To minutter til Midnat
På Loppen bød Offernat og Dying Hydra på inderlighed. Både blød og taknemmelig inderlighed, men også en udadreagerende og voldsom en af slagsen.
Godt nok er Loppen oppe på første sal, men indenfor er der en overbevisende stemning af kælder. Og den fornemmelse af kælder, er helt perfekt til aftenens to akter. Da det aftenen byder på, er mørk og tung undergrund.
Dying Hydra
For lidt over en måned siden, mistede den internationale rockscene Dusty Hill, ZZ Tops bassist. Trioen var især kendte for frontmanden Billy Gibbons og Dusty Hills lange skæg, med undtagelse af trommeslageren, der ironisk nok hedder Frank Beard, uden rigtigt at have skæg. Men her i Danmark, på Loppen, denne fredag aften poppede der to nye hydrahoveder op i form af Dying Hydra. Ligesom ZZ Top, er de en trio og så har de to strengetæskere tilmed også nogle mægtige skæg. Nu kender jeg ikke trommeslagerens navn, men lad os for analogiens skyld, kalde ham Hr. Skæg.
Men det er så også ved ansigtsbehåring og medlemsantal at analogien stopper. For udover at Dying Hydra slet ikke har nogen bassist, så spiller de noget stinkende god sludge. Og er du gal i hovedet, hvor gør de det godt.
For det første behøver de ikke en bassist, da de er stemt langt ned, og fordi rytmeguitaristen har et så stort udvalg af effektpedaler til rådighed, at bunden i den grad blev fyldt ud. Derudover spiller de sindssygt tight. Det musikalske udtryk er ellers en anelse monotont, men de er så indøvede, samt planlagte og beherskende i deres samspil, kompositioner og effekter, at det bare fungerer hammergodt fra start til slut.
Og så er de bare så glade for at være ude og spille. De smiler lykkeligt og taknemmeligheden lyser ud af dem. Det bliver faktisk helt ømt til tider. Men trods det, står de også meget i deres egen verden, og spiller. Men ved enkelte anledninger, var det som om at det gik op for dem hver især, hvor fedt de faktisk spiller, og hvor godt det lyder og så kunne de bryde fri af trancekæderne, for så at falde tilbage til trancen igen. Det mærker publikum også, og derfor kom Loppen heller aldrig helt med, selvom bandet et par gange prøvede, men uden rigtig succes.
Offernat
Bagefter blev det tid til aftenens hovednavn. Den fornyligt EP- og kommende albumaktuelle trio, Offernat. De spillede hele deres EP, samt to nye numre fra deres kommende plade. Da alle numrene på deres EP er ret gode, og hænger sammen hver især, var min store anger, at det var svært at finde en rød tråd mellem numrene. Især fordi at der ikke er plads nok på EP-formatet, til at have så vidtspændende idéer. Nu fik vi så to nye numre at høre, og det blev ikke meget nemmere at finde den røde tråd, da numrene hver især spænder fra hardcore, til doom, til black til retroprog.
Men hvis der er noget der binder deres genreskizofreni sammen, så er det under selve liveoplevelsen. For det Offernat kan, er at samle de forskellige genrer og idéer under en fælles vifte af et smadret og dynamisk 70’er udtryk, hvor der bliver leget med guitarfeedback, frække leads, Bonham-trommer og Geezer-basfills. Da de så ovenikøbet spiller virkelig godt sammen, på en løs, jammende og tæsket måde, og alle tre medlemmer skiftes til at råbe filterløst og uden bekymring for stemmebåndets ve og vel ind i mikrofonerne, bliver helhedsoplevelsen et inderligt og velfungerende kalkuleret kaos.
For energien på scenen er også virkelig god. Ikke på sådan en gearet måde, men den mentale tilstedeværelse og intense slåen på trommer og strenge, insisterer på opmærksomhed og den opmærksomhed får de. Det kniber dog lidt mellem numrene, med at holde energien oppe. Der er en smule kontakt til publikum, men på en meget genert og ydmyg måde og så skal instrumenterne også lige stemmes, hvilket selvfølgelig er for det bedste. Men ikke desto mindre, går det ud over koncertens flow.
Som helhed, lader pointen i Offernat til at være et eksperiment. At trække idéerne og øvelokalet ud på scenen og at invitere folket indenfor. Og netop det, lykkes de virkelig med denne aften.