Dansk metal med fransk skygge og egen kraft
Fredericia-bandet løfter sig markant på ‘Mosaic’, men skyggen fra Gojira er stadig både en styrke og en udfordring.
2. Guilt & Sorrow
3. Funeral Cortège
4. Two Tongues
5. Mosaic
6. Neon Burner
8. The Lie We Can Trust
Deadnate har aldrig lagt skjul på deres kærlighed til Gojira, og på ‘Mosaic’ er det tydeligere end nogensinde. Alligevel er der tale om et band i klar udvikling. Hvor debuten ‘The North Sea’ var lovende, er dette et egentligt gennembrud – et album, der tør mere, vil mere og som oftere rammer rigtigt.
Allerede åbneren ‘He Who Pays’ sætter barren højt med teknisk overskud, temposkift og riff-idéer i hobetal. Det er medrivende og ambitiøst, selvom enkelte tekstlinjer snubler lidt over egen højtidelighed. Heldigvis følges der stærkt op med ‘Guilt & Sorrow’, hvor et tungt groove og et effektivt vers trækker lytteren dybere ind i universet.
Når inspiration bliver (for) tydelig
Der er ingen tvivl om, at Deadnate har lyttet grundigt til deres franske helte. ‘Two Tongues’ lægger ud med en intro, der spejler åbningen på ‘Into the Storm’, mens ‘Morass’ – pladens afslutter – næsten bliver en øvelse i at skrive den ultimative Gojira-hyldest, med klare ekkoer af ‘Global Warming’ og ‘The Gift of Guilt’.
Det er både imponerende og en smule problematisk. For hvor går grænsen mellem inspiration og imitation? Svaret er ikke entydigt. For selv når Deadnate lægger sig tæt op ad forbilledet, gør de det med en energi og kærlighed, der er svær at afvise.
Egen identitet i glimt
Det er nemlig, når bandet træder et skridt væk fra skabelonen, at ‘Mosaic’ for alvor brænder igennem. Titelnummeret er et højdepunkt: et tungt, næsten isbryder-agtigt riff åbner nummeret, før det brydes af et melodisk clean-stykke og accelererer videre i thrash-inspireret intensitet. Her viser Deadnate, at de kan mere end blot at spejle.
Også ‘The Lie We Can’t Trust’ demonstrerer flair for dynamik med sin elegante opbygning og melodiske refrain. Selv mere ligefremme numre som ‘Neon Burner’ fungerer, drevet af klassiske metaldyder som chugging riffs, breakdown og en solid solo – selvom et stærkere hook kunne have løftet det yderligere.
Vokalt er der stadig tale om et samspil mellem Simon og Kenneth, og selvom deres stil er lysere og mindre growl-tung end Joe Duplantier, er der både kraft og engagement i leveringen.
Produktionen er mere rå og beskidt end sidst, og de færre clean-passager giver albummet en mere kompromisløs kant, der klæder materialet.
‘Mosaic’ er ikke et perfekt album, men det er et vigtigt skridt. Deadnate står stadig i skyggen af deres største inspiration – men de er begyndt at tage masken af og finde sig selv.