Engelsk energi i front
Updated
Nyt album med Raging Speedhorn Raging Speedhorn er en britisk sekstet (!), og det er næsten befriende af kunne understrege, at de hverken spiller nu metal eller emo-core. Næh, vi er ovre i en hardcore udgave af Motörhead, som leder tankerne hen på Entombed, da de var på toppen med deres Death’n’Roll.
Der bliver lagt ud med stil i den smukt titulerede ”A Different Shade of Shit”, og herfra er det ellers derud af med et utal af arrige udladninger. En af albummets forcer er produktionen, som er så ultrabeskidt, at den får de fleste garage-punkbands albums til at lyde som en produktion af tv-affaldsproduktet ”Stjernen Er Din”. Men det der gør Raging Speedhorn ekstrafede, er, at de har to frontmænd, Frank Regan og John Loughlin, hvor den ene tager sig af skrigene i de højere tonelejer, den anden af det dybe growleri.
Raging Speedhorn er ikke selvhøjtidelige, og de har humor, det vil man opdage, når man besøger deres hjemmeside, hvor de forklarer at deres musikalske inspirationskilder er Chumbawamba, Atomic Kitten, Junior Senior og Bryan Adams. Tag et lyt til den punkede ”Snatching Defeat From the Jaws of Victory”, som ligeså godt kunne have hørt hjemme på en af de Queens Of The Stone Age-plader, hvorpå Nick Oliveri stadig medvirkede.
Man tager sig selv i at sidde og rocke med, når Raging Speedhorn kaster det ene monsterfede hævi groove-nummer efter det andet af sig. Det larmer, men det er rigtig rigtig fedt. Bandet har formået at overføre deres vrede og aggressivitet til plade, i gennemført, ufiltreret udgave. ”Fuck You, Pay Me” citerer kultfilmen "GoodFellas", og det musikalske indhold på ”How the Great Have Fallen” ville have gjort sig fint som soundtrack til samme film.
Der er ingen ballader, eller tilnærmelsesvis afdæmpede numre at finde på dette album, og det er godt det samme, for det er yderst tvivlsomt, om Raging Speedhorn på nogen måde kan finde ud af den slags. I stedet sænker de tempoet lidt i ”Slay the Coward”, som blot får bandet til at lyde endnu tungere.
Intensitetsniveauet falder lidt på albummets to sidste skæringer. Men det skjulte nummer er til gengæld hele albummets pris værd: En af bandets medlemmer ringer op til et black metal-band, som søger en leadguitarist, men han taler som en hurtig, mørk rapper, der tror at ”black metal” har noget med ”black people” at gøre. Det kommer der en fem minutter hysterisk morsom samtale ud af.
Et af dette års hidtil mest hæsblæsende og anbefalelsesværdige udspil.
Og hvorfor er Raging Speedhorn i øvrigt ikke at finde på Roskildes program søndag morgen? (ligesom forrige år, hvor vi var en flok fyre, der drak papvin af en Anthrax-frisbee - Red.)
Karakter: 10
- Mathias Nielsen
Der bliver lagt ud med stil i den smukt titulerede ”A Different Shade of Shit”, og herfra er det ellers derud af med et utal af arrige udladninger. En af albummets forcer er produktionen, som er så ultrabeskidt, at den får de fleste garage-punkbands albums til at lyde som en produktion af tv-affaldsproduktet ”Stjernen Er Din”. Men det der gør Raging Speedhorn ekstrafede, er, at de har to frontmænd, Frank Regan og John Loughlin, hvor den ene tager sig af skrigene i de højere tonelejer, den anden af det dybe growleri.
Raging Speedhorn er ikke selvhøjtidelige, og de har humor, det vil man opdage, når man besøger deres hjemmeside, hvor de forklarer at deres musikalske inspirationskilder er Chumbawamba, Atomic Kitten, Junior Senior og Bryan Adams. Tag et lyt til den punkede ”Snatching Defeat From the Jaws of Victory”, som ligeså godt kunne have hørt hjemme på en af de Queens Of The Stone Age-plader, hvorpå Nick Oliveri stadig medvirkede.
Man tager sig selv i at sidde og rocke med, når Raging Speedhorn kaster det ene monsterfede hævi groove-nummer efter det andet af sig. Det larmer, men det er rigtig rigtig fedt. Bandet har formået at overføre deres vrede og aggressivitet til plade, i gennemført, ufiltreret udgave. ”Fuck You, Pay Me” citerer kultfilmen "GoodFellas", og det musikalske indhold på ”How the Great Have Fallen” ville have gjort sig fint som soundtrack til samme film.
Der er ingen ballader, eller tilnærmelsesvis afdæmpede numre at finde på dette album, og det er godt det samme, for det er yderst tvivlsomt, om Raging Speedhorn på nogen måde kan finde ud af den slags. I stedet sænker de tempoet lidt i ”Slay the Coward”, som blot får bandet til at lyde endnu tungere.
Intensitetsniveauet falder lidt på albummets to sidste skæringer. Men det skjulte nummer er til gengæld hele albummets pris værd: En af bandets medlemmer ringer op til et black metal-band, som søger en leadguitarist, men han taler som en hurtig, mørk rapper, der tror at ”black metal” har noget med ”black people” at gøre. Det kommer der en fem minutter hysterisk morsom samtale ud af.
Et af dette års hidtil mest hæsblæsende og anbefalelsesværdige udspil.
Og hvorfor er Raging Speedhorn i øvrigt ikke at finde på Roskildes program søndag morgen? (ligesom forrige år, hvor vi var en flok fyre, der drak papvin af en Anthrax-frisbee - Red.)
Karakter: 10
- Mathias Nielsen
Kunstner
Titel
How the Great Have Fallen
Label
Distributør
Genre
Forfatter