Tidstypisk metalcore
PopulærSkydancers seneste udspil fortsætter konceptet fra seneste udgivelse, 'Earthwalker'. Ideen om to konceptalbum med tema om klodens forfald set fra to forskellige perspektiver er interessant. Resultatet lever desværre ikke op til forventningerne.
Skydancer
Breakaway
Badlands
Isomnia
Oblivion
Wildfire
Cottonmouth
Erase
Intrepid
Father
I 2014 udgav den australske metalcore-kvartet In Hearts Wake deres andet fuldlængdealbum, ’Earthwalker’. Et konceptalbum omhandlende menneskehedens mishandling af Moder Jord, set fra et feminint perspektiv. Et koncept pakket ind i et tykt lag af tidstypisk metalcore, uden de store intentioner om at udvikle genren. Sideløbende med indspilning og udgivelse af ’Earthwalker’ komponerede australierne et broderalbum, der tematisk skulle være en forlængelse, men fra en mere maskulin synsvinkel.
Skåret ud i pap er 'Earthwalker' rent symbolsk Moder Jord, mens 'Skydancer' er en mandlig eksistens i himlen. Hvad angår titel og albumcover, er ’Skydancer’ da også en modsætning, men musikalsk er der ikke stor forskel mellem de to udgivelser. ’Earthwalker’ er muligvis en smule mere melodisk som den feminine pendant til den tungere og mere maskuline lillebror, men musikalsk er der konsekvent tale om djentet metalcore opbygget omkring Kyle Erichs rene vokal og Jake Taylors brøl.
Det største problem med ’Skydancer’ er, at det ikke virker som et konceptalbum. Numrene er fragmenterede, og albummet fremstår ikke som en samlet enhed. At 'Skydancer' skulle være et album skrevet ud fra en mandlig eksistens' synsvinkel antydes kun vagt. Lyrisk fremgår konceptet heller ikke tydeligt. Ideen om at have to søskende-konceptalbum er ellers interessant, men australierne formår ikke at udføre ideen godt nok. I stedet for er ’Skydancer’ en tidstypisk metalcore-udgivelse på godt og ondt. Pladen indledes med et ligegyldigt intronummer, forlænget af titelnummeret, der er et af albummets bedst komponerede numre. Tunge, massive riff og aggressiv vokal akkompagneret af ren vokal i omkvædene. Absolut ikke opfindsomt, men ganske effektivt. Grundlæggende er In Hearts Wake bedst, når musikken er tung og beskidt. Primært fordi Erichs helt rene vokal lyder for anstrengt. Til gengæld fungerer den rene vokal perfekt, når den tillægges lidt rå kant som på ’Badlands’.
Desværre sker det sjældent, hvorfor interessen for pladens indhold er svingende. Det hjælper ikke, at Hacktivist-vokalisterne Jermaine Hurley og Ben Marvin rapper sig igennem ’Erase’. Kombinationen af rap og ren vokal får In Hearts Wake til at lyde som et andenrangs Linkin Park-kopiband, og det klæder ikke. Langt bedre går det på ’Intrepid’, hvor Marcus Bridge (Northlane) har bidraget på vokalsiden, samt førnævnte titelnummer, der gæstes af The Ghost Inside-forsangeren Jonathan Vigil.
Overordnet er ’Skydancer’ en nogenlunde positiv oplevelse. Den australske kvartet har kompetencerne til at skrive nogle fine metalcore-skæringer, men leverer kun virkelig godt materiale på halvdelen af pladens skæringer. Den anden halvdel er udmærket, men ikke noget, der huskes, når sidste nummer af afspillet. De gode numre, der udover førnævnte tæller den instrumentale og knusende ’Oblivion’ og den aggressive ’Cottonmouth’, bliver alle gemt, indpakket i mindre interessante numre. Det giver ’Skydancer’ et rodet udtryk, der får pladen og band til at fremstå usammenhængende. ’Skydancer’ er aldrig for alvor dårlig. Men kombinationen af, at In Hearts Wake kun vagt formår udføre ideen om et konceptalbum, og kun har komponeret et halvt album af virkeligt godt materiale, resulterer i en middelmådig udgivelse.