditto publikum foran. 

Har vi et gedigent dansk band, der virkelig kan folde sig ud i den her genre, så det rykker overbevisende? Svært at sige. Og svært at spå om A Horrible Death to a Horrible Man kan finde formen til ramme trancen rent på længere sigt. Det står stadig lidt uklart, hvor de egentlig vil hen, som vi også skrev lidt om i vores anmeldelse af debuten.

Kl. 18 som festivalens første band foran få mennesker var åbenlyst ikke hverken tid eller sted til at påkalde den musikalske psykose. Men optakten til, at det kunne ske en sen aften på Loppen eller KB 18 (hvor de har spillet) var til stede. ’A Sudden Violent Displeasure’ – der kan høres på YouTube – viser i hvert fald lovende toner for den nye gruppe. Vokalen denne fredag fik dog ikke samme stærke messende udtryk som på indspilningen og var generelt for anonym under hele koncerten. Men klart blandt fredagens mest interessante bands. Lidt i stil med svenske Monolord, der spiller på årets Copenhell.

Næste navn var bluesrødderne i The Fried Okra Band. Netop aktuelle med deres fjerde plade. ”Vores første plade blev halvt indspillet live på Cafe Mandela rundt om hjørnet. Så vi har da i det mindste bevæget os 50 meter siden da,” lød det fra frontmand Morten Lund.

Ganske sjovt. Trioen rykkede fængende nok med en omgang standard modern blues. ’Stay No More’ var helt efter Bob Dylans opskrift fra ’Love Sick’. Niels Skousen tog den til sig på ’Det sker’. Sådan er det. Bluesrocken er traditionen, der går i arv. The Fried Okra Band holdte den fint i live. Fra diddley bow’en kom i brug til at gå den helt gamle bluesskole i bedene over Tom Waits rablende udtryk til den opdaterede Black Keys-lyd. Ganske godt og helt passende på en bluesbar som Mojo i København eller en god pub i provinsen. Men 50 meter efter fire plader er nok en ganske fin selverkendelse.

Fire timer efter trioen i bluesens tegn stod aftenens sidste navn på scenen ved midnatstid. Nok engang var der tale om en gruppe, der gør sig i en selvudnævnt genre. Motorbilly spiller de i Grumpynators, der ryster rock, metal og rockabilly sammen i en opkvikkende cocktail, der er styrke i på scenen.

Kvartetten virkede som et band, der allerede har opbygget en trofast fanskare siden dannelsen i 2011 og sikkert fået flere i kølvandet på debutpladen, der udkom for to måneder tilbage.

Det var naturligvis det rette navn at slutte fredagens fest af med. Og såmænd også det eneste navn på programmet, der ikke var faldet bravt igennem efter SEAs berusende rock.

De fire herrer har selvfølgelig også erfaringen. Fra Volbeat, Taggy Tones og Jackal, en metalgruppe, der eksisterede i 90’erne. Debuten ’Wonderland’ fik ikke mange roser med på vejen, da vi anmeldte pladen sidst i marts. Til stor utilfredshed fra bandet, der ikke lagde fingrene imellem i deres kritik på Facebook – som undertegnede har forstået det.

Fred være med det alt sammen. Men som vores anmelder skrev, ”så har bandet har klart sin force sidst på aftenen, når lytteren har indtaget op til flere stimulanser”.

Det viste sig i hvert fald at være sandt. Grumpynators festede fredagen forrygende ud.