En pryd for sin slægt
Tør man sætte sit afkom fri fra snærende bånd og lade kaos råde, når fødslen har været hård? Telos besvarer spørgsmålet på nyeste album.
2. Bastion
3. Never Me
4. I Accept/I Receive (feat. Rikke Emilie List)
5. I’ve Been Gone For So Long
6. Lapse
7. As Atlas Stumbled
8. Throne (feat. Christian Jamet Bonnesen)
‘Delude’ har ikke haft en nem fødsel. Det er næsten et år siden vi fik standalone-singlen ‘Smother’ fra bandets hånd, hvor vi blev stillet ‘Delude’ i udsigt allerede i ‘22. Sådan skulle det ikke gå. Der var problemer med indspilningsprocessen og alt blev forsinket. Men med fødselshjælp fra Brad Boatright i Audiosiege Studios og Jacob Bredahl i Dead Rat Studios kom den endelig til verden.
En proces, der må være den musikalske ækvivalens til 36 timer på fødestuen efterfulgt af akut kejsersnit, og hvor den eneste trøst er håbet om, at barnet vokser op og ikke bliver fan af Melodi Grand Prix. En tung byrde at lægge på en plades skuldre.
Cue feedback
Pladen indledes skønt. Skønt, vel at mærke, hvis man er typen, der godt kan lide feedback direkte ind i kraniet. Det er undertegnede heldigvis, så åbningen er lige i skabet, ligesom resten af ‘Within Reach’ fint tramper videre i smadret kaos og hidsighed.
Der, hvor åbneren særligt er god, er i samspillet mellem Victor Kaas og Viktor Ravn, der med hver deres stemme fremmaner et kor, der i højere grad lyder som en ræv i et hønsehus end fuglesang i Dyrehaven. Men det er jo sådan set også det, vi er kommet efter.
Det er sjovt med Victor Kaas. Vi møder ham så mange steder, og man kunne være bekymret for, at den danske hardcore-scene derfor kom til at lyde ensartet og meget Kaask. Men det er ikke tilfældet. Slet ikke. For ikke nok med, at Victor kun er én mand og resten af bandet til sammen har en langt større indflydelse på musikken end han alene, så er Kaas også i stand til at skifte gnidningsfrit mellem signaturlydene i sine forskellige projekter. Eyes lyder som Eyes, Telos lyder som Telos. Man skal vel nærmest se til Forever Unclean, for at møde en dansk musiker, der har lige så mange jern i ilden.
Forever Unclean er vi dog langt fra på ‘Delude’. Som dem, der kender Telos vil vide, er det kaos’ rige, befolket af filosofi råberi og djævelsk matematik, vi har med at gøre.
Heldigvis ikke på den der lidt triste “se hvor mange decimaler af pi, jeg kan huske”-agtige måde, men derimod på den måde, hvor guitarnørderne endelig kan mærke, hvordan jeg har det til daglig, når man skal forstå hvordan fingrene strækkes og bøjes på naturstridig vis op og ned ad gribebrættet.
Og til det formål skuffer Philip Friis Petersen aldrig. En gudsbenådet guitarist, der formår at skifte strenge med den ene hånd og spille videre med den anden, som han viste os i Valby for snart længe siden.
Særligt i ‘Never Me’ viser han hvor vanvittigt godt han spiller i en mærkelig matematisk melodi, der hopper og springer, godt suppleret af Emil Lakes evigt buldrende trommer og Niels Hammers skarpt afmålte bas.
Dette nummer er i øvrigt et af pladens absolutte højdepunkter, da bandet, efter netop at have serveret halvandet minuts hjernetrættende mathcore sætter tempoet ned og skifter over i reel screamo. Det lyder for det første fremragende og stærkt – en vokalpræstation, der trækker tråde til Puke Wolf – men er derudover så skarpt et venstresving, at man blotlægges fuldstændigt og tager den emotive sekvens direkte ind. De melodiske riffs er geniale og borer sig ind i lytterens inderste.
Tempoet sættes op igen og vi får mulighed for at rejse paraderne igen, inden det bliver dundrende tungt. ‘I Accept/I Receive’ gæstes nemlig af Danmarks pt. største brølemester: Konvents Rikke Emilie List, der som altid lægger sig i bunden af registeret og truer med evighedens pinsel og plage. God kombination, som få så komme.
Det er ildevarslende og uhyggeligt, og intet står nogensinde stille. Lakes bækkener må være rødglødende efter sådan en omgang.
Et nøgent break kommer dog, men giver ikke nogen synderlig ro, for der råbes ad os på hæslig vis, inden List igen slutter sig til.
Kaos vokser sig stærkere og voldsommere i B-sidens forløb, inden den kulminerer i den twangede og let tilbagelænede ‘Throne’, der gæstes af nu tidligere forsanger i Psyke Project og LLNN Christian Jamet Bonnesen. En mand, der stadig er i stand til at levere ganske meget, som vi også hørte i hans nylige samarbejde med Orochen.
Det er hamrende smadret, hamrende melodisk og generelt bare hamrende. En fremragende lukker til en plade, der ikke har tænkt sig at skuffe sit ophav.
‘Delude’ er uden tvivl Telos’ bedste album til dato. Matematikken er tøjlet og selvom kaos hersker, får Telos den til at sno sig om deres lillefingre. Sjældent har de været mere lytteværdige, og selvom man stadig får den lette mentale udmattelse udfordring giver efter endt gennemlytning, så smager den af mere.