Audiovisuel totaloplevelse
PopulærSteven Wilsons Vega-koncert var et imponerende udstyrsstykke. En tre timer lang, integreret seance, der med materiale fra de sidste 20 år forenede tungt metalrifferi, popmelankoli og alt ind imellem.
Pariah
Home Invasion / Regret #9
The Creator Has a Mastertape
Refuge
People Who Eat Darkness
Ancestral
-
Arriving Somewhere But Not Here
Permanating
Song of I
Lazarus
Detonation
The Same Asylum as Before
Heartattack in a Layby
Vermillioncore
Sleep Together
-
Even Less
Harmony Korine
The Raven That Refused to Sing
Prog rockens kronprins Steven Wilson trådte ganske vist væk fra den konceptuelle prog rock og over mod popmusikken på det seneste album ’To the Bone’, men det skulle ikke være dét, der dominerede til hans koncert lørdag aften i et udsolgt Store Vega.
Med kvadrofonisk lyddesign, hvor musikken ikke spilles ud i stereoformatets to kanaler, men i fire kanaler, således at lyden omslutter lytteren; med videoprojektioner og visuals på en storskærm bag bandet og på et transparent lærred, der blev hevet ned foran scenen; og med et imponerende lysshow var koncerten et audiovisuelt udstyrsstykke, der i bedste Wilsonske ånd samlede koncertens numre og tråde i et overordnet, integreret koncept.
Den tidligere Porcupine Tree-frontmand er kendt for sine store musikalske armbevægelser og ambitiøse produktioner, men med sin nuværende turné har han hævet barren og overgået sig selv. Og selvom ’To the Bone’ ganske vist dominerede aftenens sætliste, var koncerten et udpluk af materiale fra de seneste 20 år af Wilsons over 30 år lange karriere, der over tre timer skulle komme vidt omkring i musikalske udtryk og stemninger – fra Porcupine Trees prog metal til Wilsons egen solopop og alt ind imellem.
Mistillidens tidsalder
Da den lange kø foran Store Vega var trimmet ned og publikum indsluset, lød en speakerstemme over anlægget, der fortalte publikum, at musikerne om kort tid ville ankomme på scenen, men at man først skulle se en video, der ville sætte aftenens musik i perspektiv.
Man kunne have frygtet et prætentiøst direktiv som det ved King Crimsons koncert i Falconer Salen sidste år, hvor de formelle rammer skulle overholdes, og hvor det for alt i verden ikke måtte virke som om, at man var til en rockkoncert.
I stedet tonede billeder frem på det transparente tæppe, der var trukket foran scenen, og hvorigennem man kunne spotte bandets henlagte gear. Introduceret af ordet ”truth” med hvid skrift på sort baggrund blev der over et lydspor af barjazz skiftet mellem stock photos med et enkelt ord over: En mor og en nyfødt baby med teksten ”love”; menneskets evolution med teksten ”fact”; en kvinde på flugt med teksten ”news”; en gruppe KKK-medlemmer med teksten ”hate”.
Da et billede af Scientology-kirken med teksten ”fiction” blev projiceret, lød der kluk fra salen. Men efter endnu et ”truth”, blev ord og billeder byttet rundt, og jazzen blev fadet ud til fordel for et truende, ambient lydbillede, der steg i styrke. Pludselig stod KKK-medlemmerne for ”information”, Scientology-kirken for ”science” og nyhederne for ”fiction”, indtil de hektiske billedskift forvandledes til ren flimmer og støj.
Pointen var tydelig: I en tid domineret af fake news, opstand på sociale medier og konstant informationsstøj er kendsgerninger ikke længere kendsgerninger og sandheden reduceret til et middel i en konstant magtkamp. Videnskabelige autoriteter er undergravede, enhver er sig selv nærmest. Vi lever i mistillidens og misinformationens tidsalder.
Det var måske ikke dybt, men ikke desto mindre relevant i forhold til tidens politiske vinde (noget, nyere rockbands ikke beskæftiger sig så meget med i disse år) og i tråd med det nylige album ’To the Bone’, der overordnet kredser sig om samme tema, ligesom det kontekstualiserede sætlistens øvrige numre og satte dem i nyt lys.
Indledende problematikker
Det hele forløb dog ikke uden slinger i valsen. Bandet gik på og lagde ud med ’Nowhere Now’ og ’Pariah’, hvor gæstesangerinden Ninet Tayeb blev projiceret op på lærredet. Det fik god respons, men det var med en flad fornemmelse, at gruppen tidligt i sættet kastede sig over Porcupine Tree-nummeret ’The Creator Has a Mastertape’ fra albummet ’In Absentia’, der ikke udmærkede sig nævneværdigt.
Endvidere problematisk var fremførelsen af minisymfonien ’Home Invasion / Regret #9’ fra det forrige album ’Hand. Cannot. Erase.’, der bevæger sig fra konservatorieprog over hvid-mands-funk til vilde sololøb. Hverken pianist Adam Holzman eller turneens erstatningsguitarist Alex Hutchings leverede soli, der levede op til de virtuose ditto på albumversionen.
Det siger noget om det tricky ved Wilsons musik: Den form for storstilede prog rock, som han (også) begår sig i, kan leveres blændende virtuost på plade, som det i dette tilfælde gøres af mesterguitaristen Guthrie Govan, men kan sjældent duplikeres live i en form, der er lige så tilfredsstillende for lytteren.
Audiovisuelt prog-out
Anderledes var det dog i den næsten et kvarter lange ’Ancestral’, der blev leveret så voluminøst og storladent, at det svulmede i brystet i halvvejs, før den bevægede sig over i et imponerende prog-out, hvor det ambitiøse lyd-set-up virkelig kom til sin ret: Alle melodier og figurer, der var blevet introduceret i løbet af de sidste minutters muskuløse metalrifferi og komplekse motiviske sammenfletninger, fremstod klart, og man kunne som lytter zoome ind på detaljerne eller lade sig overvælde af det samlede hele.
Det visuelle var fornemt inkorporeret i koncerten, om det foregik på storskærmen bag bandet eller på tæppet, der fra tid til anden blev trukket for, blandt andet under ’Song of I’ og ’Lazarus’, eller om det foregik begge steder, som under den instrumentale ’Vermillioncore’. Ofte understregede det sangenes tema og forstærkede den emotionelle effekt, som Wilsons både intime og svulstige musik unægteligt også har. Om det så var med subtil følelsesmanipulation med billeder af strandede redningsveste, sko og legetøjsbiler under ’Refuge’, eller om det var den aggressivt rockede ’People Who Eat Darkness’, der blev gjort endnu mere paranoid og fængslende med sine illustrationer af hverdagsmysterierne hos genboen i Hitchcock-inspireret ’Rear Window’-stil.
Alsidige yderpunkter
Der, hvor koncerten for alvor trak de store point hjem, var, da Wilson genbesøgte bagkataloget i denne nye kontekst og inkorporerede numre fra sin tid i Porcupine Tree, der også passede til aftenens forkromede tema. Således blev publikum efter en 15 minutters pause i andet sæt trakteret med en rasende velspillet udgave af den overvældende ’Arriving Somewhere but Not Here’, der går fra rastløst opbyggende alt-rock til et full-blown, groovy metalridt, før det vender tilbage til hovedtemaet.
”Never look for the truth in your mother’s eyes” sang Wilson, mens flimrende billeder af øde landskaber og ensomme motorveje om natten kørte på baggrundsskærmen, og hvor det alsidige nummer kan siges udgøre ét yderpunkt i Wilsons bredde som sangskriver, kan den umådeligt melankolske ’Heartattack in a Layby’ fra ’In Absentia’, et nummer, der ikke er blevet spillet live i mange år, siges at udgøre et andet.
Klaverballaden om at undslippe det moderne livs stress og jag og (måske) udånde på en rasteplads eller tage hjem til konen, der elsker en, er en af de smukkeste sange, Wilson har skrevet til dato. De afsluttende, intrikate korharmonier, der blev leveret mellem Wilson, bassist Nick Beggs og guitarist Alex Hutchins var intet mindre end bjergtagende smukke.
Yderpunkterne illustrerer dog en anden omstændighed, der kan være svær at komme rundt om til Wilsons koncerter: Det er i bund og grund en rockkoncert, men det er en rockkoncert, der kræver mere af sit publikum, som grundet bredden i Wilsons musik også kan virke lovlig sammensat. Således kan der under de prog-metalliske indslag mangle en energi i crowden, ligesom der under de mere inderlige stunder kan høres højlydt snakken bagved.
At der endvidere skal være hecklers, der råber op i pauserne, som om bandet er en jukeboks, der tilfældigvis lige vil hive deres yndlingssang ud af ærmet, eller som synes, det er hyl at råbe ”Freebird!”, fremstår her mere uforskammet end normalt. Men det er trods alt en rockkoncert, og selvom Wilson var synligt provokeret, affejede han effektivt publikum og fulgte sætlisten til sin naturlige ende.
Bredden i ouevret
Med den dystopiske, deprimerende og fantastiske selvmordshymne ’Sleep Together’ fra Porcupine Tree-albummet ’Fear of a Blank Planet’, Wilsons mest pessimistiske udspil til dato, blev andet sæt lukket af på en dyster tangent, før frontmanden vendte alene tilbage og spillede ’Even Less’ fra ’Stupid Dream’-albummet fra 1999 alene på sin Telecaster.
Resten af bandet sluttede sig til og sluttede af med et encore bestående af de næsten-obligatoriske ”hits”, den shoegazede ’Harmony Korine’ og den altid umanerligt smukke og svulstige ’The Raven That Refused to Sing’ – numre, der måske ikke passede så meget til det konceptuelle præg, som det var publikumspleasere.
På omtrent tre timer kom Wilson og bandet rundt om 20 års materiale, der viser bredden i Wilsons ouevre: fra tungt metalrifferi til symfoniske progudladninger, paranoid rock, patospop og gribende melankoli.
Når så mange udtryk og stemninger skal kombineres, er det svært at få det hele til at gå op i en højere enhed, for der vil altid være nogle løse ender, særligt når der også skal interageres med det sammensatte publikum i den koreograferede og minutiøst detaljerede showplan.
Det kommer givetvis heller aldrig til at gå helt op, men lørdagens totaloplevelse kom i hvert fald tæt på.