Håbet lever
PopulærKøbenhavnerbandet Justin Hate udgiver en debut, der både giver håb og bange anelser. Men mest det første.
2. Northern Apocalypse
3. Eve Of Plagued
4.Gods Delusion
5. Where Vultures Feast
6. While the Moon Stood Still
7. The End Is Dear
8. Spread The Disease
9. Solen Brænder Ud
10. At The Gallows
11. Dystopia
'Though Hope Is Frail' er titlen på det håbefulde københavnske mørke og hardcoremetalliske band Justin Hates debutudgivelse. Og for at dvæle lidt ved titlen kunne man spørge, om håbet egentlig er så spinkelt for Justin Hates vedkommende?
Der bliver leveret hardcore nyrehug og metalliske næsestyvere med en uhyrlig præcision og kraft, og samspillet mellem de enkelte musikalske elementer er virkelig professionelt og tight på denne debut. Bandet kan især noget med at kværne i halftime, som bliver brugt meget smagfuldt som kontrast til de hurtige elementer. Det fremstår virkelig godt sammen med Kim Rocks energiske og highpitchede screamvokal – Lyt bare til numrene 'Eve of Plagued' og 'While the Moon Stood Still'.
I den forstand er overarmene vokset betydeligt siden bandets ep fra 2012, hvor punchet ikke var nær det samme, og hvor ideerne strittede i forskellige retninger sammenlignet med 'Though Hope...', hvor der i højere grad marcheres i takt. I højere grad, men ikke fuldstændigt, og det er faktisk med til at redde pladen, for den er lige ved at blive for gelefriseret og for ensartet i sin helhed. Noget af charmen ved ep'en 'Wandering Deathbird' var nemlig, at der blev introduceret mange forskellige stemninger og ideer, men de klædte faktisk hinanden og blev brugt så smagfuldt, at de ikke stak af fra de sange, de var en del af. Den alsidighed, der kom ud af det, er savnet på 'Though Hope Is Frail', men den er heldigvis ikke helt fraværende. Mod slutningen på sangen 'Solen Brænder Ud' er Justin Hate mere poetiske i omgangen med dissonanserne, og det åbner op for nogle fine og anderledes stemninger. Også sidstesangen 'Dystopia' kan noget af det samme, samtidig med at der bliver tonset igennem som tidligere på skiven. Et fint punktum.
Alt dette efterlader en med et indtryk af et band, der på mange måder er blevet mere modent og målrettet, men samtidig er lige på nippet til at få slebet nogle af deres særkender væk i den store metalliske kværn. Så med andre ord: Håbet er bestemt til stede for Justin Hate, og det er bestemt mere end spinkelt. Samtidig kan det dog godt gå den anden vej, hvis de glemmer, hvor de kommer fra, og bliver til endnu et band uden ror og kompas, der blot driver for metalmodens vinde.