Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tilsodede drinksparaplyer og ingen pyntebær, tak

Populær
Updated
Tilsodede drinksparaplyer og ingen pyntebær, tak
Tilsodede drinksparaplyer og ingen pyntebær, tak

Atmosfærisk noiserock med et skvæt boogie: Det står uklart hen, hvem der lige bestilte præcis den cocktail, men bliver den rystet lidt mere, kunne man godt udvikle en faible for den.

Titel
Escape Escape
Distributør
Genre
Trackliste
Drifting Through
A Sudden Violent Displeasure
Ressurection Creek
There Is A Tide
A Radiant City Return Trip
Karakter
3

Når man besøger en by første gang, har man det tit med at sammenligne den med byer, man tidligere har været i: Byggestilen er måske lidt henad Madrids, men måden den skråner ned mod havnen på, minder en om Lissabon eller Valparaíso, centrum er moderne som Manhattan, men så med grønne sidegader som i Buenos Aires, og viben er lidt henad Berlin, så snart man har fundet et sted at få eftermiddagens første øl. På samme måde kan man orientere sig, første gang man hører en plade med et nyt band: Måske er det lidt Neurosis, de går efter, næh, det her lyder egentlig mere som Unsane, selvom vokalen er helt anderledes, og nu kører de den op i tempo og smider et piano på, så man pludselig kommer til at tænke på Queens of the Stone Age, hvilket man slet ikke kan få til at passe ind, og det næste nummer lyder nærmest henad Danzig, inden de runder det af med noget, der minder ret meget om True Widow.

A Horrible Death to a Horrible Man har i hvert fald ikke valgt at følge nogen slagen vej på 'Escape Escape', og det skal de sådan set have cudos for i en tid, hvor den mere rendyrkede tilgang til subgenrerne er i højsædet. Selvom det, de gør, ikke som sådan er nyt eller decideret uortodokst i sit mix, så er der en åbenhed i deres tilgang til den noiserock, der alt andet lige er grundstammen, som er klædelig. Også selvom den endnu ikke er fuldt udviklet på deres debutminialbum.

Eskapader i balleland

For 'Escape Escape' har alle debutens svagheder såvel som styrkerne: Bandet har endnu ikke rodfæstet deres egen stil, alt er endnu lidt oppe i luften, men det betyder, at de enkelte bestanddele, der udgør det samlede udtryk, stikker lidt vel ud, sammenføjningerne bliver for tydelige. Lige så prisværdig alsidigheden er, lige så taknemmelig man bliver, når det går op for en, at de virkelig ikke har tænkt sig at køre den hjem som endnu et mini-Neurosis, sådan som åbneren 'Drifting Through' ellers varsler det; lige så utroværdigt kommer det til at virke, når de sætter i gang med endnu en stilafart. Helt galt går det på tredje nummer, 'Resurrection Creek', der ikke alene hviler på et virkelig ballet grundtema, men to minutter inde sætter ind med et hurtigt lille mellemspil med boogiepiano, der er lige så oplagt, som det er unødvendigt. Den slags eskapader har A Horrible Death simpelthen ikke styr nok på deres lyd endnu til at kunne tillade sig, uden at det falder fuldstændig igennem og får dem til at tage sig mere uerfarne ud, end de ellers giver indtryk af at være.

Den anden markante svaghed, som A Horrible Death skal arbejde med, er vokalen. Peter Strange Echwald lyder lidt, som om han gerne vil lyde ret meget som Mark Lanegan, og den sangstil er faktisk et interessant og anderledes valg, der sagtens kunne fungere til den type musik, de spiller. Den fordrer bare et større register og mere klangbund, end Echwald endnu er i besiddelse af, men det er sådan noget, man kan arbejde med. Med en god vokalcoach kan han komme til at tilføre musikken en dynamik og nuancering, som den ikke ville opnå med nogle af de mere gængse sangforedrag i genren.

Løfterigt efterindtryk

Sådan er det i det hele taget at lytte til 'Escape Escape': Løfterigt. Bevares, den er en lidt fad omgang i sin egen ret, men selvom de enkelte ingredienser endnu ikke helt hænger sammen – og selvom nogle af dem skal justeres noget – efterlades man stadig med et sammenhængende indtryk af, hvor det er, A Horrible Death vil hen med deres musik. Og man vil gerne følge dem på vejen dertil. For nu at følge cocktailallegorien helt til dørs, så er eftersmagen i hvert fald markant bedre, end man skulle tro, når man er i gang med at indtage drinken. De kulørte papirparaplyer i drinken? Askegrå, svedne og forvitrede er de. Pyntebærrene er for længst hevet op og trådt ud på gulvet. Det er bedre sådan.