En feber, du kender
All star-bandet Fever 333 debuterer med politisk præget rap-rock. Effektivt, men til tider vel letkøbt.
Fever 333 er ikke just et kendt navn, men hvis du alligevel skulle have hørt om dem, skyldes det sandsynligvis, at det er dannet af tre interessante medlemmer. Nemlig den tidligere letlive.-forsanger Jason Aalon Butler, Night Verses' trommeslager Aric Improta og ikke mindst guitarist Stephen Harrison fra The Chariot. Tilsammen har de et musikalsk udtryk, der næppe er nyt for de af os, der har snuset til Rage Against the Machine i folkeskolen: Der er tale om rap-rock med et udpræget politisk motiveret tekstunivers.
På ep’en, der udkom sidste år, er der klart et melodisk A- og B-hold. Titelnummeret og ‘We’re Coming In’ er aggressive og tunge. Omkvædene er når nærmest Linkin Park-niveauet af slagkraftig repetition og ekstrem catchyness. ‘(The First Stone) Changes’, der har besøg af rapperen Yelawolf, er dog et mærkeligt uharmonisk track, hvor versets udpræget elektroniske lyd aldrig rigtig bliver “gift” ordentligt med det mere organiske omkvæd, der desuden det kæmper med en ringe skrevet linje: “There's a fire that's burning in front of me / Yeah, I'm the one who started it / Can't you see?”
‘Hunting Season’ er et mellem-leverende nummer med en udmærket ide til verset, men hvor omkvædet, med det gentagende ‘No you can’t keep us under your thumb’, er bemærkelsesværdigt umelodisk og ikke-catchy i forhold til resten af albummet. Herefter er ‘Soul’d Me Out’ igen en sammensat sag af et meget aggressivt vers og et melankolsk omkvæd. Stilskiftet er lige ved at knække sangen midt over, som på ‘(The First Stone) Changes’, men omkvædet er velskrevet nok til at holde den kørende. Til en koncert ville nummeret sikkert virke perfekt, med masser af energi i verset og fællessang i midten. Man mangler dog lidt at få energien med hele vejen i kompositionen. ‘Walking in My Shoes’ har en næsten sexet rytme i sig og formår i modsætning til det forrige nummer virkelig at svejse alle dele sammen, og Butlers vokal ligner på dette omkvæd Chester Benningtons mere end på noget andet tidspunkt på pladen. Ep’en afsluttes med den stilforvirrede 'POV'.
Hvor Zack de la Rochas og Rage Against the Machines tekster udtrykte en politisk holdning, hvor budskabet ofte var lidt indforstået og kunsterisk, er den politiske ild hos Fever 333 noget af den samme, men lyrisk er vi i stedet ude i en forklar det til en femårig-version: “Middle finger to the face, that’s our point of view”. Det ligger måske også bedre i tidsånden, at vi kan snakke mere bramfrit om diskrimination, og der er måske heller ikke det samme behov for at pakke sandhederne lidt ind. Dog kan man som lytter godt føle sig spist lidt af med tekster, der kunne have taget en ekstra overhaling. Det er særligt i omkvædene, hvor linjerne oftest gentages mange gange, og lidt for nemme rim får udtrykket til at fremstå lidt fladpandet. Ud af ep'en syv numre står de to åbningsnumre mest tydeligt – både musikalsk og indholdsmæssigt. Når man ser frem imod udgivelsen i 2019, kunne man håbe på, at netop formfuldendtheden af disse tracks er det, som bandet stiler efter. Ellers kan projektet lidt for let ende i stilforvirring, uharmoniske temposkift og lidt for letskrevne omkvæd. Ikke desto mindre forudser undertegnede, at koncerten på Copenhell bliver en fest.