Kort og godt: Bliv god eller gå hjem
Kort og godt er tilbage med dansk snothvalpscore, spadepunk, campy queercore, solskinssludge, kosmisk begravelsesdoom og et strejf Depeche Mode.
EP’erne ruller ind, og vi dykker ned i dem, som var vi Joachim von And og de var lavet af det pureste guld. Tag os i hånden og tag en vidunderligt divers svømmetur i denne omgangs overflødighedshorn.
Dethrxner – ‘Taunt’
Er I glar til stankface og ukontrolleret nikning? For det er hvad, der følger med Dethrxners længe ventede EP. I et forsøg på at lave musik, der fungerer for den nye generation, er Dethrxners kommende plade delt op i to EP’er, præcis som Katla gjorde det, og første del er så udkommet nu. Hvis nogen skulle være i tvivl, sætter Dethrxner en ære i at være øretæveindbydende, og med Neema Rad i front, lykkes det til fulde. Rad rapper skiftevis som Shinoda, som på ‘Alpha Justice’ og Durst, som på ‘Real Ones’, når han altså ikke brøler igennem, og hvis man er til både snottet hardcore og nu-metal revival, både som i Linkin Park, men ikke helt uden Deftones-indfyldelse så er ‘Taunt’ et godt sted at kigge hen. Trods lighedspunkterne, er vi dog noget længere fra nu-metallen, end vi var på forgængeren. Dethrxner har kastet sig ud i metalcoren, og det klæder dem.
Hvis ikke man vidste, at bandet var så indhyllet i internetforgiftet ironi, ville det være ufattelig nemt at mobbe dem, men man kan også vælge at smile og nyde det. Vi gør det sidste.
Beskidt Service – ‘Ubetalt Restgæld’
Og nu, hvor vi er ved lettere tåbelig, dansk punkmusik, er Beskidt Service, efter en længere lokkeperiode på instagram, endelig ude med deres første EP, den prosaisk betitlede ‘Ubetalt Restgæld’.
Hvis ikke Situationsfornærmelse har gjort andet (det har de), så har de dog banet vejen for, at kvinder kan få lov til at synge om lige så åndssvage ting som mænd. Med perler som ‘Sofie Lassen Kalk’, der handler om opvask, ‘Farfar (har nyst i kaffen)’, der handler om, well, farfar, der har nyst i kaffen, og ‘En Ærgerlig Situation’, der handler om ting, der går skævt, når man har glemt sin madpakke, og når man er blevet lidt for tyk, er det her musik, der er skrevet til en ond brandert i Dödsmaskinen klokken halv fem. Det er langt fra stor kunst, faktisk endda endnu dummere end førnævnte Situationsfornærmelse, men det er ret sjovt og skrevet så tilstrækkeligt punk-fængende, at man nærmest kun kan forestille sig at skråle med i en mangehestesbrandert.
En interessant ting er dog sanger Melanie Herskind, der synger i dagligdags toneleje og frasering, men skriger og brøler, så man nærmest får lyst til at slås. Det kan der i den grad arbejdes på.
Dog Park Dissidents – ‘The Pink and Black Album’
Det er egentlig ikke så meget en EP, som det er en samling af EP’er. ‘The Pink and Black Album’ samler op på EP’erne ‘Sexual and Violent’, ‘High Risk Homosexual Behavior’ og ‘ACAB for Cutie’ (de her makkere kan altså noget med albumtitler, det må man give dem) og tilføjer Britney-coveret ‘Toxic’, men det er er tæt nok på, og det er en fin måde at komme ind i dette benhårdt aggressive queercoreband. Undertegnede fik det engang anbefalet af en læser, der mente, vi ikke var progressive nok i vores dækning, og det kunne hun sådan set fint have ret i. Jeg blev begejstret over titlen på 2021-EP’en og var solgt, da jeg hørte ‘RuPaul’s Frack Race’.
Det er ætsende kritik af firma-Pride, mainstream-feminisme og -queeraktivisme og overfladisk queersploitation som RuPauls Drag Race, krydret med helt klassisk antikapitalisme og intersektionalitet.
Og udover alle de fine ord, er det er også korskrålende, støvletrampende punk rock, med reminiscenser af Sex Pistols, Danzig, My Chemical Romance og Motion City Soundtrack. Hvis man kan lide at gå amok til Viagra Boys eller Joe and the Shitboys, er det her lige i øjet.
SOM – ‘Faith’
Hvis man nu lige havde set ‘The Last of Us’ og derved fået genvækket Depeche Mode-appettitten, men godt kunne tænke sig at få dem udsat for elektronisk post-rock, så var man saftsuseme heldig (plus, enormt specifik i sine ønsker). For SOM, der bygger på både Caspian og Junius har netop udgivet præcis det.
Der er tungere riffs end vi er vant til i denne synthpop, og vokalerne er lidt mere eksplicit goth, men det er ganske interessant at høre fire Depeche Mode-klassikere omsat til guitarmusik.
Leafblower – ‘Leafblower’
Nu må det være på tide med lidt metal. Der kan georgianerne i Leafblower heldigvis hjælpe. Det er ikke det tungeste sludge verden har set, men aligevel går det til marv og ben. Og det er i høj grad forsanger Tim Jones’ fortjeneste. Hans vokal er skærende som en varulvs hylen og er lige dele pitchy og growly, til at skabe en perfekt stemning.
Basspillet på ‘Light Dweller’ er herligt Lynyrd Skynyrdsk og tilføjer den der velkente Atlanta-twang til musikken, der strækker sig helt fra Otis Redding over The Angelic Process og til Leafblower. Hvordan man formår at kombinere mellow og hidsig på så kompetent facon er virkelig svært at forestille sig, men ikke desto mindre lykkes det til fulde. Det her er sommermusik, på bedste vis.
Mournful Congregation – The Exuviae of Gods, pt. 2.
Australierne i Mournful Congregation har udgivet en opfølger til sidste års lidt oversete ‘The Exuviae of Gods, pt. 1’, og den er mindst lige så trist. Exuviae betyder i øvrigt bortkastet skind og bruges som regel om insekter eller andre dyr, der skifter deres udvendige ham, når de vokser. Så man kan kun forestille sig hvilken type guder Mournful Congregation forestiller sig eksistere.
Det giver pænt god mening, når man lytter til pladen. Deres døds-reminiscente funeral doom er som at stirre ind i mørket mellem stjernerne, og den melankolske melodiøsitet er det eneste, der knytter én til den velkendte jord.
Det er et tungt og mørkt værk, der tynger hele sjælen ned, men som også rummer umådeligt smukke passager. Guitarsoloen i ‘The Forbidden Abysm’, for eksempel, er næste smerteligt at opleve, når man først har ladet det tolv minutter lange åbningsnummer trække sig ind. Skøn lille EP.