Virgin Steeles bagmand David DeFeis og hans overflødighedshorn af ideer er atter en gang hovedproblemet på en rædderligt produceret langgaber af et album.
Det var heldigt, at publikum allerede var lullet i søvn, da King Buffalo sluttede en elendig koncert med at forveksle Copenhell med Hellfest.
Dance with the Deads dødedans var mere præget af fitnessfistpumping end af dødens gravitas i en uselvstændig omgang tomtøndebuldring.
Historisk elendigt blev det decideret aldrig, men 90 minutters anakronistisk opvisning i dårlig smag og kedelige klassikere var også mere end rigeligt, da Mötley Crüe ramte Copenhell onsdag aften.
Halvt klamt, halvt debilt. Så nemt kan Nickelbacks tiende album opsummeres.
En sen nattetime på Pavillon burde være den ideelle setting for et band som post-industrial/noise-trioen Kollaps, men ironisk nok faldt deres koncert sammen.
Syv korte numre fordelt på 50 minutters koncert. Det burde ikke være muligt. Men Suicidal Tendencies ævlede Copenhells publikum ihjel under det, der skulle have været det store åbningsbrag på Helviti.
Hvad skal man skrive når hele sættet føles som om det var den samme sang?
Nerved åbnede sidstedagen på Gehenna med synthpower og Evanescence-vibes.
Var der så overhovedet nogen, der havde efterspurgt det?
Er du til obskur black metal i alle afskygninger, så har Roadburn tænkt på dig! Lamp of Murmuurs første koncerter i Europa var et trækplaster udover det sædvanlige.
De islandske techdødsudøvere i Ophidian I faceroll'er alle knapperne med et tankemylderfremkaldende resultat.
Stonerrockidolerne i Kadavar og Elder har slået pjalterne sammen i et anfald af lockdown-selvmedlidenhed. Resultatet er intet mindre end fælt skuffende.
Er black metal for grimt og larmende? Er du vild med Skandinavien og tv-serier om vikinger? Og kan du lide behagelige melodier som lydtapet? Så har Wormwood et godt tilbud til dig.
Der klunses til højre og venstre, og Lucer følger i Greta van Fleets fodspor, når de udgiver en plade, hvor et andet, større band allerede har spillet al musikken i forvejen.
Rhapsody Of Fire er bedst kendt for power metal, der med ublu stolthed stræber mod himlen. Men hvad helvede er det her?
Østrig er meget andet end bare komponister og klatmalere. Det er også schnitzler, strudel og sortmetal. Mindst to af disse burde ties ihjel.
Tribulation minder os om, hvordan det er at føle noget intenst og dybt ved at høre en metalplade. Specifikt væmmelse, raseri, afsky og forurettethed.
Deafheavens tiårsjubilæum er blottet for stemning og charme og fremstår i stedet som en lappeløsning.
Chris Barnes' stemme er helt væk på Six Feet Unders nye plade, der kun i sjældne tilfælde reddes af et af de få gode riff, der er spredt ud over en alt for lang udgivelse.
"Som at lugte til sine egne prutter", "verden opløses omkring mig", "noget, der er blevet nummer 5 i første heat i det finske Melodi Grand Prix i starten af 00'erne": Med åben pande og uden forudindtagelser sendte vi vores bedste mand ind til den nye Defecto-plade.