Leprous har efterhånden fundet en formel, de er trygge ved – men er det også formlen, lytterne stiller sig tilfredse med i længden?
English Teacher havde styr på deres musikalske bagland til en interessant koncert, der lovede meget og leverede det meste.
Roskildes publikum udeblev, da Jane’s Addiction debuterede på dansk grund. Det skete med 30 års forsinkelse, og Perry Farrells stemme var halvrusten, men sangene var stadig lige så højtragende og riffene intakt monolitiske.
Foo Fighters viste skeptikerne, at rocken lever i bedste velgående og gjorde alle andre bands på Orange i år til skamme.
Der blev sunget med på både store og små hits, da de amerikanske punkrockere i The Offspring viste, at der stadig kan tages energisk afsæt i de efterhånden gamle sange.
Raven van Dorst blotter sig og reflekterer over en verden i konstant forandring, på DOOLs tredje og stærkeste bedrift til dato.
Kaizers Orchestra fejrer fortidens bedrifter i et stopfyldt KB Hallen – et udtryk for nordmændenes særegne charme, og for forestillingen om den nostalgiske tidsrejse, bare for en aften.
De finske noiserockere fra Throat har på deres fjerde udspil fundet mere ro i den ulmende post-punk, med ekstra flair for de gotiske virkemidler.
The Hives fik salen til at koge, men kendte heldigvis deres besøgelsestid og stoppede festen, mens den var god.
Maggot Heart rocker både monotont og storladent, og har skabt et gribende værk, hvor den klassiske rocktrio skaber mørk og smuk stemning med blæsere.
Coven er kult. Når noget er kult, er det ofte til begejstring for de få. Coven er kult.
Queens Of The Stone Age gav en rockkoncert som i gamle dage på Arena, og vi fik i halvanden times tid en følelse af at stå midt i en tid, der nok snart er ovre.
Ovenpå tre timers Axl & Co. var Kellermensch et eminent valg til, som krølle på halen, at minde os om, at rockmusikken stadig lever videre med stærkt, dansk blod i 2023.
Der var mere teater end torden, da Ghost forsøgte at kede Copenhell ihjel. Eneste formildende omstændighed var, at det kun varede en time.
Der var mere abefest end metalfestival over Copenhell, da Guns N' Roses lukkede årets festival med en absurd maratonkoncert.
Billy F Gibbons er ånden i ZZ Top, og det lod sig slet skjule i denne times sonderinger af den rustne white-man-blues, han selv lagde grunden til for et halvt århundrede tilbage.
Selvom Sleep Token gjorde deres for at give svar på overskriftens spørgsmål, var bandet i den grad udfordret og lykkedes aldrig helt med indrage publikum i deres ellers spændende univers.
Er folketække = populisme? Ikke i Clutch-land, hvor de simple rockdyder glider lige ned, som den øl vi fylder os med uden at fortabe sig i sovsede klicheer.
Iggy Pop kørte stilen med beskidt attitude og rå nerve på en festival, der skortede på samme, og vandt hjerter på Stooges-klassikere og smagen af evig ungdom.
”Every loser needs a bit of joy” lyder det selvironisk fra Iggy Pop på hans 19. studiealbum – fornøjelsen er helt på vores side.