At forvalte fortiden
Updated
Hvordan forvalter man bedst en 40 år lang musikalsk arv? Ved at køre den hjem på rutinen eller ved at spille op til sit bedste? Candlemass gjorde begge dele lørdag på Gimle – og gav det indlysende svar på spørgsmålet.
Kunstner
Spillested
Dato
29-11-2025
Genre
Trackliste
Bewitched
Dark Are the Veils of Death
Mirror Mirror
Under the Oak
Dark Reflections
Darkness in Paradise
Sweet Evil Sun
Crystal Ball
A Sorcerer's Pledge
Ekstranumre:
The Well of Souls
Demon's Gate
Solitude
Dark Are the Veils of Death
Mirror Mirror
Under the Oak
Dark Reflections
Darkness in Paradise
Sweet Evil Sun
Crystal Ball
A Sorcerer's Pledge
Ekstranumre:
The Well of Souls
Demon's Gate
Solitude
Forfatter
Karakter
Hvordan forvalter man sin egen arv bedst muligt?
I omkvædet til Candlemass' 'Ancient Dreams' fra albummet af samme navn (1988) lyder omkvædet:
Chase the horizons, catch the illusionRemember the child withinThere's no tomorrow, just sadness and sorrowHold on to the ancient dreams
Man må give, at Candlemass lever op til deres eget diktum. De holder fast i fortiden: Leif Edling styrer tropperne på scenen (han var ellers ude nogle år med kronisk træthedssyndrom), guitaristerne Lars Johansson og Mats Björkman har været med siden storhedstiden, trommeslageren på studiepladerne er stadig Jan Lindh, og Johan Langquist, der sang på den klassiske debut-ep 'Epicus Doomicus Metallicus', har siden 2018 været med igen. Når man tænker på, hvor meget der egentlig har været gang i svingdøren i bandet, er det næsten naturstridigt at tænke på, hvor meget Candlemass-historie der er samlet på scenen denne lørdag i et udsolgt Gimle i Roskilde. Lindh er her på turneen afløst af en yderst velspillende Stafen Englin, men ellers er det så tæt på det klassiske lineup, man kan komme – i hvert fald så længe Messiah Marcolin ikke synger i bandet. Men det gjorde han jo så også for nylig på Rock Hard Festival i Athen. Der er altid et element af at forsøge at ramme fansene hos Candlemass.
Candlemass har eksisteret (on/off) i 40 år nu, og denne aften holder de fast i disse ancient dreams på sætlisten. Det er tre år siden seneste album, den skuffende 'Sweet Evil Sun', og det er jubilæumsturne, så der tages ingen fanger: Fraset titelnummeret fra det seneste album er det ren hitparade fra ende til anden (med forbehold for, at jeg muligvis har begået fejl i sætlisten). 'Darkness in Paradise' har endda sneget sig ind i sætlisten igen, og den er også pakket med klassikere fra 'Epicus Doomicus Metallicus', der som bekendt er Langquists stjernestund. Det hele handler om fortiden, det hele handler om forvaltningen af Candlemass' fortid.
Og hvorfor skulle det ikke også det? Selvom Candlemass stadig udgiver ny musik (efter flere gange at have annonceret afslutningen – på bandet, på at udgive nye album), har de ikke udgivet et rigtigt tilfredsstillende album siden 2005. De er her for at hylde klassikerne og hylde sig selv.
Men i koncertens første halvdel er problemet måske også netop det. Sætlisten er vidunderlig. Candlemass er et tæt sammenspillet band. De har spillet sammen i en menneskealder. De spiller vældig godt. Publikum er med hele vejen. Men Candlemass vækker simpelthen ikke nogen særlig følelse i mig i begyndelsen. Det gør pladerne. Og live har de gjort det før. Men selvom Edling taler pænt om Mercyful Fate og King Diamond, og selvom det hele lyder virkelig godt, så føles det ikke som den store aften, det burde være med den sætliste og de musikere.
Måske er Langqvist problemet? Det er ret tydeligt, at numrene fra Marcolin-tiden ikke er skrevet til hans stemme, og han forsøger at kompensere for det – og for sin alder på 62 – ved en lidt overdreven brug af en raspende vibrato, der ikke altid passer lige godt til sangene. Det passer heller ikke helt godt, at gruppen har stemt numrene ned, fordi han ikke længere kan ramme de høje toner. Med alderen er han i stedet kommet til at lyde meget som en lidt generisk, svensk doom metal-vokalist, men dog stadig med et excentrisk præg og charmerende, svensk accent. Sammenlignet med forgængeren Mats Levén er han også noget mere tilbagetrukken, hvor Levén næsten kunne blive for meget indpisker, når man tager højde for stilen. Men egentlig synes jeg, at Langquist forvalter sin vokal og dens begrænsninger, så godt han kan.
Måske er det simpelthen alderen og rutinen? Candlemass er dygtige, de gør deres ting professionelt, men det er svært at finde den energi og de følelser, der drev dem i sin tid. Da Langquist fejltimer 'Darkness in Paradise' helt og aldeles, drømmer jeg mig til StarGazer-koncerten på Mayhem samme aften. Men så sker det alligevel. Under 'Sweet Evil Sun', det eneste nyere nummer, bliver musikerne pludselig energiske. "Chase the horizons, catch the illusion / Remember the child within". Langquist gør endda et par hop. Husker han barnet indeni? Det er det, der sker: De aldrende svenskere med deres måner dårligt skjult i det tynde, lange hår griber illusionen, og nu mærker man følelsen, og Candlemass fremstår pludselig lige så vedkommende, som da jeg hørte dem første gang som 13-14-årig og virkelig følte det.
Er der noget selvmodsigende ved at råbe med på 'Solitude's udødelige omkvæd (og er det skrevet af en ung og desperat mand eller en småbarnsforælder med tømmermænd, spørger en veninde dagen efter) sammen med en sal fuld af andre mennesker, der gør det samme? Ja. Men det føles også let berusende, som det gjorde dengang, fordi Candlemass alligevel er i stand til mere end at forvalte deres egen arv.
I omkvædet til Candlemass' 'Ancient Dreams' fra albummet af samme navn (1988) lyder omkvædet:
Chase the horizons, catch the illusionRemember the child withinThere's no tomorrow, just sadness and sorrowHold on to the ancient dreams
Man må give, at Candlemass lever op til deres eget diktum. De holder fast i fortiden: Leif Edling styrer tropperne på scenen (han var ellers ude nogle år med kronisk træthedssyndrom), guitaristerne Lars Johansson og Mats Björkman har været med siden storhedstiden, trommeslageren på studiepladerne er stadig Jan Lindh, og Johan Langquist, der sang på den klassiske debut-ep 'Epicus Doomicus Metallicus', har siden 2018 været med igen. Når man tænker på, hvor meget der egentlig har været gang i svingdøren i bandet, er det næsten naturstridigt at tænke på, hvor meget Candlemass-historie der er samlet på scenen denne lørdag i et udsolgt Gimle i Roskilde. Lindh er her på turneen afløst af en yderst velspillende Stafen Englin, men ellers er det så tæt på det klassiske lineup, man kan komme – i hvert fald så længe Messiah Marcolin ikke synger i bandet. Men det gjorde han jo så også for nylig på Rock Hard Festival i Athen. Der er altid et element af at forsøge at ramme fansene hos Candlemass.
Candlemass har eksisteret (on/off) i 40 år nu, og denne aften holder de fast i disse ancient dreams på sætlisten. Det er tre år siden seneste album, den skuffende 'Sweet Evil Sun', og det er jubilæumsturne, så der tages ingen fanger: Fraset titelnummeret fra det seneste album er det ren hitparade fra ende til anden (med forbehold for, at jeg muligvis har begået fejl i sætlisten). 'Darkness in Paradise' har endda sneget sig ind i sætlisten igen, og den er også pakket med klassikere fra 'Epicus Doomicus Metallicus', der som bekendt er Langquists stjernestund. Det hele handler om fortiden, det hele handler om forvaltningen af Candlemass' fortid.
Og hvorfor skulle det ikke også det? Selvom Candlemass stadig udgiver ny musik (efter flere gange at have annonceret afslutningen – på bandet, på at udgive nye album), har de ikke udgivet et rigtigt tilfredsstillende album siden 2005. De er her for at hylde klassikerne og hylde sig selv.
Men i koncertens første halvdel er problemet måske også netop det. Sætlisten er vidunderlig. Candlemass er et tæt sammenspillet band. De har spillet sammen i en menneskealder. De spiller vældig godt. Publikum er med hele vejen. Men Candlemass vækker simpelthen ikke nogen særlig følelse i mig i begyndelsen. Det gør pladerne. Og live har de gjort det før. Men selvom Edling taler pænt om Mercyful Fate og King Diamond, og selvom det hele lyder virkelig godt, så føles det ikke som den store aften, det burde være med den sætliste og de musikere.
Måske er Langqvist problemet? Det er ret tydeligt, at numrene fra Marcolin-tiden ikke er skrevet til hans stemme, og han forsøger at kompensere for det – og for sin alder på 62 – ved en lidt overdreven brug af en raspende vibrato, der ikke altid passer lige godt til sangene. Det passer heller ikke helt godt, at gruppen har stemt numrene ned, fordi han ikke længere kan ramme de høje toner. Med alderen er han i stedet kommet til at lyde meget som en lidt generisk, svensk doom metal-vokalist, men dog stadig med et excentrisk præg og charmerende, svensk accent. Sammenlignet med forgængeren Mats Levén er han også noget mere tilbagetrukken, hvor Levén næsten kunne blive for meget indpisker, når man tager højde for stilen. Men egentlig synes jeg, at Langquist forvalter sin vokal og dens begrænsninger, så godt han kan.
Måske er det simpelthen alderen og rutinen? Candlemass er dygtige, de gør deres ting professionelt, men det er svært at finde den energi og de følelser, der drev dem i sin tid. Da Langquist fejltimer 'Darkness in Paradise' helt og aldeles, drømmer jeg mig til StarGazer-koncerten på Mayhem samme aften. Men så sker det alligevel. Under 'Sweet Evil Sun', det eneste nyere nummer, bliver musikerne pludselig energiske. "Chase the horizons, catch the illusion / Remember the child within". Langquist gør endda et par hop. Husker han barnet indeni? Det er det, der sker: De aldrende svenskere med deres måner dårligt skjult i det tynde, lange hår griber illusionen, og nu mærker man følelsen, og Candlemass fremstår pludselig lige så vedkommende, som da jeg hørte dem første gang som 13-14-årig og virkelig følte det.
Er der noget selvmodsigende ved at råbe med på 'Solitude's udødelige omkvæd (og er det skrevet af en ung og desperat mand eller en småbarnsforælder med tømmermænd, spørger en veninde dagen efter) sammen med en sal fuld af andre mennesker, der gør det samme? Ja. Men det føles også let berusende, som det gjorde dengang, fordi Candlemass alligevel er i stand til mere end at forvalte deres egen arv.