En psykedelisk krigspsykose
Antichrist Siege Machine har netop udgivet deres tredje album. En stadigt besejrende kampånd.
Only Evil
Piled Swine
Sisera
Cowering Lamb
Prey Upon Them
Vanquishing Spirit
Scalding Entity
Lysergic War Psychosis
Abyssal Hate
En afsindigt ondsindet raserende hærgen overbragt med en fremadstormende militant og kold intensitet, som du kommer tættere og tættere på den afgrund af had, hævn og fjendskab, du bliver beskrevet. En besejrende krigsånd i en altoverskyggende voldpsykose, kun afbrudt af små, definerende pauser for kontrastens og udpenslingens skyld.
– En slags opsummering af, hvad du har i vente på Antichrist Siege Machine’s tredje album ‘Vengeance of Eternal Fire’.
Et formildende hævnakt
War-metal er endnu ikke rigtigt gået hen og blevet mainstream, alligevel er amerikanerne i Antichrist Siege Machine måske nogle af dem, der kommer tættest på at gøre war-metal lettere tilgængeligt. Det er ikke dårligt. Det er en udvikling af genren, og Antichrist Siege Machine er nogle af dem, der gør det allerbedst. Dem der har taget stafetten videre, og til stadighed videreudvikler på den ellers bombastiske og utilgængelige genre uden at give afkald på det giftige kaos og den ultravold, som bandet stadig står for.
Som du får skudt første nummer ‘Son Of Man’ i ørerne lærer du lynhurtigt at du ikke skal varmes op med introer eller andet irrelevant pjat. Ingen stemningssættende storladenheder eller forspil, kun altoverskyggende raseri og hærgen fra start og første sekund. Det er rart, og lynhurtigt tager ‘Only Evil’ da også over og byder på lidt flere breaks, mere melodi og en lilletromme, der får ubønhørlige tæv.
Det, som Antichrist Siege Machine især på denne plade er blevet gode til, er indsættelsen af bittesmå breaks i numrene. Små delbreaks af andre temaer, der på under to sekunder får skabt pauser i den hidsige arrigskab – også selvom de små breaks i sig selv ikke er mindre hidsige eller flænsende end hovedtemaet. Den overordnede intensitet har, sammenlignet med den forrige plade ‘Purifying Blade’ endda fået et nøk op. Det gør tilsammen kontrasten større og dit attention span udvides og tilsættes hele tiden ny energi, og det i en genre, der ellers normalt kan forekomme ensformig; måske især for det utrænede øre.
Endnu større bliver skiftene på den lidt langsommere ‘Piled Swine’ hvor der bliver givet plads til, at de forskellige temaer spilles længere ud, eller på førstesinglen ‘Sisera’ hvor der også er blevet gjort plads til at få vejret i mere end et par sekunder ad gangen. Dog er det ikke en generel tendens på ‘Vengeance of Eternal Fire’ – de egentlige pauser er få, og det flænsende høje tempo samt den altoverskyggende arrigskab og forbitrelse er hele tiden præsent. Også på albummet sidste halvdel, hvor især ‘Scalding Entity’ og ‘Lysergic War Psychosis’ højner vreden og afstraffer lytteren som i en skoldhed sonisk krænkelse.
Et los i fjæset på den polerede del af metalscenen
Antichrist Siege Machines tredje album ‘Vengeance of Eternal Fire’ er et virkelig rart album. Et af dem der, ikke pleaser eller er formildende på nogen som helst måder på nogen som helst tidspunkter. Kun ren og skær metallisk smadring af det eksisterende – eller i hvert fald et forsøg derpå. Du hverken stryges med hårene eller har egentlig tid til at falde i staver, og hver gang du hænger dig fast på et fedt riff, skiftes riffet ud i et nyt, sønderrivende tema. Det er doseret nænsomt og voldeligt på en og samme gang, og er lykkeligt befriet fra enhver harmoniserede guitarsolo eller andet nonsens midt i det totale kaos.
Et abstrakt maleri af hektisk mørke, sygeligt raseri og hærgende ondskab.