Kimæren hænger med hovedet
PopulærEt halveret Chimaira udgiver et album i trods, som i den ene og anden forstand har sine dystre sider.
2. 'Clockwork'
3. 'Losing My Mind'
4. 'Time Is Running Out'
5. 'Year of the Snake'
6. 'Beyond the Grave'
7. 'Born in Blood' (med Phil Bozeman fra Whitechapel)'
8. 'Stoma'
9. 'Powerless'
10. 'Trigger Finger'
11. 'Scapegoat'
12. 'Samsara' (me Emil Werstler fra DÅÅTH)
Det sjette Chimaira-album er vi nået til i rækken, men det har åbenbart været på et hængende hår, at vi nåede så langt, for siden sidst har halvdelen af bandet forladt skuden, nemlig trommeslager Andols Herrick, Bassist Jim Lamarca og sample/dippedutmester Chris Spicuzza. Uden nye medlemmer har de resterende tre, guitaristerne Mat Devries og Rob Arnold, samt forsanger Mark Hunter så lavet hele pladen - fra trommelagning til de elektroniske, effektfulde lyde.
Og det er tydeligt at der er sket noget med bandet, for 'The Age of Hell' er på godt og ondt ikke bare endnu en Chimaira-plade. Overordnet set er den mere mørk og depressiv med flere indslag af majestætiske lydflader, end der har været på forgængerne, hvor det meget var de synkoperede og stakkerede superriffs som især kendetegnede Chimaira.
Det nye mørke som vi bliver præsenteret for, er til tider ganske smukt som på nummeret 'Time Is Running Out', 'Samsara' og 'Beyond the Grave' der iblandet noget melankoli enkelt og effektivt får viderebragt nogle af de svære følelser, der må have været forbundet med bruddet. Også selve produktionen understøtter det dystre ganske fint. Der er ganske stor variation i de forskellige lyde - ikke mindst guitarernes - og lydbilledet bliver aldrig mudret.
Når det er sagt er der dog for meget tomgang på pladen. Som tidligere nævnt, har Chimaira holdt riff-fanen højt, men på 'The Age of Hell' har bandet bevæget sig mod en mere enkel Pantera-agtig tilgang, uden dog at nå sidstnævnte til sokkeholderne - lyder Clevelandtrioen ikke som Pantera, så lyder de for meget af sig selv. Flere steder er riffene så tæt på noget Chimaira har udgivet tidligere, at det er lidt snyd - eksempelvis starter nummeret 'Losing My Mind' med noget der ligger ganske tæt på hovedriffet fra 'Venom Inside' fra forgængeren.
Og hér er det at det depressive mørke tager overhånd: For store dele af 'The Age of Hell' virker træt og uinspireret. Så selv om det har været en præstation for de tilbageblevne overhovedet at få udgivet noget, er der for meget trods og for lidt iderigdom at høre på denne plade.