KTDF 26: Gravkammeret kvæler tiden
Seraphic Entombment begraver Pumpehuset i langsom dødsdoom, hvor tiden trækkes ud, luften bliver tung, og lydmuren langsomt lukker sig om publikum.
Angel's Entrail
Carried by Claws
Writhing Lungs
Vi skal tilbage til de amerikanske sydstater, men denne gang placeres vi i Birmingham, Alabama. Udover at have en rig historie i forbindelse med den afroamerikanske borgerrettighedsbevægelse (og tvivlsomme typers lidt for begejstrede forhold til TNT) har byen altså nogen-og-tres år senere også født dødsdoom så langsom, at tiden trækkes til det yderste, og du skal huske at trække vejret for ikke at kvæles undervejs. På den helt rigtige, rare måde.
Seraphic Entombment deler trommeslager med Father Befouled, og således får vi lov at opleve Chris McDonald hele to gange på festivalen. I Seraphic Entombment indtager han dog også vokalen samtidig, og så er det som om, der sker noget spændende. Dels er fortroppen en anelse mere stillestående, end man ellers kan være vant til, og dels zoomes der naturligt i langt højere grad ind på trommerne, både rent fysisk på scenen, men samtidig får de også lov til at definere en større del af den samlede lydflade. Vokalen er forholdsvis simpel, og McDonalds growl er forsynet med en mængde rumklang som kom den dybt inde fra en mørk grotte med et ubestemmeligt rumfang. Bestemt ikke et sted, man har lyst til at gå ind.
Bandet har en forkærlighed for lange, langsomt udfoldede kompositioner, og åbningen af ‘Vault of Vision’ er så langsom, at bevægelse ikke er en reel mulighed. Ikke i takt med noget som helst, i hvert fald.
Men altså, vi har også at gøre med et band, hvis første udgivelse var en rå demo fra øveren bestående af to sange fordelt over 17 minutter. Checks out.
På fuldlængde-pladen ‘Sickness Particles Gleam’ leveres fem numre, som fylder knap en time, og vi får de første fire serveret på Black Stage. Sans ambient-delene, som man må høre pladen for at nyde. Til gengæld bringes de voldsomt nedstemte, forvrængede lag af rytmeguitarer med i liveudgaven, og vi bevæger os konstant mellem nye anslag og et altomfavnende, efterklangsrigt lydbillede. I en samtale med en anmelderkollega brokker han sig over manglen på riffs, og jeg må bare konstatere, at jeg er af fulstændig modsatrettet opfattelse. Det er netop riffbåret, selvom de ikke kastes i hovedet på os lige efter hinanden, og efterlader kun yderst sjældent plads til noget, der minder om soli. Det er bare langsomme riffs i kæmpestore kompositioner. Der sker noget med tidsfornemmelsen i setuppet, og jeg bliver enormt overrasket, da jeg kigger på uret i forventning om, at vi er ved at nærme os et færdigt set, kun for at opdage, at de har spillet i knap 20 minutter. I nogle sammenhænge kan det være en uheldig oplevelse, men her fungerer det som en fuldstændig velkommen konstatering, for så er der bare mere at nyde af den klaustrofobiske stemning.
Det er i øvrigt heller ikke kun downtempo, og lige før et temposkift beordrer bassist Ryan Sullivan på bas en pit i gang med sin finger. Alle kaster prøvende blikke på hinanden, men ingen gør rigtig andet ved det end at danse lidt ekstra, da vi pludselig mærker det uvante temposkift til noget, der er markant tættere på en march end et requiem.
Vi bliver nødt til at vende tilbage til McDonald på trommerne i det store, savlende bæst af en opslugende lydflade, for med trommernes definerende position i liveopførelsen bemærker man især de skift, der sker her. På ‘Angel’s Entrail’ opstår en form for hypnotiserende rytme, som omslutter de første tre rækker af publikum i et jerngreb og belåner elementer fra funeral doom. Andre steder sendes tankerne imod noget, Sepultura kunne have lavet omkring ‘Roots’-tiden, og andre gange igen, som på ‘Writhing Lungs’ skrues der op for mængden af dobbeltpedal i en grad, der jo fandme nærmest gør det til et rave lige pludselig.
Seraphic Entombent leverer den fuldstændigt perfekte indendørs åbning af dag to med bandets første europæiske koncert nogensinde – faktisk er den annonceret som en engangsoptræden. Med den indmuring i et musikalsk gravkammer, som man mister grebet om virkeligheden, vi her er blevet udsat for, kan man kun være helt klar til, hvad aftenen ellers kan bringe.