Top 5 – Metal fra Levanten
Der er konflikt i Israel og Palæstina. Der er heldigvis også en masse samlende musik.
Mellemøsten, i denne kontekst nærmere betegnet levanten, er ramt af et opsving af ultra-voldelig karakter. Overalt kommer menneskets dårlige side frem og blodet flyder bogstaveligt talt, som var det en fantasifuld video med et stort amerikansk dødsmetalorkester. Virkeligheden sætter ingen grænser. Og mens man ellers kun kan fordømme og se mere eller mindre passivt til i sin gru eller sorg, kan man også eskapere og dykke ned i hvilke bands i metalgenren, der har sine rødder i denne ellers smukke del af verden. Så det har vi gjort, og præsenterer hermed et udsnit.
1. Orphaned Land
Fredsprojektet Orphaned Land er fra Israe, og de har fra deres dannelse i de tidlige halvfemsere og frem dygtiggjort sig i at blande den jødiske, kristne og islamiske verden ind i deres musik. Sammen med et par andre bands er de de første skabere af det, vi senere skulle komme til at kalde for “oriental metal”. En samlende kunst med tekster på hebraisk, arabisk, latin og engelsk. Meget få, hvis nogen, bands fra Israel har større fanskarer i den arabiske verden end Orphaned Land. En musikalsk fredspris værdig. Det mesterlige album ‘Mabool’ fra 2004 blev bandets gennembrud og d. 1 december i år udkommer livealbummet ‘A Heaven You May Create’.
2. Melechesh
Melechesh’ medlemmer kommer fra området omkring Jerusalem og Bethlehem på Vestbredden og har armenske samt syriske rødder. Bandet har været med siden 1993 og udgav debuten ‘As Jerusalem Burns… Al’Intisar’ i 1996. Bandets seneste ‘Enki’ var vi svært glade for, og albummet ‘The Epigenesis’ fra 2014 gav vi i sin tid velfortjente topkarakterer.
Melechesh inkorporerer til dels en folketradition i musikken, men især teksterne er sumerisk og mesopotamisk inspireret. Tidligt i karrieren blev Jerusalems ortodoksi alligevel for meget, og bandet rykkede til Holland, hvor de i dag har base.
3. Zalaam
Bag kunsternavnet Zalaam gemmer sig Amir Yacoub, som er palæstinenser. Et relativt nyt navn på scenen, som vi her på Devilution valgte at sætte spot på med anmeldelsen af det seneste album ‘Bottomless Black Hole’ samt da vi interviewede Amir om livet som metal-musiker i det omstridte område, han selv kalder for Palæstina. At være ateist i Mellemøsten er ikke nødvendigvis det letteste, livet som palæstinenser heller ikke; og den samlede sum er Zalaams mørke og atmosfæriske black metal.
4. Bilocate
Bandet Bilocate er fra Amman i Jordan. Et land, hvor over to millioner af den samlede befolkning på 11 millioner er registrerede som palæstinensiske flygtninge. Navnet Bilocate siger måske lidt om det faktum. Bandet dannedes i 2003 og har tre fuldlængdealbums i bagagen, uden nogensinde helt at slå igennem, trods den åbenlyse kvalitet. Udover at have turneret i Europa med Orphaned Land og gæstet et pakket Beta i 2013, er de også garant for dødsmetal af den mere melodiøse slags, med små elementer af doom hist og pist.
5. Deathsiege
At der i Israel, og i særdeleshed Tel Aviv, er godt styr på dødsmetallen, er nødvendigvis ikke en hemmelighed. Trods palmer, middelhav og et vejr, som mange vintertrætte herhjemme sukker efter, er den grovere ende af dødsmetalspektret godt repræsenteret. Bands som Sonne Adam, Har, Venemous Skeleton, Kever og f.eks Deathsiege, der sidste år udgav fuldlængdedebuten ‘Thrones Of Heresy’. Et af årets bedre dødsmetalalbums.
Deathsiege har også senere byttet fødestedet ud med Europa og har disse år base i Berlin.