Det er bare noget, vi leger
De svenske melodødsmestre satser, hvor det synes allermest vigtigt og nødvendigt i karrieren. Og sejrer med et dynamisk, stærkt varieret og utroligt spændende legesygt album.
At the Gates har altid leveret med en høj træfsikkerhed og den deciderede skuffelse af en albumudgivelse, er ikke noget man vil forvente fra bandet. Nuvel, vi smed måske kun tre sorte kasser efter den forrige skive, 'To Drink From the Night Itself', der var andet album siden bandets tilbagevenden som ikke blot et live-band drevet af en klassiker fra 1995, men også et skabende ensemble. Dog skrev vi også om godt håndværk fra et altid velspillende band og materiale, der godt kunne have været fra bandets heyday, selvom den slags selvplagiering måske netop var den lidt for lette vej at gå. For det kunne langt fra tangere kvaliteten deri, og måske mere end noget andet illustrerede, at den ene af de primære sangskrivere i Björler-brødrene netop havde forladt skuden.
Og nu lød det måske som en lang intro til "...men denne gang er det slut, nu skuffer bandet". Ingenlunde, det er snarere en optakt til en beretning om et At the Gates, der denne gang tør overraske og prøve noget nyt. Bandet har udfordret sig selv, og lykkes med det. Selvom det ikke er alle numre, der går nye veje, så tjener de numre, der gør, som en dynamisk indsprøjtning til hele pladen, så sange, der tydeligt har en linje til de to andre udgivelser i denne anden periode af bandets levetid, vokser og ses i et andet lys.
Sikker start, men så...
Pladen indledes ellers klassisk for At the Gates. En smuk intro med fornemme harmonier sætter stemningen, men så går det ellers op i gear og afsted i resten af 'Spectre of Extinction'. En melodisk tour de force, hvor man bemærker, at Tomas 'Tompa' Lindbergs growl er mere hult og luftigt, og måske mindre snerrende men til gengæld med en energisk tæft, som man kender det fra hardcorens mere råbende stil. Det får vokalen til at skille sig godt ud i mixet og ordene høres klart og tydeligt. Videre med energien i top går det i 'The Paradox' med et par klasseriffs, catchy omkvæd, medrivende solo og en fed outro.
Herefter begynder legen med musikken for alvor at tage form. Det er ikke syret og ungdommeligt finurligt, som da Alf Svensson var med (han var ude inden succesen 'Slaughter of the Soul' og dannede blandt andet avantgarde-bandet Oxiplegatz). I stedet er det legende og modent i sin stil, og havde man ikke allerede bemærket den stærke produktion, så gør man det da, når guitarerne tager distortionen væk, trommerne bliver stærkt perkussive og bassen rumler skønt i bunden. Først er det i introen til titelnummeret, som dog forlader sporet senere hen, hvor det så til gengæld er for fuld skrue i 'Garden of Cyrus'.
Inspiration fra landevejens anderledes indtryk
Og her må vi spole tiden lidt tilbage. For 'Garden of Cyrus' trækker på den klassiske musiks orkestrering og arrangementer. Dynamikken er vanvittig og et fremragende stykke med saxofon sætter for alvor streg under det her nummers progressive kvaliteter. At the Gates er instrumentalt et fremragende band, men det her overrasker alligevel. Det er nærliggende at tro, at bandets Roadburn-optræden, der bestemt ikke var et standard At the Gates-show, har givet stof til eftertanke. Noget, bandet da også glædeligt beretter om i diverse udtalelser forud for albummet her. Ungdommens tanker om at være dødsmetallens King Crimson er igen blevet vakt til live, og mulighederne, i særdeleshed stærk og understøttende produktion, og evnerne står i dag det skarpere. Så nu var tiden kommet.
Det er et fornuftigt træk, for havde 'The Nightmare of Being' været for tæt på de to foregående albums, så kunne det efterhånden skade relevansen for et band, der netop har tøvet med at lave ny musik, da det skulle bygges på et fundament af helt særlig kaliber, nemlig melodødsgenreklassikeren 'Slaughter of the Soul'.
Variationen giver opmærksomhed
De næste numre efter 'Garden of Cyrus' fortsætter den nye lækre tilgang, hvor der symfonisk flettes fingre med progressiv og endda klassisk musik. Det er et tydeligt nyinspireret band. Mod enden af albummet gås der igen tættere på melodøden, og musik som man til dels ville forvente det fra At the Gates, men det er med stor sans for dynamikken, når musikken går sine tunge, dystre skridt af smukke, melankolske stier.
Endnu en stor sang ligger her i 'Cult of Salvation' med nærmest ambiente lyde og igen et velkomment besøg fra saxofonen. Proghjertet får sit at fortære i den næsten Tool'ske intro på 'Cosmic Pessimism', hvor guitarens fremragende afdæmpede, dog energisprudlende riff med den tunge basgang bygger op til melodød deluxe. Vel at mærke inden cello og skøn guitar i forening lukker nummeret af. Og næsten også pladen, for kun 'Eternal Winter of Reason' mangler. De 3 minutter plus en kort outro stikker i flere retninger med måske lidt rigeligt af riffs, der favner flere metalliske stilarter, men når man nu er sporet ind på albummets spændende og velkomne overraskelser, så står ørerne på stikker, og At the Gates kan ikke andet end også at sejre i det lille gadekryds af et nummer.
Som album er der variation og hjerte, og ordstrømmen i det foregående kan måske give bange formodninger om at bandet er gået for vidt. Men bestemt ikke. Produktionen binder det hele sammen, og selvom Tomas Lindberg også snakker sig gennem flere passager med en let kvækkende, dunkel stemmeføring, så er hans råbende vokal stadig så meget med, at den er en klar rød tråd mellem eksperimenterne.