Nonchalance à gogo
PopulærDet er 15 år siden, Queens of the Stone Age lavede deres sidste rigtig gode plade. Det ændrer ‘Villains’ ikke noget ved, selvom den ikke er uden andre kvaliteter.
The Way You Used to Do
Domesticated Animals
Fortress
Head Like a Haunted House
Un-Reborn Again
Hideaway
The Evil Has Landed
Villains of Circumstance
Det kunne dårligt have passet bedre: Første gang, jeg hørte Queens of the Stone Age, var i passagersædet i en bil. Det må have været kort efter, at gennembrudspladen ‘Rated R’ var udkommet i 2000, og hvis ikke vi skulle have været af i Roskilde, kunne vi snildt have fortsat hele vejen til Esbjerg og pløjet os videre ud igennem Vadehavet på den kraft, der var i pladen.
Otte års tid senere var det et noget afdanket Queens of the Stone Age, jeg så i KB Hallen. På det tidspunkt var de allerede reduceret til et soloprojekt for frontmanden Josh Homme med en samling hired hands i ryggen. Blandt dem var en falleret Danzig-trommeslager og Josh Hommes sideman, Troy Van Leeuwen.
I dag er Troy Van Leeuwen det længst aktive medlem i Queens of the Stone Age ud over altså Josh Homme. Det er ham, Homme spiller bold op ad, når de med stadigt flere års mellemrum skal prøve at banke et nyt album sammen. Og det aktuelle, ‘Villains’, bandets syvende, giver endnu en gang anledning til at spørge sig selv, hvorfor de dog overhovedet føler trang til det.
Ugidelig eksperimenteren
At de ikke længere føler trang til rocke så massivt og bredt appellerende ud, som de gjorde på ‘Rated R’ og den efterfølgende ‘Songs for the Deaf’, er ingen nyhed for gruppens trofaste fans. Siden ‘Era Vulgaris’ i 2007 har det for Josh Homme og Troy Van Leeuwen mere handlet om at eksperimentere med, hvad man kan gøre inden for rammerne af Queens of the Stone Age.
Men når man alligevel undrer sig, er det, fordi det lyder så ugideligt. Det, der skulle signalere cool nonchalance, fremstår mest af alt, som om bandet har meget mere travlt med ikke at kere sig om noget som helst, mindst af alt om, hvorvidt det, de laver, har nogen reel værdi for andre end dem selv. ‘Villains’ er lyden af rockmillionærer – Josh Homme vurderes at være god for 10 mio. USD – der dalrer rundt i studiet i en kreativt uheldssvanger cocktail af medicin og opblæste egoer.
For hvis Queens of the Stone Age virkelig havde lyst til at udfordre sig selv, sådan som deres seneste tre plader – ‘Era Vulgaris’, ‘...Like Clockwork’ og nu ‘Villains’ – giver udtryk for med deres vidt forskelligartede udtryk, så ville den største udfordring for dem efterhånden tilsyneladende være at lave noget, der faktisk rykker. At spille den stoner rock, som de i interview for længst har forsvoret, på en måde, så det faktisk betød noget. For deres fans, for os andre, for den genre, som de var med til at give et ordentligt skud adrenalin i starten af årtusindet.
New romantics
I stedet har Queens of the Stone Age lavet en – tada! – goth pop-plade. Virkelig, komplet med new romantics-keyboards og molstemte sange, der ikke er milevidt fra, hvad Tubeway Army og senere Gary Numan solo lavede for omkring 40 år siden. Sågar leveret med samme blanding af fremmedgørelse, arrogance og tristesse. Men så bare spillet af et rockband, så ens tanker bliver ledt hen på det tidlige Interpol.
Man må lade Queens of the Stone Age, at de sjældent træder ved siden af det udtryk, de går efter at ramme på pladen. ‘Head Like a Haunted House’ er en af de få sange, der med sin rockabilly-vibe falder uden for, ellers er ‘Villains’ et helstøbt album. Bandet – der nu også tæller den tidligere Mars Volta-trommeslager Jon Theodore som fuldgyldigt medlem – har et sikkert greb om sit udtryk, Josh Hommes stemme rammer rent, og som goth pop-album betragtet er ‘Villains’ egentlig slet ikke dårligt. Det vidner sange som de smægtende ‘Hideaway’ og den næsten pinagtigt svulstige ‘Fortress’ om. Man kunne faktisk godt ønske sig, at grebet var blevet løsnet en anelse. Da Rolling Stones i sin tid gik disco på ‘Miss You’, slingrede de i en ordentlig koger, men på ‘Villains’ er der ingen udskejelser. Det hele er holdt helt stramt og rent.
Holdt hen
Som lytter sidder man dog alligevel tilbage med en følelse af at blive holdt hen. Ikke engang fordi man håber på noget andet, men fordi det virker, som om Queens of the Stone Age heller ikke rigtig selv gider det her. Nonchalancen og den dekadente vibe kammer over i en ren ugidelighed, som afspejles i uopfindsomme ordspil i sangtitlerne. ‘Un-Reborn Again’, ‘The Evil Has Landed’ og den afsluttende, psych-tonede ‘Villains of Circumstance’ er sådan noget, der får en til at krumme tæer, allerede inden man overhovedet når så langt som til at høre dem.
Queens of the Stone Age er overhovedet ikke slyngler. Ikke længere. De er “victims of circumstance”, og den omstændighed er rockstjernelivet. Det er at være omgivet af rygklappere, der ikke tør sige dem imod eller ligefrem kræve noget af dem. Få dem til at satse hele butikken, hvis de virkelig mener, at det er det her, de vil. Men det har Queens of the Stone Age ikke længere råd til.