Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Power mangler kraft

Updated
1000x1000 (2)

Erfarne Steel Prophet vil gerne være et power metal-band. Desværre fungerer de langt bedre, når de spiller hard rock.

Titel
The God Machine
Dato
02-05-2019
Trackliste
1. The God Machine
2. Crucify
3. Thrashed Relentlessly
4. Dark Mask / Between Love And Hate
5. Damnation Calling
6. Soulhunter
7. Buried And Broken
8. Lucifer / The Devil Inside
9. Fight, Kill
10. Life = Love = God Machine
Forfatter
Karakter
2

Steel Prophet indleder deres fjortende album med at definere for enhver tvivler, at dette er amerikansk power metal, som sådan noget lyder i rendyrket form. Det sker med titelnummeret og opfølgerne ‘Crucify’ og ‘Thrashed Relentlessly’, hvor et piskende og pumpende riff fylder på guitarsiden, bas og trommer underbygger, og vers og omkvæd fremføres med knyttet næve, lyder det som om. Det kan være opskriften på umiddelbar succes i genren, men det kan også være et umådeligt anonymt forsøg på at lyde triumferende, der forsvinder i tågerne, sekundet efter det er spillet til ende. Her falder det mest i den sidste kategori. 

Først på ‘Dark Mask (Between Love and Hate)’ sættes hastigheden ned, og amerikanerne finder vej ind i en blanding af power metal og hard rock og giver plads til mere personlighed. Det er ikke genialt, men effektivt, og med opfølgeren ‘Danmnation Calling’, hvor nøgleordet er ‘tungt’, får Steel Prophet tilføjet noget ondskab til det forhastede udtryk. I ‘Soulhunter’ dyrkes power endelig som et væsentligt element blandt virkemidlerne. Her går det femogtredive år gamle band i den rigtige retning. 

‘Buried and Broken’ ser i de første sekunder ud til at holde kadencen, men viser sig at være en ballade, og på et album, der insisterer på at være metal, skal afdæmpede numre fremføres enten dystert eller overmåde storladent. Steel Prophet rammer lidt af det sidste med c-stykket, men har ikke gode nok melodier, til at sangen har sin berettigelse. 

Med en lidt lunkent forgænger på pladen gør det ikke noget godt, at ‘Lucifer/The Devil Inside’ har tiltusket sig til et riff, som stinker af groove metal og en større amerikansk udøver af genren med et kattedyr i navnet – for Steel Prophet swnger ikke nok til at gøre det effektivt. De får langt mere ud af ‘Fight, Kill’, der er et fint eksempel på stemningsopbygning, og i den afsluttende ‘Live = Love = Machine’, der er mere hard rock end metal. 

Kvintetten ender altså med at fejle, hvor de skulle være stærkest – når de med foden på monitoren viser al deres power, forsvinder det interessante, og kun når der flirtes med hittende hard rock, får man noget vigtigt ud af 'The God Machine'.