Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Slutspurt reddede ørkenvandring

Populær
Updated
Slutspurt reddede ørkenvandring
Slutspurt reddede ørkenvandring
Slutspurt reddede ørkenvandring
Slutspurt reddede ørkenvandring
Slutspurt reddede ørkenvandring
Slutspurt reddede ørkenvandring
Slutspurt reddede ørkenvandring
Slutspurt reddede ørkenvandring

Queens of the Stone Age var ualmindelige sløve i optrækket fredag aften i et halvtomt Forum, men gik fra scenen med æren i behold, efter de endelig fandt formen under koncertens sidste majestætiske halve time.

Spillested
Dato
29-11-2013
Distributør
Genre
Trackliste
1. You Think I Ain't Worth a Dollar, but I Feel Like a Millionaire
2. No One Knows
3. My God Is the Sun
4. Burn the Witch
5. 3's & 7's
6. Monsters in the Parasol
7. Smooth Sailing
8. …Like Clockwork
9. Misfit Love
10. If I Had a Tail
11. Kalopsia
12. Little Sister
13. I Sat by the Ocean
14. Make It Wit Chu
15. Sick, Sick, Sick
16. Better Living Through Chemistry
17. Go With the Flow
Ekstra:
18. The Vampyre of Time and Memory
19. Feel Good Hit of the Summer
20. I Appear Missing
21. A Song for the Dead
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Efter seks års stilhed vendte Queens of the Stone Age i foråret tilbage med '...Like Clockwork', hvor stener-rockerne fra Californiens ørkensand tog karrierens hidtil mest radikale stilskifte.

På '...Like Clockwork' mærkede man tydeligt den ellers evigt arbejdende bandboss og frontmand Josh Homme havde skåret ned på både vildskaben, tempoet og substanserne og i mellemtiden var blevet far og havde sat familien i første række. 

Væk var de energiske og utilpassede bastardnumre, som bandet før i tiden var bannerfører for på nutidens nyere rock-scene. Dengang Queens of the Stone Age var genrens enfant terrible med tidligere medlemmer som bassisten Nick Oliveri og trommeslager Joey Castillo. I stedet bød den nye udgivelse på en række stille og sjælfulde numre med Homme bag tangenterne på klaveret - inklusiv en par fængende sange skåret efter bandets signaturlyd.

Som den musikalske auteur Josh Homme er, fungerede numrene og albummet som helhed ganske udmærket. I kølvandet på udgivelsen lagde gruppen vejen forbi på årets Roskilde Festival, og her havde de stille sange såmænd ganske fint sin berettigelse, da bandet stod på Orange Scene sent søndag eftermiddag, hvor numrenes tempo passede fint til den dvaske stemning på Dyreskuepladsen efter fire dages fest og solskin.

Det samme kan man desværre ikke sige om flere af numrene fredag aften i Forum, hvor koncerten halvvejs inde simpelthen bød på det mest kedsommelige bandets har præsteret på dansk grund.

Koncert på katastrofekurs

En time forinden blev der lagt ud med de velkendte klassikere 'You Think I Ain't Worth a Dollar But I Feel Like A Millionaire' og 'No One Knows' fra hovedværket 'Songs for the Deaf'. Publikummet i det halvtomme Forum udviste straks stor begejstring over indledningen, mens engagementet var knap så stort at spore på scenen.

Der var tydelig regulær mangel på pondus i musikerne, der virkede trætte efter længere tids turnéren - hvilket Josh Homme da også selv nævnte senere hen. Og anelserne om, at det her ikke ville blive en mindeværdig aften, blev hurtig cementeret under den efterfølgende 'My God is the Sun', hvor lyden røg i et halvt minut mens bandet intetanende spillede løs.

'3's & 7's' og en stabil version af den fantastiske 'Monsters in the Parasol', løftede dog niveauet, så forventningen om en resterende god koncert steg markant.

Men de tanker blev lige så hurtigt manet til jorden, da de nye numre 'Smooth Sailing', '...Like Clockwork', 'If I Had a Tail' og 'Kalopsia' bagefter sendte koncerten ud på en ren katastrofekurs. Josh Homme krængede sine følsomme tekster og skingred vokal ud i betonklodsen, der slet ikke var det rette sted for de her numre på en festlig fredag aften. 

Rockbøllen vågnede op

Men pludselig skete der noget og de gik over i den altid veloplagte 'Little Sister', hvor gejsten pludselig  lyste op i den søvnige Josh Homme og hans tropper.

Opvågningen fik endda skudt liv i den rolige 'I Sat by the Ocean', efterfulgt af 'Sick Sick Sick' og 'Make It Wit Chu', der virkelig fik følelsen frem af et mesterligt band, som endelig var kommet i omdrejninger, så de 4500 publikummer efter 90 minutter begyndte at få valuta for pengene.

Josh Homme har alle dage været kendt som en notorisk rockbølle - både fysisk udfoldende og musikalsk - der gør, som det passer ham. Det rødhårede og knap to meter høje ikon virker langt fra som typen, der får et kick ud af at spille de samme klassikere og publikumspleasere aften efter aften. Og det fornemmede man klart, da 'Better Living Through Chemistry' blev sat i gang. Nummeret kom som aftenens længste, hvor musikerne mentalt smeltede sammen og leverende en halvimproviseret og psykedelisk genistreg. 'Go With the Flow' komplimenterede det mesterlige format, inden bandet vendte tilbage på scenen og fyrede fire ekstranumre af i forrygende kvalitet.

Sublim afslutning

Her kom de nye numre 'The Vampyre of Time and Memory' og 'I Appear Missing' ud over scenekanten med den pondus og passion, der en time tidligere havde været så totalt fraværende. Den evige fornøjelige slagsang om stoffer og alkohol 'Feel Good Hit of the Summer' understregede hvorfor, Queens of the Stone Age er et af de sidste to årtiers bedste rockbands, inden en fuldstændig formidabel afslutning i form af 'Song for the Dead' cementerede, at gruppen også kan sende størstedelen af alle øvrige rockbands til tælling, når 40-årige Homme og hans band rammer topformen. 

Viljen sikrede dem sejren i den sidste ende, men ærgerligt at vi skulle følge dem op ad bakke i 90 minutter inden vi kom frem til så forrygende en oplevelse.