Rådenskaben er tilbage
Cabal udvider lyduniverset på Everything Rots, men eksperimenterne kæmper mod manglende retning og overflødige gæsteoptrædener.
Redemption Denied
Everything Rots
No Peace
Hell Hounds
Still Cursed
Unveiled
Forever Marked
End Times
Snake Tongues
Stuck
Beneath Blackend Skies
Det starter tungt og råt. ‘Become Nothing’ åbner Cabals fjerde fuldlængdeudgivelse i knæhøjde, med bombastiske riffs, et strejf af industrial og Andreas Bjulver, der som vanligt brøler sjælen ud: ‘Cause it never ends, again and again / Forever cursed to become nothing’. Det føles velkendt, behageligt og på én gang sikkert. Vi er i hjemligt territorium, og det gør det efterfølgende nummer ‘Redemption Denied’ intet for at ændre på – selvom tempoet er skruet gevaldigt op.
Udvikling har aldrig været Cabals speciale. Tværtimod har bandet været en sikker konstant siden dannelsen i 2015. Ti års hårdt arbejde er udmøntet i masser af spilletid, turnéaktivitet og nu altså endnu en udgivelse i form af ’Everything Rots’. Titlen taget i betragtning, de mulige referencer til debuten og de stilistisk forventelige første numre, står heldigvis i skærende kontrast til, hvad der gemmer sig i resten af udgivelsen.
Vi skal stadig slås, men arenaen er justeret
Selvom banebrydende udvikling og first-mover-mentalitet ikke just har defineret Cabal, kan man ikke komme udenom, at bandet på det seneste har ladet sig inspirere – og endda skubbet til definitionen af egen lyd. Sidste års fine ’Reworks’-udgivelse gav mulighed for at opleve bandets kompositioner i en anden genrekontekst. Tilsvarende har samarbejdet mellem Bjulver og John Cxnnor med al sandsynlighed haft en afsmittende effekt på ’Everything Rots’.
Bedst som man føler sig lullet ind i endnu en forholdsvis genkendelig samling Cabal-kompositioner, rammer ‘Hell Hounds’ øregangene med tungt impact. De indledende trommer, der pisker nummeret i gang, og de mange små elektroniske elementer smelter flot sammen med bandets traditionelle elementer: atmosfæriske riffs og blackened vokalføring. Det er et velkomponeret nummer, der åbner for en række sange, som alle arbejder med lignende tiltag. Det elektroniske har fået mere plads i lydbilledet, om end i en typisk subtil grad.
Uanset om det optræder som det drivende element element – som på ‘Still Cursed’, der buldrer frem som et godstog drevet af industrial – eller som tunge beats på den eminente ‘Snake Tongues’, tilfører det Cabals lyd et tiltrængt skud vitalitet.
Når gæsterne overtager festen
Det tiltag – den subtile udvidelse af bandets lydunivers – er langt mere effektivt end de mange gæstevokaler, der har fundet vej til pladen. Man kan næsten ikke se skoven for bare træer, og til tider virker gæsteoptrædenerne mere som marketingstunts end som musikalsk nødvendighed. Viscera, Distant, Nasty, Aviana og ten56. – alle fine navne, men de fleste besøg skaber mere dissonans end sammenhæng i bandets udvikling.
Således trækker Matthias Tarnaths harske, mere hardcore-orienterede vokal Cabal i netop den stilistiske retning, mens samarbejdet med Distant hiver lyden helt tilbage til det deathcore-momentum, der definerede bandet for ti år siden. Vellykket? Jovist. Interessant? Ikke rigtigt. Bedst fungerer samarbejdet med ten56. og Aviana, som begge komplementerer Cabals udvikling og tilfører pladen en mere sammenhængende og ensartet lyd.
Dermed er også sagt, at en af pladens største udfordringer er manglen på konsistens. Lysten til at gøre tingene anderledes og afprøve nyt er slående – og til tider vellykket – men det hele bliver noget rodet, når Cabal samtidig slingrer til højre og venstre. Resultatet er et momentært højdepunkt for bandet, der dog lider under for store armbevægelser og for lidt fokus på det stilrene indtryk.