Den traditionelle model er til at lukke op og skide i

EP’en er tilbage, og albummet er dødt, proklamerede vi i Vagttårnet. Men Cabal, Eyes, Telos og Katla bruger albums, EP’er og singler på helt forskellige præmisser, fortæller de fire bands.

Døden over fyldnumre eller ambitionernes fallit: Albumformatet blev født med stadionrocken, men efterhånden som de helt store navne går på pension, er det, som om albummets naturlige status udfordres af nye generationer af musikere og fans. 

Enten er det, fordi bands og pladeselskaber ikke tror på, at lytterne evner fordybelsen længere, eller også er det, fordi de nye bands ikke har ambitioner eller format til at skrive et helt album. Eller det er fordi albummet er blevet irrelevant, når alle alligevel bare plukker det bedste til deres playlist?

Det var i grove træk de tre analyser, vi nåede frem til i Vagttårnet, men hvordan forholder dem, der faktisk laver de albums og EP’er, det handler om, sig selv til valget mellem de to? Og er det i virkeligheden kun de to muligheder, der er udover singlen?

Andreas Bjulver Paarup fra Cabal er aldeles bramfri, når han afsiger sin dom over den forældede forretningsmodel, de bands, der bevidstløst fortsætter med at lave album efter album, følger bare fordi det er sådan, man altid har gjort:

– Den traditionelle model med at lave et par singles per album er lige til at lukke op og skide i! siger han og uddyber:

– Albummets største svaghed er, at for at komme på en playlist på Spotify, hvor det for alvor rykker, er det kun singler, der kan noget. Så det er næsten spildt arbejde at lave et album med to singler og så otte sange, der ikke bliver hørt. Næste gang, vi skal udgive noget, vil vi gerne lave seks singler op til i stedet. Hvis man skal holde sig relevant i dag, er man nødt til at udgive kontinuerligt. Et album har maksimalt et halvt års levetid, men hvis man så kan udgive seks singler i et halvt år op til det, får det et helt års levetid, og man kan få et flow på den måde.



Tænk strategisk og udnyt de muligheder, der er
For Cabal er fokus målrettet på at få noget ud af streaming, og det kræver en komplet ændring af ens indstilling til, hvad det vil sige at være udøvende kunstner. 

Der rejste sig et ramaskrig, da Spotifys CEO Daniel Ek sidste sommer i et interview med Music Ally sagde, at musikere var nødt til at begynde at opfatte sig selv som content creators, der skulle skabe indhold kontinuerligt. Men den indstilling har Andreas Bjulver Paarup taget til sig. Han erkender selv, at det, at han ved siden af Cabal arbejder med markedsføring, har betydning for hans tilgang til det. Men for et deathcore-band som hans er det også bare nødvendigt at tænke anderledes, end man traditionelt har gjort i metal, fordi deres publikum er yngre end det gennemsnitslige metal- og hardcorepublikum.

–  Vores første album solgte vi 1.000 fysiske eksemplarer af, og det er OK for et dansk deathcore-band, men det er stadig ingenting. Vi tjener slet heller ikke nok på vores streams, i forhold til hvad vi kunne. Når vi udgiver en single nu, får den måske 4-500.000 afspilninger på et halvt år. Hvis vi kan komme op på en million plays, giver det 50-60.000 kr. fra Spotify, og kan man have seks af dem på et år, begynder det at ligne noget. 



– For Cabal giver det til gengæld god mening at satse på streaming i forhold til det yngre metalpublikum. Der er vi nok mere til slut-20’erne-start-30’erne-hipster-hardcore-publikummet, konstaterer Victor Kaas med et skævt smil. 

Han er sanger i de to bands Eyes og Telos, der har afsæt i en helt anden scene. Det skaber nogle andre omstændigheder, forklarer han:

– Både Telos og Eyes kommer ud af en kaotisk hardcore-verden med rødder i DIY-scenen, og her der en forventning om, at alt findes på vinyl. Ellers får man ikke solgt noget.

Men man kan stadigvæk godt tænke strategisk, selvom det kommercielle potentiale er et noget andet end Cabals:

– Et band som Portrayal of Guilt har udgivet ret mange EP’er i begyndelsen, inden de udgav deres album. De sprang bare ud med EP efter EP, det var næsten ligesom Full of Hell i deres tilgang til bare at pumpe-pumpe-pumpe materiale ud. Man kan lave et statement ud af det. Det er i hvert fald nogle overvejelser, man kan gøre sig, hvis man vil holde sig aktuelle. Sådan som Cabal har skabt sig et navn med deres online presence. De har været virkelig gode til det, og jeg kan godt være lidt misundelig på det. Men der er mine bands nok lidt for niche.



Det samlede værk forpligter
Eyes debuterede med en EP, der ikke fik megen omtale, men mest tjente som et visitkort for bandet, der primært fik deres navn ud på at spille masser af koncerter og være kendte ansigter på metalscenen efter at have spillet i bl.a. Hexis. Den EP er ved at blive genoptrykt for at holde gryden i kog inden næste nye udgivelse fra Eyes, men EP’en er ikke bare en appetitvækker: Formatet giver, som vi skrev i Vagttårnet, også mulighed for at udforske et univers i miniformat.

– På en EP kan man udforske en lyd og lave et lille koncept. Det gjorde vi i Telos, hvor vi først udgav et album og så en EP, ‘Helios/Sêlêne’, hvor det var meget stærkt konceptuelt med en hård side og en atmosfærisk, og det var opbygget, så man kunne køre sangene i loop. Og samtidig byggede det videre på fortællingen fra den første udgivelse, så det var både en måde at binde en sløjfe på den og udbygge den, fortæller Victor Kaas.



– I Telos har vi snakket meget om at udgive EP’er versus at udgive et album. Vi havde satset på, at vi næste gang skulle udgive to EP’er i streg, men nu er vi måske kravlet tilbage til albummet. Snakken har gået på meget af det samme som hos Katla, om vi skulle lave et intenst samlet værk, men også den opmærksomhed, det skaber.



Katla udgav i 2020 de to EP’er ‘Warmongering Luciferians’ med et halvt års mellemrum i stedet for at udgive et debutalbum, og det lå der nogle klare overvejelser bag, fortæller trommeslager og sanger Rasmus Dichmann Bang.

– Albummet og særligt debutalbummet har et forpligtende format. Et album er et gennemsyret tematisk projekt, en konstellation af den eksakte DNA, man som orkester består af. Et album er for os én udgivelse og ikke en samling af individuelle numre, man kaster ind i en kasse og skriver et navn uden på. Den seneste udgivelse havde langt mere materiale og længde, end hvad det endte med at blive til. Processen var ikke ”Nu gider vi ikke skrive flere sange”, processen var ”Nu koger vi alt væk, skærer ind og tager fat lige præcis dér, hvor nerven sidder. Det skal være råt, nøgent, ærligt og fucking brutalt”. For det kan man tillade sig på EP-formatet.



Ingen fanger, intet pis
For Katla er det altså ikke et spørgsmål om, at talentet ikke rakte til at skrive et helt album. Det drejer sig heller ikke om, at de ikke tror på, at lytterne har tålmodighed nok til at fordybe sig i et album, sådan som det blev fremført i Vagttårnet. Her brugte vi Led Zeppelins adstadigt opbyggede ‘Stairway to Heaven’ og Slayers ‘Raining Blood’, der starter lige på med temaet som billedet på albummet henholdsvis EP’en. 

Det tager Rasmus Dichmann Bang op, når han forklarer, hvordan Katla bevidst gik efter et udtryk, som passede bedre til EP-formatet end til det debutalbum, der altså forpligter helt anderledes.

– Den fandenivoldskhed var svær at oversætte til albummets format. Den energi og smaddermentalitet, der kunne fremmanes i skrivningen af ’Warmongering Luciferians’, var ikke ’Stairway to Heaven’, men skulle bestemt give konnotationer til ’Raining Blood’. Kommentaren om, hvorvidt kreativiteten bedre kunne holde sig kørende 2x20 minutter, er i øvrigt ganske korrekt. Og det var 100 % tiltænkt. Total krig. Ingen fanger, intet pis.

Men det betyder ikke, at albummet som format er dødt, understreger han.

– Rocken fødte det – metallen efterlever det. Vi tilbeder de gamle guder. Vent med nekrologen, selvfølgelig laver Katla et debutalbum. Vi ved, hvad vi vil. Og det kan halvhjertede albums ikke være behjælpelige med. Vi er ikke tilfredse nok endnu til det format. Det skal være bedre, større, vildere og helt igennem perfekt. I nævner det selv: Det er ’Ir’, der rager langt op over alt andet. Det er dér, vi skal hen, og endnu højere. Der kommer et debutalbum fra Katla. Og det bliver fucking sindssygt.



Metal og rock sakker bagud
Heller ikke Cabal er klar til at lægge albumformatet i graven, det skal bare gentænkes, så det kan bruges i den kontekst, musikken indgår i nu, påpeger Andreas Bjulver Paarup.

– Det, vi har bibeholdt fra albumformatet, er at opbygge en identitet omkring albumcyklussen. Man udgiver singler, hvor man bygger videre på identiteten i cyklusen fra sang til sang. Man kan bygge noget visuelt op om det, så sangene fra et album har det her samlede udtryk i videoerne, og man også bruger det til koncerter. På den måde giver formatet stadig mening.

Og så skal man ellers have øjnene åbne for, hvordan andre udnytter de muligheder, der er i streaming.

– Noget, vi tager med fra hiphop, er, at flere er begyndt at bruge features som krydseksponering. Hvis man ved, hvordan Spotify fungerer, så er det sådan, at når jeg hopper med på et nummer med Dethrxner, og de tagger os i nummeret, så ryger de med ud på release-radaren til vores fans. Det handler om at spille ind på nogle af Spotifys styrker. Det er de rigtig gode til i hiphop. Og det kan både være godt for bandet, der får en feature, og for dem, der er med. Vi kan se, at det nummer, vi er med på hos Derhrxner, har trukket mange flere lyt end resten. Jeg har også lavet vokal på et nummer med trommeslageren fra Ingested, og vi kunne se, at da det nummer kom ud, og vi var tagget, steg vi med små 1.000 lyttere. Der var simpelthen en målbar stigning der.



Det lyder mere som en markedsføringstankegang end den traditionelle bandsnak, og det er Andreas Bjulver Paarup med på.

– Det er måske ikke så meget i metallens ånd. Men det er altså et arbejde at have et band. Det er ikke bare at stå i øvelokalet og hamre bajere. 80 % af tiden er det ulønnet kontorarbejde.

Og hvis man skal have det arbejde til at udmønte sig i succes, er man altså nødt til at se udenfor metal og droppe idéen om at gøre tingene på samme måde, som Metallica gjorde det i 80’erne.

Bands skal indse, at de ikke bliver de næste Metallica?

– Det bliver de ikke, nej. Ikke medmindre de følger med tiden. Metal er bare ret traditionsbunden. Der er mange gatekeepers, der står med armene over kors og først finder ud af, at noget alligevel er fedt 20 år senere. Og så undrer man sig over, hvorfor metal og rock sakker bagud!


I næste uge fortæller tre danske pladeselskaber om, hvordan de arbejder med EP-formatet, og hvor det står i forhold til albummet.

Læs Vagttårnet: Har I formatet?